Tass Saada blev født i Gaza i 1951, men da staten Israel kort efter blev proklameret, blev tusindvis af palæstinensere sendt på flugt. Saadas familie flygtede til Saudi Arabien og Qatar, hvor Saada voksede op. Saada følte hurtigt et inderligt had til israelerne og de folk, der havde frataget hans folk sit hjemland. Saada var en oprørsk dreng, der følte en stigende uro i sig selv. Hans eneste ønske var at kæmpe mod israelerne og kæmpe den palæstinensiske sag.

Derfor stak han som 17-årig af og meldte sig ind i Fatah-bevægelsen med Arafat som leder og idol. Her fandt Saada sit kald, og han steg hurtigt i graderne i Fatah og lærte at mestre et Simono-gevær, der sikrede ham en stilling som snigskytte for Fatah. Han oplever kampe på liv og død mellem palæstinenserne og israelerne – og dræber flere på sin vej. Denne følelse af at gøre noget for sit folk giver Saada en følelse af stolthed og ære.

Saadas familie fik ham dog lokket tilbage under påskud af, at hans familie savnede ham, men da han kom tilbage, fratog de ham hans pas. Han overtaler herefter familien til at lade ham drage til USA og tage en uddannelse der. Saada starter således på ny i USA, gifter sig med en amerikaner og arbejder sig op i restaurationsbranchen, hvori mødet med en rig forretningsmand kommer til at ændre hans liv.

Forretningsmanden introducerer Saada for kristendommen, og Saada får en åbenbaring, der for evigt knytter ham til Jesus Kristus. Saada begynder nu på en sjælesøgen og får stille og rolig forløst de hadefulde følelser, der har præget hele hans liv. Saada lærer med andre ord at elske israelerne som Guds udvalgte folk, og beder for forsoning mellem palæstinensere og israelere i staten Israel. Saada mener, at han har fået kald fra Gud om at forsone palæstinensere og israelere i Kristi navn. Han rejser således til Mellemøsten og møder bl.a. Arafat og fortæller ham om Kristus, og hvordan Hans vej er vejen til frelse og forsoning.

Saadas liv er således en historie om en ung mand, hvis liv er præget af et intenst had, men som finder forløsning i religionen og derigennem lærer at tilgive og elske sin tidligere fjende, israeleren.

Bogen lægger således op til, at dette er en typisk amerikansk ”happy-ending”, den voldelige muslim, der blev kristen forsoner.

Jeg er dog ikke sikker på, at jeg køber dette. Er Saada ikke blot gået fra en ekstrem til en anden, tænker jeg tværtimod? Det skal dermed ikke forstås på den måde, at jeg finder hans forvandling negativ. Det er kun fornuftigt, at Saada har fundet en måde at sublimere sit tidligere had i en rolle som kristen prædikant. Dog synes jeg, det er dybt foruroligende, at Saada så radikalt skifter sit livsgrundlag og identitet, at jeg ikke køber dette som værende ”sundt”.

Hele bogen igennem prøver Saada således at overbevise alle – israelere, amerikanere og palæstinensere – om det fejlagtige ved andre religioner end kristendommen. Endvidere benævner han flere steder sig selv som en slags profet for Gud, at han direkte hører og føler Kristus – noget som jeg finder værd at spekulere over: Er denne mand kureret af sit had eller blot gået et skridt videre i sin sindssyge?

Bogen er dog anbefalelsesværdig af flere årsager: Det er en spændende og forunderlig historie, men også en bog hvis implicitte budskab er værd at overveje. Hvad er en ”god” flygtning? Er Saada en ”god” flygtning, som følge af at han har taget afstand fra hele sin baggrund og på en måde er blevet assimileret som kristen amerikaner, eller er en ”god” flygtning ikke netop den, der formår at inkorporere sin kulturelle bagage i sit nye kulturelle liv? Bogen fremstiller Saada som pragteksemplar på en flygtning, men det er jeg nu ikke overbevist om…