I anledning af, at det var 45 år siden Eik Skaløe døde på vej til Nepal, udkom der d. 15. oktober 2013 endnu en bog med steppeulvens efterladte skrifter. I forvejen har hippiefetichisten mulighed for, foruden at skamlytte den skelsættende plade Hip, at læse Eiks korrespondance med veninden Iben i bogen Breve til en veninde der blev udgivet i 1993 eller at dyrke mandens efterladte digte, noveller og øvrige skrifter i samlingen Ønsket om et ordliv, der kom i 2002. Nu er turen komet til de breve Eik sendte hjem til sin familie fra de rejser, han foretog i perioden 1964 til hans alt for tidlige død fire år senere.

På mange måder føles bogen som en langsom rejse mod et endeligt. Læseren ved på forhånd godt, hvordan det vil gå den unge korrespondent, og endnu mere tragisk er det så, når man får del i alle de drømme og ønsker for en fremtid, som man godt ved aldrig kommer, men som stadig fylder i den dødsmærkede unge mands sind. Det lyder måske lidt dystert, men selv om alle læsere ved, hvordan det vil gå Eik, er det stadig en meget livsbekræftende brevkorrespondance at tage del i.

Brevene er blevet samlet og kommenteret af Eiks søster, der nænsomt (især med tanke på den generation, der ikke kender til jargonen fra perioden) tager læseren med hånden, i form af opklarende appendikser, der både forklarer samtidens udtryk, holdninger eller navne på alle de personager, der optræder i korrespondancen. Det er kun i ganske få tilfælde, at man ikke kan finde referencen, hvis man undervejs falder over en person, der nævnes i brevene.

Den ensidige korrespondance (for vi får kun et par breve fra moderens hånd at se) vidner om en ung mand, der vitterligt forekom avantgarde i forhold til den hippiekultur og det ungdomsoprør, som blev udklækket stort set samtidig med at Eik forlod denne verden. Hans første stop væk fra hjemmet var et ophold på Holbæk Kunsthøjskole, og denne tur blev det første skridt på vejen til en rejse som ikke stoppede, før Eiks krop gjorde det.

I brevene til hjemmet fortælles der både om hans tanker, hans møder med de mennesker, der krydsede hans vej, om forholdet til Iben, fascinationen af mennesker overalt, hvor han kom frem, evnen til at leve fra hånd til mund og ikke mindst længslen for at se, hvilke eventyr der gemmer sig bag den næste grussti.

Brevene vidner dog også om mange problemer, primært af økonomisk karakter (for lever man et blafferliv har man indimellem brug for en økonomisk håndsrækning – ”send flere penge hvis du kan undvære det, Mor”), men også af sjælelig karakter. Dette ses især i de to ophold i danske fængsler takket være hans deltagelse i et par indbrud på apoteker i forsøget på at skaffe ham selv og bekendte stoffer.

Det er tydeligt at fornemme, at Eiks breve under disse møder med det danske retsvæsen ændrer karakter fra det sprudlende, eventyrlystent nysgerrige til det mere indelukkede og selvdestruktive, især takket være de manglende muligheder for kreativ udfoldelse som fængslet i sagens natur har. Noget der ligeledes forstærkes af søsterens noter, som peger på, at Eik ligefrem udviklede en ikke-diagnosticeret depression i den forbindelse.

En af de anker man umiddelbart kan have mod det billede, bogen tegner af sin unge mand er, at man i sagens natur som 22-årig ikke deler alt med sine forældre, uanset hvor liberale og frisindede de end måtte være, eller hvor tæt et forhold man ellers måtte have med dem. Der er ingen tvivl om, at Eiks forældre var meget tolerante og fremsynede, især set i forhold til at give deres ældste søn al den frihed til at gøre, som han ønskede og perioden, som beskrives. Ikke desto mindre er der stadig begivenheder, situationer, oplevelser og tanker, som man i sagens natur ikke ønsker at dele med sine forældre, uanset hvor tæt man er på dem.

Enkelte af disse situationer kommer måske bedre til udtryk i de andre tekstuelle efterladenskaber, som eksisterer, men man kan ikke undgå, i løbet af læsningen, at undre sig over alt det Eik ikke fortæller. Det være sig de værste nedture, de mørkeste personlige tanker og ikke mindst frustrationen over de ting, der ikke lykkes for ham. Dette fornemmer man mellem linjerne og gennem søsterens kommentarer, men det er svært som udenforstående ikke også at forestille sig resten af de uudsagte ting.

Når anken så hermed er præsenteret er Breve fra vejen af rågummisåler en både interessant og hurtigt læst bog, der også i denne aldrende anmelders øjne bliver i mangel på et bedre udtryk meta-melankolsk, idet bogen foruden et spændende blik ind i Eiks rejser og tanker også bliver en slags testamente over både brevet som kommunikationsform og blafferlivet som rejseform.

I disse e-mailtider kan man selv på det mest forladte sted på jorden sende en MMS hjem til sine kære, eller få overført lidt kontanter via ens Nem-Konto. Til gengæld er der stort set ingen der længere stopper, hvis der står en langhåret, ranglet figur i vejkanten med tommelen fremme.

På den måde bliver bogen både en interessant indsigt i en enkeltpersons liv, i dennes rejser, men også en slags gravskrift for en verden som ikke eksisterer længere. I vort travle Danmark er i dag desværre ikke længere har tid til at skrive lange, filosofiske, hashomtågede, finurlige funderinger om livet hjem fra eksotiske steder, og vi har heller ikke længere et samfund, der tillader dens ungdom at kaste sig ud på dannelsesrejse med lige så stor eventyrlyst og appetit på tilværelsen som Eik gjorde det.

I stedet er det tanken at alle skal gennemføre en længerevarende uddannelse og fokusere på, hvordan de kan biddrage til samfundsøkonomien på bedste vis. Selv om Eiks skæbne blev grum, så kan man bare håbe, at bogen finder de rette (læs: unge) læsere, der vil lade sig inspirere, give en finger til samfundets normer og krav, og i måske finde ud af, hvad det virkelig er, de vil have ud af livet, idet de ser solen stå op over en bjergside i et fjernt land.