Krigen i Afghanistan har foregået i 11 år og er af nogle blevet sammenlignet med Vietnamkrigen. For hvem er fjenden egentlig? Og hvordan kan man vinde en krig, der i stor udtrækning ikke har den afghanske befolknings opbakning? Nagieb Khaja er født i Danmark af afghanske forældre og har tilrettelagt adskillige dokumentarer for TV2 og DR. Nagieb Khaja har været i Afghanistan flere gange og talt med lokalbefolkningen om deres situation og holdning til krigen. Historien der ikke bliver fortalt lader den almene afghaners stemme komme til orde og giver et mere nuanceret perspektiv på krigen.

En ensidig udlægning af krigen i Afghanistan
Afghanistankrigen er til tider blevet kaldt ”den glemte krig”. Krigen har nu varet i 11 år og har stadig flere år forude, men hvor meget hører vi egentlig til situationen dernede udover enkelte nyheder vedrørende soldater, der er blevet såret? Hvad har vi opnået?

Khaja kritiserer bl.a. nyhedsdækningen af Afghanistankrigen for at være for ensidig i sin fremstilling af krigen. Bl.a. nævner han, at man har tenderet til at fremhæve de positive aspekter af krigen, bl.a. at der oprettes skoler, hvor kvinder kan deltage i undervisningen eller om en vigtig by, der er blevet indtaget af de vestlige styrker. Hvad der ikke fortælles, er dog bl.a., at kvindernes situation stort set er uforandret, da deres skolegang i høj grad afhænger af bl.a. familiens accept og her er der ikke store forandringer. Derudover viser Khaja, at nogle af de byer, der er blevet omtalt som vigtige, i realiteten ikke har haft en væsentlig betydning, og at der tværtimod sker en større opbakning af oprørsgrupperne.

Hvem har så profiteret af krigen? Ifølge Khaja ikke flere end fem procent af den afghanske befolkning, hvor den overvældende majoritet blot har oplevet tiltagende mere krig, ødelæggelse, fattigdom og elendighed. Nogle af de afghanere, Khaja har talt med, giver udtryk for, at de mener, at det må være Vesten, der profiterer af krigen f.eks. i form af udvinding af den store mængde uran, der findes i den afghanske jord. Alligevel hører man aldrig om dette! Det er dog væsentligt at pointere, at det er de lokales stemme, der kommer til udtryk, men bogen lægger ligeledes op til, at dette bør tilbundsundersøges.

Hvem er fjenden?
En af de største udfordringer, soldaterne står over for, er identificeringen af fjenden, for hvem er Taleban egentlig? Khaja forklarer her, at den danske fremstilling af Taleban har været præget af et udpræget fjendebillede. Når et land vælger at gå i krig, er det vigtigt at have befolkningens opbakning til krigen. Af denne grund må man informere befolkningen om, hvem fjenden er. Dette kan dog blive en tand unuanceret, som man f.eks. har set i bl.a. Nazitysklands portrættering af jøden, af hutuernes fremlægning af tutsierne som bl.a. kakerlakker i Rwanda osv. Den vestlige fremstilling har dog også været unuanceret ifølge Khaja. Man har forklaret Talebans væsen ved at henvise til religiøs ekstremisme (stening af kvinder, håndsafhugning af stakler, som stjal pga. fattigdom), kvindeundertrykkelse og andet.

Khaja interviewede flere talebanere i bogen og måtte konstatere, at mange af talebanerne var almindelige mennesker, der har mistet alt og ønsker hævn. F.eks. bønder, der griber til våben pga. korrupte betjente, der stjæler fra dem, udenlandske soldater, som bombarderer deres familie og hjem osv. Denne fremstilling af talebanerne som almindelige mennesker, der i fortvivlelse og nogle gange af gode grunde går i krig, er der ikke plads til i bl.a. de danske medier, for som Khaja siger ”Det er ikke let at få opbakning til en krig, når man finder ud af, at ens modstandere også er mennesker”.

