Man kan have nok så meget euroregion mellem to EU-lande. Men det hele batter først virkelig noget, når lovgivningerne i landene ikke er alt for forskellige. Og når ingen eller kun ganske få politikere på dansk eller tysk side har lyst til at afgive indflydelse, så står det ret så klart: "Region Sønderjylland-Schleswig fremstår efter otte år som et institutionaliseret netværk og ikke som en integreret transnational region eller en region, der er på vej hertil", skriver grænselandsforskeren Martin Klatt i sin ny bog, Fra modspil til medspil?

Bogen er en detaljeret og empirisk case-studie af det grænseoverskridende samarbejde i Sønderjylland/Schleswig fra Anden Verdenskrig frem til i dag. Den er et resultat af Martin Klatts forskning ved Institut for Grænseregionsforskning i Aabenraa. Martin Klatts konklusion er næppe overraskende for dem, der blot har fulgt nogenlunde med i regionens arbejde siden begyndelsen i 1998. Men bogen peger på en lang række af regionssamarbejdes styrker og svagheder – læsning, der både kan være til gavn for dem, der er direkte eller indirekte involveret i regionsarbejdet, eller læsere i periferien.

Historisk tilgang
Forfatteren er historiker og giver en grundig analyse af samarbejdet hen over grænsen fra 1945, da der var totalt lukket for trafik begge veje, og videre over Forbundsrepublikkens oprettelse i 1949 helt frem til i dag.

Det ny Vesttyskland førte en vis normalisering med sig, når det gjaldt det dansk-tyske forhold, men der var dog fortsat en høflig distance fra dansk side. København-Bonn erklæringerne i 1955 fik nok den betydning, at grænsen nu var en åben grænse mellem to suveræne stater, men for samarbejdet hen over grænsen fik erklæringerne i første omgang ingen betydning. Der var i højere grad en indre dynamik i Sønderjylland og Sydslesvig, hvor kulturkampen fortsatte på begge sider af grænsen. I Sydslesvig var der fra danske kredse stor kulturel støtte til det danske mindretal, mens man fra tysk – og især slesvig-holstensk side – offensivt støttede flertalsbefolkningen som et modsvar.

To forskellige opfattelser af grænsen
Det var først med Europa-tanken, at ideen om et mere formaliseret samarbejde hen over grænsen voksede frem. Og her kommer Martin Klatt med nogle meget interessante iagttagelser af grænseopfattelserne i de to lande. Han sætter de danske og tyske tilgange til grænsen og det grænseoverskridende samarbejde ind i et perspektiv, som rækker helt frem til de protester og den intense debat, der især på dansk side var op til euroregionens oprettelse i 1997.

Klatt konstaterer, at den tyske side har haft en offensiv tilgang til grænseoverskridende samarbejde, hvor målet skulle være en integration af grænseregionerne i en transnational, grænseoverskridende region: "Den danske tilgang har været mere defensiv og reaktiv. Grænsen skulle bevare sin beskyttende funktion mod fortyskning. Der skulle ikke tilstræbes transnationale institutioner, der kunne udvande nationalstatens suverænitet og give tyske myndigheder mulighed for at blande sig i indre danske anliggender", skriver Martin Klatt.

Den danske fortælling om 1920-grænsen handlede om genvindingen af det røvede Sønderjylland, og den ny grænse blev opfattet som noget, der skulle beskytte Danmark mod an aggressiv nabo. Den tyske fortælling om grænsen har været lige modsat. Fra tysk side er grænsen historisk blevet set som et udtryk for Slesvigs unaturlige deling. Selv efter den tyske afnationalisering efter Anden Verdenskrig er den principielle opfattelse af grænsen stadig den samme – nu blot set ud fra "den europæiske ide": Grænsen er en linje, der adskiller noget, som egentlig burde høre sammen. Set fra et tysk perspektiv.

Generationsskifte
I 1960erne og 1970erne fandt man sammen om konkrete projekter som for eksempel Flensborg Fjord-Kommissionen, hvis formål var at forbedre vandkvaliteten i fjorden, og Dansk-Tysk Forum, der var et uformelt kontaktforum for politikere fra Sønderjyllands Amt og de tre amter (Kreise) syd for grænsen.

Generationsskifter på begge sider af grænsen (amtsborgmester Kresten Philipsen, ministerpræsident Uwe Barschel med flere) satte skub i samarbejdet, der blev yderligere forstærket gennem EFs Interreg-programmer – penge til regionalprogrammer, der blev fordelt direkte fra EF-kommissionen uden de nationale regeringers indflydelse. Man forlod gradvist de traditionelle diplomatiske spilleregler og vogtede ikke længere så nøje over statens suverænitet.

Tysk vedholdenhed
Oprettelsen af region Sønderjylland-Schleswig var i høj grad et resultat af tysk vedholdenhed, blandt andre Flensborgs daværende overborgmester Olaf Cord Dielewicz pressede hårdt på. Der blev skabt et regionalkontor og et regionalråd. Samarbejdet var nu fuldt institutionaliseret. Her sætter Martin Klatt dog regionen ind i en europæisk sammenhæng og sammenligner med andre euroregioner, blandt andet i en teoretisk ramme.

Klatt konstaterer, at regionen har betydet et langt større antal af grænseoverskridende aktiviteter med mange nye aktører. Regionen har også været med til at lægge pres på administrationer længere oppe i systemet. Der mangler dog tilstrækkeligt med data og undersøgelser fra andre euroregioner til at kunne konkludere, hvor Sønderjylland-Schleswig ligger i billedet. Det bliver blot til en meget forsigtig vurdering, der siger, at der ikke er noget, der tyder på, at Region Sønderjylland-Schleswig lever op til det højeste, regionale grænseoverskridende samarbejdsniveau inden for EU.