Betydningen af ny teknologi for velfærdsstaten og dens ydelser er et hot emne. For nylig udkom Teknologiforståelse – på skoler og hospitaler, som er en antologi, der dokumenterer nyere forskning i, hvordan ny teknologi indgår i professionspraksisser i skoler og på hospitaler, og nu foreligger Teknologi, mennesker, faglighed, som undersøger inddragelsen af og omgangen med digital teknologi inden for skole- og sundhedsvæsenet i et professionsfagligt perspektiv. Hvilken betydning udviklingen og inddragelsen af digitale teknologier har for måden, hvorpå man praktiserer sin professionsfaglighed, og på hvordan man forstår sin professionsidentitet, er omdrejningspunkterne for de 12 artikler, der er samlet i antologien.

Med teknologi forstår forfatterne ”et middel mennesket anvender til at skabe, genskabe og udvikle sine livsbetingelser, såvel materille som ikke-materielle”. Teknologi indgår således i alle sammenhænge, hvor mennesker udfører opgaver. Centralt i antologien står dog et mere snævert begreb om teknologi, nemlig velfærdsteknologi. Denne forstås som en mediering og aktør i forbindelsen mellem borger og den professionelle udøver af samfundsmæssige services for borgeren, hvilket behandles i en fin indledende artikel af Gunver Majgaard, Anne Karin Petersen og Hanne Kallesøe.

Ud fra en gennemgang af nogle samfundsmæssige ændringer i forhold til forståelse af begrebet ’velfærd’ kommer forfatterne til følgende nutidige definition af velfærdsteknologi:

”Det centrale er, at teknologien er borgerrettet, og at borgeren er i centrum. Derudover skal velfærdsteknologien medvirke til at opfylde velfærdspolitiske mål. Desuden skal teknologien indreflektere knaphed på arbejdskraft og økonomiske ressourcer.”

Som man bemærker, står borgeren i centrum. Borgeren forstås som en aktiv medspiller i forhold til velfærdsteknologi og ikke som en passiv modtager. Desuden retter velfærdsteknologi sig mod den hele borger og er altså ikke begrænset til at gælde den fysiske eller mentalt svækkede borger. Det er således også velfærdsteknologi, når skolerne benytter teknologi i design af undervisningsaktiviteter.

”Velfærdsteknologi retter sig mod borgere i alle aldre børn, unge, voksne og ældre. Afhængig af om borgeren er rask, syg eller handicappet vil han komme i kontakt med forskellige typer af velfærdsteknologi.”

Ud fra denne opfattelse opstiller forfatterne fire velfærdsområder, der alle udgår fra, at det handler om borgeren, som endvidere er indtænkt i en kontekst af rammebetingelser eller miljøer. Der er velfærdsteknologi, der retter sig mod ’læring og oplevelse’, ’Forebyggelse, træning og behandling’, ’Diagnose og overvågning’ og ’Service, omsorg og vedligeholdelse’. For alle områderne gælder det, at der ofte vil være tale om, at velfærdsteknologien gøres til et bindeled mellem en professionsudøver og borgeren, men henblik på at opfylde borgerens behov, men også med henblik på at gøre borgeren selvhjulpen.

Velfærdsteknologi befinder sig i et grænseområde mellem umyndiggørelse og myndiggørelse. På den ene side deltager udgør velfærdsydelse (og herunder velfærdsteknologi) en risiko for at fjerne den enkeltes ansvar og selvstændighed og på den anden, kan velfærdsydelser være en betingelse for, at den enkelte kan blive ”empoweret”, som det hedder med et moderne dansk udtryk.

I Indledningen gennemføres en række kategoriale afledninger af grundbestemmelsen af velfærdsteknologi, som i høj grad kan være med til at kvalificere diskussionen om velfærdsteknologi og velfærd i det hele taget. Bestemmelserne er også velegnede til at stille kvalificerede krav til professionsuddannelserne, da velfærdsteknologiernes gennemslag inden for en række offentlige servicefag har stor betydning for professionsudøvelse, hvilket nok ikke i tilstrækkelig grad er tænkt ind i forhold til uddannelserne. Som en af pointerne var i Teknologiforståelse peger også nærværende antologi på et behov for, at professionsstuderende i højere grad klædes på til at møde ændrede vilkår for professionsudøvelse, der gør sig gældende i kommunerne og andre udbydere af velfærdsydelser.

Antologien henvender sig specifikt til professionsuddannelserne og den består af mange gode indlæg. Ikke mindst har Trine Nordborg-Damgaard skrevet en rigtig god artikel om ’Den kompetente didaktiker’, der beskriver udviklingen af lærerrollen. Den traditionelle lærer, der formodes at vide alt, holder ikke i dag. Der er mange grunde til, at læreren – eller andre professionsudøvere – ikke alene er eksperten, men snarere en kompetent dialogpartner i forhold til borgeren. Når alt kan googles, ændrer paratviden karakter, og når de jobs, de unge en gang skal varetages, ikke kan defineres, må de udfordres på nye måder, så de kan navigere i det ukendte – alle skal være en slags kaospiloter.

Dette stiller også andre krav til lærerne:

”Vi skal forholde os til ny teknologi på samme måde, som vi gør til alle andre undervisningsmaterialer og –redskaber. Det er en del af ajourføringen af en lærers faglige udvikling og en langsigtet investering, der foregår i den daglige forberedelse og gennem samarbejde med kollegerne.”

Som for alle andre, er livslang læring også et krav til lærere – og heri spiller velfærdsteknologier en stadig større og større rolle. Det stiller selvsagt nye krav og betingelser for professionsudøvere. Teknologi, mennesker, faglighed bidrager til en afklaring af og kvalificering af denne diskussion.