Fænomenet er blevet kaldt meget forskelligt. Banal religion, kulturens genfortryllelse, nyreligiøsitet, religion ’smurt tyndt ud over’ samfundet eller New Age. Idéen er, at sekularismens tese har slået fejl: Fornuft og tro, siger den, er modsætninger, der udvisker hinanden. Men tidsånden vil det anderledes. Troen er ikke forsvundet i mødet med den moderne rationalitet og videnskabelighed. Troen har bare ændret karakter. Det er sågar blevet kaldt for den postsekulære tilstand. Ikke så meget under henvisning til, at troen er kommet tilbage. Snarere med en påpegning af, at den har været med hele tiden. Vi har bare ikke kunnet få øje på den, fordi videnskaben har spurgt folk forkert. Nu lancerer religionssociolog og generalsekretær i Det Danske Bibelselskab Morten Thomsen Højsgaard endnu en slagkraftig betegnelse til det, der er sket med tidens tro. Bogens titel er Den tredje reformation, og den udkommer i dag.

Bogens undertitel – fra statsreligion til google-buddhisme – signalerer slagordsagtig, hvad det er, det hele drejer sig om. Den statslige religion er truet af en medialiseret religiøsitet, hvilket i overført betydning peger på, at den dogmatiske trosramme står for fald i mødet med en individualiseret tro, som den enkelte særligt finder gennem medierne. Højsgaards pointe er dog, at den – ud over at være stærkt individualiseret – faktisk også har en retning. Derfor er den buddhistisk, men den er ikke buddhistisk på en måde, så troens komplette sampak tages til indtægt for den nye måde at tro på. I stedet har tidens fokus på fx personlig udvikling, spirituel terapi, yoga og tro på et fælles menneskeligt gode hentet meget af sit gods fra netop en buddhistisk ramme. Buddhismen har ikke lovtekster og en personlig skabergud på en måde, som folkekirken har, og derfor passer den så godt med individets dyrkelse af selvet, selvudvikling og coaching.

Flere bøger har forsøgt at pejle, hvad det er, der foregår i nutiden fra forskellige vinkler. Chefredaktør for Kristeligt Dagblad Erik Bjerager skriver sig gennem et opgør med sekularismen i Gud bevare Danmark! (2006), mens den svenske teologi peger på tidens ånd som postsekulær i Den postsekulære tilstand (2009). Tina Magaards antologi Ledelse og spiritualitet (2009) viser, hvordan denne nye spiritualisme går godt (og ganske problematisk) i spænd med tidens nye ledelsesformer. De norske religionssociologer I.S. Gilhus og L. Mikaelsson peger i Kulturens refortrylling på tidens nyreligiøse tilstand som, ja, genfortryllet, mens Stig Hjarvard i En verden af medier (2008) analyserer religionens omfangsrige tilstedeværelse i tidens mediebillede. Og disse titler er blot et udsnit af de mange bøger, der er udkommet, som karakteriserer den kulturelle forandring, som Højsgaard forsøger at indfange med sit begreb ’den tredje reformation’.

Perspektivet er, at den måde, som – i Højsgaards tilfælde – den danske befolkning tror på, er gennemgået en så radikal forandring, at det kan betegnes som en reformation af troen. Den første reformation var kristningen af Danmark for 1.000 år siden, mens den anden reformation naturligvis var Martin Luthers opgør med den katolske pavekirke for 500 år siden. Luther kunne reformere kirken gennem bl.a. bogtrykkerkunsten, mens tidens nye medier, særligt internettet, har banet vejen for den tredje af slagsen. Slagsordsagtigt kan Højsgaard derfor skrive, at ”Google har afløst Guttenberg”. Det er indlysende nok ikke Google, der skal krediteres for den fulde omvæltning af troens rammer. Det bruges i stedet symbolsk og symptomatisk som en læsning af den måde, som troen spreder sig på. Vi får ikke længere troen forkyndt; den søger vi selv på internationale servere.

Sekularismen har længe haft som grundlæggende antagelse, at samfundet langsomt vil blive fornuftigt, og at troen derved af sig selv vil svinde ind. Det får endda religionssociologen Phil Zuckerman – som han skitserer i Samfund uden Gud (2008) – til at rejse til Danmark og Sverige for at finde ud af, hvordan et samfund da kan eksistere uden Gud og kirke, og samtidig ikke bryde sammen i kriminalitet og amoralsk opførsel. Hvad der ikke helt går op for Zuckerman undervejs, selvom han faktisk sættes til vægs af en unavngivet respondent på hans spørgsmål, er, at han spørger helt forkert. Når han spørger folk, om de tror på Gud, svarer de nej, hvilket bekræfter den tese, han allerede havde med i kufferten fra USA. På det seneste har religionsvidenskaben dog skabt et solidt empirisk grundlag for at understrege, at troen ikke er forsvundet i de skandinaviske samfund. Den er kun forandret til en individualiseret, udogmatisk og ikke mindst statsløs spiritualitet.