Kan man vinde en krig, der ikke opbakkes af det afghanske folk?
Bogen er et arbejde, der er opstået på baggrund af flere rejser, Khaja har foretaget til Afghanistan igennem flere år, hvor han har talt med de lokale afghanere i flere både byer og landsbyer. Hans interviews med afghanere giver indtryk af, at mange afghanere i starten af krigen havde tiltro til de vestlige styrker og gav dem en chance for at forbedre situationen i Afghanistan. Denne tiltro er dog i tiltagende grad vendt til skuffelse, afmagt og decideret hævnlyst.

De vestlige styrkers tilgang har medført for mange civile tab, ligesom mange har mistet deres hjem og vejen til erstatning er lang, besværlig og utilstrækkelig. Ofte får de pårørende blot et par tusinde kroner i erstatning for deres dræbte familiemedlemmer og ødelagte hjem, hvilket fører til, at mange aldrig får erstatning. Afghanerne er tillige trætte af de vestlige styrkers tendens til luftstøtte. Såfremt der f.eks. har været efterretning om, at en talebaner har opholdt sig i en landsby, tilkaldes luftstøtten og landsbyen bombarderes. Ofte er talebaneren dog forsvundet i mellemtiden og det eneste resultat af bombningen er således, at flere civile står uden lemmer, familiemedlemmer eller hjem.

Denne tilgang har således ført til, at afghanerne har mistet tiltroen til de vestlige styrker og mest af alt ønsker, at de skal forlade landet. Khaja har tillige været i byen Gereshk, hvor der primært er danskere og briter udstationeret. De lokale i dette område gav udtryk for, at det ikke varede længe, før hele distriktet ville bakke op om Taleban, men dette er ikke pga. en opbakning af Talebans ideologi som sådan, men pga. opfattelsen af at Taleban skaber mere fred end de udenlandske soldater.

En personlig fortælling
Historien der ikke bliver fortalt er ikke blot en samfundsanalyse, en klarlægning af krigen eller et akademisk dokument, men bærer også tydeligt præg af den passion og engagement Khaja lægger i projektet. Khaja fortæller ligeledes om sin egen baggrund og om, hvordan rejserne påvirkede ham. Et par af kapitlerne er dedikeret til en specifik oplevelse, han havde i Afghanistan, hvor han og en lokal kameramand blev kidnappet af en oprørsgruppe og i syv dage så døden i øjnene, hvorefter de vha. en lokal bondes indsats formåede af slippe væk. På trods af denne skræmmende begivenhed, mistede Khaja dog ikke modet, hvilket tydeligt viser hans engagement. På trods af farer mod sin egen sikkerhed, tager Khaja chancen og tager på ture, der i værste fald kan koste ham livet. Men pga. hans engagement, får læseren muligheden for at høre lokalbefolkningens stemme, ligesom flere talebanere bliver interviewet. Bogen giver således et fascinerende indblik i de forskellige kræfter, der er på spil i landet.

Berigende journalistik
Khaja har igennem sin research givet afghanerne en stemme, der ellers er blevet slukket i medierne. Hans bog nuancerer debatten og fremstillingen af det Taleban, som mange blot har en karikeret opfattelse af. Bogen indkapsler mange områder såsom Afghanistans historie og nuværende situation, problematikker i det afghanske samfund (opium, kvindeundertrykkelse, seksuelt misbrug af bl.a. unge drenge m.m.), kulturforståelse (den udprægede afghanske gæstfrihed og æres- og hævnbegreb), politisk (krigsførelse og korruption) og meget mere. Bogen afsluttes med en kildehenvisning, der bærer præg af Khaja har et dybdegående kendskab til emnet både akademisk og personligt.

Bogen efterlader læseren med et mere nuanceret blik på krigen og især, hvordan krig påvirker mennesket. Den sår tillige tvivl omkring den gavn, krigen har. Det er dog vigtigt at pointere, at bogen figurerer som et alternativ til de fremlægninger, der ellers har været af krigen, og det er dermed op til læseren at danne sig en holdning derudfra. Historien der ikke bliver fortalt er spændende, især fordi den menige afghaner får lov til at komme til orde. Hvor historien om krigen ofte har centreret sig omkring den deciderede krigsførelse, og ikke hvordan krigen påvirker de civile, formår bogen at gøre krigen mere håndgribelig og jordnær. Jeg kan på det kraftigste anbefale denne bog, da jeg mener den er obligatorisk læsning for enhver, der interesserer sig for krigen og for mennesker, involveret deri.