Selvbiografier er en underlig størrelse. I mange tilfælde er de skrevet – eller i det mindste efterredigeret – af andre. I skildringen af Ole Thestrups tilbageblik på en langt og omtumlet karriere og liv, har han haft Yngve Rasmussen til at hjælpe sig med bogen. Præcis hvilken rolle Rasmussen har haft, skal være usagt. Ikke desto mindre får man som læser et indtryk af, at Ole alligevel er blevet givet en stemme gennem bogstaverne, når man læser løs. En stemme, som man har hørt så mange gange på teatret, i film og i tv serier. Det eneste, der mangler, er muligvis den syngende dialekt fra Djursland, men denne kan man jo vælge til, hvis man har sans for dette.

Selvom denne form for bekendelseslitteratur er blevet mere og mere fremtrædende gennem de senere år, og selvom det virker som om, at flere og flere biografer vælger at sætte en donkraft under skabet, så alle skeletterne kan komme ud til allemands skue, så kan man alligevel ikke lade være med at efterrationalisere, hvad det egentlig er, læseren kan opnå efter at have læst 270 sider om Ole Thestup. Ikke at Thestrup er uinteressant, eller at han har haft et kedeligt liv, men det er ikke et værk, der emmer af stor skrivekunst, og man bliver ej heller meget klogere på ens eget liv ved at sætte det i relief til Oles oplevelser – det skulle da lige være, hvis man enten var skuespiller eller baksede med et misbrugsproblem.

For Ole har ikke haft det nemt. Selvom han kommer fra trygge, kærlige kår, der endda gav ham lebensraum nok til at efterfølge sine tossede ideer om at spille musik og blive udøvende kunstner, så gik det alligevel galt et sted undervejs. Det endte med masser af druk, piller og en karriere, der var ved at køre helt af sporet. En serie af hændelser, som Ole naturligvis tager det fulde ansvar for, og som han i bedste Jørgen Leths’ke forstand ikke er ret stolt af.

Man kunne måske antage, at en af de ting, man som læser kunne blive klogere på, er det tidsbillede, han giver af barndommen lige efter krigen og en ungdom, der hovedsagelig udspillede sig i Jylland i 60’erne. Dertil kommer en håndfuld personlige anekdoter og røverhistorier fra de forskellige produktioner, Thestrup har været med i, de store skuespillere, han har arbejdet sammen med og naturligvis fortællingen om hans eget personlige følelsesliv og de forskellige kvinder, der har været inde og ude af Ole Thestrups liv. Disse informationer kan måske være med til, at man danner sig et andet billede af manden bag masken, men er det også formålet? Skuespillerens mest hellige mål må vel være at være så overbevisende overfor publikum, at vi glemmer manden og i stedet oplever karakteren?

Nuvel, skubber vi for et øjeblik kynismen til side, så fortælles Min lange rejse hjem i et bundhyggeligt og levende sprog, der nærmest læser sig selv. Dertil kommer, at Thestrup hele vejen igennem forekommer ret så ærlig omkring de ting, han har haft lyst til at dele med omverdenen – fra den ene gang han lagde hånd på en kvinde, til hans suicidale, dødsdrukkørsel i Københavns mørke gader.

Et af kernekapitlerne er naturligvis også det, der bærer titlen ”Jumbo” og som handler om Thestrups meget omtalte mellemlanding i Canada i slutfirserne. Her får han for en gang skyld chancen for at fortælle om situationen, som han oplevede den, og ikke som den blev udbasuneret i formiddagspressen. Alligevel savnede nærværende anmelder lidt mere konkret information om det rent retsmæssige efterspil – for når en jumbojet letter, så bruger den omtrent 1/3 af sit samlede brændstof på selve takeoff, hvilket så vil sige, at Ole som et minimum vel skulle dække disse brændstofomkostninger. Men hvad sådan en regning lyder på, står stadig ubesvaret hen efter endt læsning.

Min lange rejse hjem er – når alt kommer til alt – et fint, lille indblik i en dejlig skuespillers liv. Der er de, der hævder, at Thestrup ikke har for vane at være ydmyg, og selvom han prøver at dementere dette i bogen, så fornemmer man også tydeligt, at han godt ved, at han har talent og ikke er bange for at sige det ligeud. Det bliver aldrig til en ensidig hyldest til sit ego. Omvendt ville det også være meget mystisk, hvis ydmyge, selvudslettende individer pludselig begyndte at udgive biografier. Det ville, som man siger i teaterverdenen, være helt ”out of character”.