Samme pointe fremfører Højsgaard i Den tredje reformation, og af samme årsag er denne reformation en transformation, der er pågået ganske stilfærdigt. Hvor den lutherske reformation førte til flere krige, så har google-buddhismen ganske langsomt spredt sig blandt folk. Det er en central pointe, at denne reformation – i modsætning til den lutherske – er kommet fra neden, von unten, fra folket selv. Folket er blevet fornuftigt og tror i vid udstrækning på Darwin, naturvidenskab og realistiske forklaringsmodeller for samfund og verden. Men det betyder ikke, at denne fornuft ikke kan tilføjes en individuel grad af tro. De supplerer nu hinanden på en måde, der er interessant, fordi den ikke længere læses ud fra én bestemt tro. Religionen er i stedet blevet et puslespilsagtigt konglomerat, som den enkelte selv kan lægge efter forgodtbefindende. Spørger man til denne måde at tro på, så er mindst ¾ af befolkning i Danmark faktisk stadig troende. Det handler med andre ord bare om at spørge rigtigt.

Højsgaard bog er en debatbog, der derfor også er formuleret som sådan. Det betyder, at det stof, der kunne formuleres som tung videnskab, skitseres med en lettilgængelig sprogtone, som burde være tilgængelig for de fleste. Det betyder derfor selvfølgelig også, at en del af pointerne – i dette liflige essayistiske lys – kommer til at fremstå lidt lette og argumentatorisk flydende. Derfor tager Højsgaard ikke kritisk stilling til de begreber, der flyver rundt: spiritualitet, Gud, religion, osv. Han antyder i stedet, at fænomenet er et kært barn: det har mange navne. Han er dog bevidst om, at forskellige udtalelser ikke bruger begreberne ens, mens det er i sig selv (og omvendt) måske bare en bestyrkelse af individualiseringstesen: Det er for så vidt underordnet, hvad vi forstår ved det guddommelige, når vi bruger begrebet inden for coaching og livsstilsorganisering: Bare det virker! Og det er der, ifølge dem, der både aktivt og passivt deltager i denne reformation, meget, der tyder på, at det gør.

Højsgaard er heller ikke ukritisk over for denne tidsånd eller strømning. Selvom den artikulerer nogle nye etiske fordringer i et samfund uden Gud, som Zuckerman omtaler det, så kan det stadig åbne for det uetiske, egoistiske og selvcentrerede, skriver Højsgaard. Faren er, at denne dyrkelse af selvet for at kunne være hjælpsomme over for andre betyder, at den enkelte aldrig bliver færdig med selvet – og derfor aldrig når frem til de andre. Med andre ord kan det være en trussel mod samfundets svage og i videre forstand mod velfærdssamfundet. For når det er den buddhistiske tradition, der trækkes på, så er den svage vel selv skyld i, at han/hun er svag. Det er jo bare dårlig karma. Højsgaard kan ikke sige noget om, hvad reformation endeligt kommer til at betyde. Staten binder stadig kirken, og reformationen er ikke færdig. Men den foregår omkring os – uden de fleste helt har bemærket at det sker.

Højsgaards bog er et debatindlæg, der skal læses sådan. Bogen er fyldt med slagkraftige sentenser, der skarpt skal formulere tidens strømning, så den indfanges med få, forståelige ord. Men litteraturlisten vidner om, at han kender sit materiale. Bogens hovedtese kan – og bliver det i nogen grad – funderet på et grundlag, der solidt konsoliderer en vis grad af troværdighed. Men det kan godt undervejs blive noget trættende, at argumenterne om den personlige søgen efter spiritualitet skal underbygges af mediepersonlighedernes lettilgængelige udsagn. Det fortæller på den ene side selvfølgelig noget om den mediereligiøsitet, der impliciteres i begrebet google-buddhisme, men på den anden side kunne bogens empiriske grundlag godt udbygges med mere troværdige bud fra særligt andre religionssociologer. Disse er hovedsageligt krediteret i bibliografien. Desuden synes bogen at handle om et særligt dansk fænomen, hvilket Højsgaard naturligvis ved, at det ikke er – det kommer bare ikke helt frem i denne bog. Et par internationale pejlinger kunne også have styrket argumentet.

Men Morten Thomsen Højsgaards argument står samlet set stærkt. Mest af alt selvfølgelig fordi han har ret. Omvæltningen er stor, men den foregår næsten upåagtet. Ateisterne har endnu ikke helt fået øje på den. Den tid kommer nok. Men den stille reformation er efterhånden nået så langt, at forandringerne ikke kan rulles tilbage. Der er mere mellem himmel og jord – og nu således også endnu en bog, der beviser, at vi faktisk tror på, at det er tilfældet.