Da den danske konge Frederik den Femte sendte den opdagelsesrejsende geodæt Carsten Niebuhr (1733-1815) af sted til Orienten, var det med en klar besked til hans følgeskab: Der skulle udvises tolerance over for de lokale, der hvor man kom frem, og der skulle praktiseres mådehold.

Den opdagelsesrejsende Carsten Niebuhr bliver i Danmark ofte betegnet som dansker. Men han var tysker. Carsten Niebuhr deltog godt nok som astronom i en dansk ekspedition til Arabien fra 1761 til 1767 – en berømt ekspedition, der blev finansieret af den danske konge Frederik den Femte. Men Niebuhr var søn af en bonde fra Ditmarsken i Slesvig-Holsten, altså i den tyske del af hertugdømmerne.

Dieter Lohmeier er professor i nyere tysk litteraturvidenskab på universitetet i Kiel og desuden direktør på Schleswig-Holsteinisches Landesbibliothek. Han har udsendt denne spændende bog Mit Carsten Niebuhr im Orient. Bogen er på tysk og er et optryk af de breve, som Carsten Niebuhr sendte hjem fra sin rejse til Mellemøsten i årene 1760 til 1767 – optrykt med Dieter Lohmeiers kommentarer. Undertitlen er Zwanzig Briefe von der Arabischen Reise 1760-1767.

Kortlægning
Dieter Lohmeier har blandt andet tidligere udsendt isolerede studier af Slesvig-Holstens litteraturhistorie omkring 1800. En væsentlig del af denne bog var netop helliget den slesvig-holstenske helstatsborger Carsten Niebuhr, der i den grad fik betydning for videnskaben i kongeriget Danmark – så højt estimeret er han, at instituttet for mellemøstlige studier på Københavns Universitet er opkaldt efter ham.

Carsten Niebuhr havde et fantastisk levnedsforløb fra bondesøn til opdagelsesrejsende. I sommeren 1758 fik Niebuhr tilbuddet om at deltage i ekspeditionen. Niebuhrs opgave var at kortlægge landskaber og byer, måle afstande og udarbejde kort, så man blandt andet kunne lokalisere bibelske steder og begivenheder.

Niebuhr opmålte landskaber og byer og beskrev alt, hvad han så, i sine bøger. Han var den første i verden, der tegnede kort over Yemen. Og den første, der tegnede kile-skriften i Persepolis så tydeligt, at andre forskere kunne tyde sproget.

Antropologisk
Men det blev til meget mere end det. Han gjorde optegnelser over alt, hvad han så, og kan fortælle om arabisk kultur i bred forstand. Han beskriver i bøgerne Beschreibung von Arabien (1772) og Reisebeschreibung nach Arabien (1774-78) klædedragter, musik, kunst og historie og beretter om sæder og skikke, så man får en glimrende antropologisk indføring i morgenlændingenes liv og levned – set med en europæers øjne.

Det er karakteristisk, at han ved sit første møde med muslimerne noterer, at »Deres sprog, klædedragt og hele opførsel var os så fremmed, at vi ikke nærede stort håb om at finde megen fornøjelse i morgenlandene«. Men det kom til at gå anderledes for ham. Han lærte sig nemlig at rejse i den arabiske verden ved bestandig at følge den gyldne regel: skik følge eller land fly. Han gjorde sig usynlig ved at iføre sig arabisk tøj og ikke komme anstigende som europæer, og han lærte sig arabisk sprog og levevis. Og netop det gjorde det muligt for ham at se.

Niebuhr rejste sig fra sine fordomme og kunne efterhånden se, at araberne nok lever meget anderledes end vi, men ikke er så »frygtelige som vi europæerne almindeligvis finder dem, inden vi kender deres måde at tænke på og kan tale deres sprog«.

Carsten Niebuhrs indstilling til fremmede folk var meget moderne. Han tilpassede sig de lande, han rejste i. Han gik klædt i landets dragter og spiste den lokale mad. Han prøvede hele tiden at forstå de mennesker, han mødte, også når de var meget anderledes end ham selv.

Hensigten med rejsen var at styrke videnskaben først og fremmest gennem iagttagelser, observationer og beskrivelser. Rejsen var dermed en del af tidens opgør mod den traditionelle videnskabsforskning, der tog afsæt i Bibelens beskrivelser og antagelser.

For Carsten Niebuhr var rejsen lang personlig proces. Men succesen var i samtiden begrænset, fordi alle på nær Niebuhr døde.?Til gengæld har eftertidens forståelse af indsatsen og dens resultater gjort rejsen til en stor succes og en klassiker inden for såvel humanistiske som naturfaglige videnskaber.

Dette er en anbefalelsesværdig bog, der kan give meget stof til eftertanke til os i den moderne tid, hvor forståelseskløften mellem Vesten og Østen stadig ofte forekommer alt for stor. Bogen tegner et billede af en liberal humanist, der voksede i takt med, at hans åbenhed for det fremmede steg.

Den er også værd at læse som – selv om det ikke er forfatterens hensigt – modargument til den kritik, han har været udsat for i den danske værdidebat. Læs for eksempel artiklen af Ulla Nørtoft Thomsen i Trykkefrihedsselskabets netmagasin og ikke mindst den efterfølgende debat.