Mundtlige genrer har det med at gøre sig skidt i skriftmediet. En prædiken er per definition en mundtlig genre, som henvender til en menighed. Situationen byder noget bestemt, som taleren skal forholde sig til. En prædiken er desuden særegen, idet den også har nogle bestemte fordringer, som går forud for det talte ord. På lige og ulige år prædikes der over bestemte tekstrækker fra Det nye testamente, og det er disse, som prædikener på sin vis er variationer over. Det er så inden for denne ramme af den mundtlige situation og den givne tekst, som prædikanten kan finde sin egen form og sit eget indhold. Nogle gør det godt, andre gør det bedre. En af dem, der gør det bedre, er den nu pensionerede Skovshoved-præst Johannes H. Christensen. Han har nu udgivet en samling af sine prædikener. Eller rettere to samlinger, en til hver perikope. Det er blevet til to tykke bind, der er betitlet En åben dør og Hvide marker, som er udgivet samlet.

Johannes H. Christensen er en kendt skikkelse i danske medier som en aktiv kritiker og som debattør. Særligt filmelskere har uundgåeligt stødt på hans mange anmeldelser af film, der er udkommet i Jyllands-Posten siden 1994. Med lys og lygte har Christensen søgt efter materiale, som han kan fylde i sine prædikener, og hans ivrige engagement i kunst, kultur, litteratur, historie og film præger også hans prædikensamling, der dermed ikke alene er en forkyndelse af det bibelske budskab. Det er også en samling tekst- og kulturlæsninger, som udmærker sig ved at sætte dagens tekst i perspektiv. Det er en måde at sætte det timelige i relation til det evige på, og derved kommer det himmelske budskab til at sitre opad det jordiske gods og de kulturelle aflejringer, som Christensen måtte være faldet over. Den tunge kirkedør er derved ikke lukket for uvedkommende, men gennem inddragelse af et – undskyld udtrykket – materialemekka er døren banket op på vid gab for den, der blot er lidt interesseret i kulturelle produkter og strømninger.

Emnerne er mangfoldige. Litteratur og film fylder en del. Historiske paralleller ditto. Modigt er det at tage en Camus-tekst op i en kristelig sammenhæng. For som en præst udtaler i Håkan Nesser De ensomme: Det kan være farligt for en præst at læse de franske eksistentialister. Nessers præst mistede troen på den svenske folkekirke, Christensen har bestemt ikke mistet troen på den danske. Robinson Crusoe, Ludwig Wittgenstein, Johannes V. Jensen og mange andre hvirvler rundt i talerne, der righoldigt trækker på særligt den danske kulturarv, men polyhistorisk strækker Christensen fangarmene ud og favner en internationaliseret forståelse af de kristne rammer, hvor snart sagt hvad som helst kan indbygges. Selv en dyster genre som krimien får Christensen plads til. Og en lille, løftet pegefinger skal der være plads til: Krimien er ikke en kristen genre. Den eksisterede i bedste velgående i både arabiske og den kinesiske længe før, europæerne overhovedet fandt på at løfte politistaven.

En prædiken er en opbyggelig genre. Det vil Christensen, dømt ud fra udsagn i samlingen, ikke helt være med på, men formularen, han benytter sig af, emmer af strukturel opbyggelighed. Formen er lidt den samme for hver prædiken, hvor en spidsfindig pointe indleder de enkelte taler, for dernæst på underfundig vis at blive koblet til dagens evangelietekst. Formen fungerer fint, men det er desværre her, den mundtlige form overtager den skriftlige. Uge efter uge, en dag om ugen, lytter en menighed til denne form, og her fungerer den angiveligt godt. Det er jeg faktisk ret sikker på, at den gør. Men det gør, at fornemmelsen, der møder læseren, bliver noget skematisk og ligelydende. Derfor fungerer samlingen temmelig godt i små bidder, ikke i store teologiske mundfulde. Hav derfor gerne en samling liggende på toilettet. Længden – små tekster på 4-6 sider – passer fint til et menneskes besørgelsestid. Det er toiletteologi, der kan konkurrere med de slidte jumbobøger, der eller måtte ligge derude.

Tilbage til opbyggeligheden. Christensens form giver ham mulighed for at knytte det, som filosofien har kaldt det partikulære sammen med det almene. Det enkeltstående tilfælde, der kan være fortællingen om jul i ingenmandsland under skyttegravskrigen i Flandern i 1914, kan kobles til det store, almene budskab om juleglæde – om end ikke nødvendigvis helt som ventet. Det lidt som vitsens form, hvor slutningen langsomt dæmrer undervejs. De to prædikener, der er inkluderet fra juleaftensdag, fortæller også noget om denne opbyggelighed. Christensen starter i begge sine taler meget langt fra de ofte sukkersøde julekommercialisme, der findes uden for kirkens rammer, i meget dystre emner. I den ene fokuserer han på den amerikanske kvinde, hvis mand blev dræbt for åben skærm af Taliban, i den næste bruger han den første verdenskrig. Begge gange for at gå fra menneskets ekstreme skyggesider ind i julebudskabets guddommelige skær. Det er om noget opbyggeligt, det er om noget et mentalt løft til den stemning, som julen skulle være.

Christensen er belæst og velbevandret i alt fra filosofi, teologi (selvfølgelig!), litteratur og offentlige opinioner. Selv den dekonstruktive sprogfilosofi tages under hans opbyggelige vingefang i et kristeligt og menneskeligt svar på tiltale fra kristenkritikeren nummer ét, Friedrich Nietzsche. Selv denne konstruktivisme kan vendes om i kraft af den essentialisme, der skal være til stede hos den enkelte, som er troende. Uden essenser, ingen Gud. Uden Gud, ingen opbyggelighed. Uden opbyggelighed, ingen essens. Der er højt til loftet i Christensens kirke, og der er plads til mange røster. Argumenterne er alt lige fra temmelig filosofinørdede til åbenlyst medmenneskelige. Derfor er det fornøjelse for et forhærdet tidsgemyt som mig selv at læse samlingen. Indoptag dog helst Guds formidlede ord i små doser.