Skældsord som knoldesparker, skidespræller og hængerøv er ikke tilfældige. De er udtryk for en – ikke altid bevidst – viden om, hvordan det sociale er struktureret og organiseret. Det er i det mindste påstanden fra tænketanken Center for Vild Analyse (CVA, hvis weblog – med mottoet "... hvis du vil vide det modsatte" – man kan finde den her: Center for vild analyse). Udgangspunktet er Egon Olsen (fra Olsen-banden), der er kendt af alle for sine lange tirader af skældsord – hundehoveder, skidesprællere, socialdemokrater. I deres nye bog Knoldesparkeren, flottenheimeren og glatnakken går CVA i Egon Olsens fodspor og analyserer det danske klassesamfund anno 2009.

Det giver ikke længere mening at opdele samfundet i to klasser: kapitalister og proletarer. Det er dog ikke ensbetydende med, at Marx ikke længere har noget at sige om samfundets sociale og politiske strukturerer. Der er stadig tale om et klassesamfund, men måden, det er organiseret på, har ændret sig. CVA opererer med tre overordnede klasser: den symbolske, den imaginære og den reelle klasse. Er man bekendt med den franske psykoanalytiker Jacques Lacan, vil man genkende tredelingen. CVA tager udgangspunkt i Marx og Lacan, men gør det nærmere bestemt i den slovenske aftapning, som især er kendt gennem Slavoj Žižek. De tre klasser er så igen opdelt i en række søjler, hvor man finder de forskellige typer eller karakterer, der lader sig beskrive gennem skældsordene.

Under den imaginære klasse finder man således substanssøjlen, der bl.a. bebos af knoldesparkeren. En knoldesparker er en, der har et 'ærligt' arbejde af den slags, man finder i den 'virkelige' verden. Det kan fx være en murer, en taxachauffør eller en skolelærer. Mennesker, hvis arbejde er umiddelbart meningsfuldt. En murer bygger huse, vi kan bo i, fordi vi har behov for boliger. Det giver mening på et umiddelbart forståeligt plan. Når der er tale om en imaginær klasse, så er det, fordi knoldesparkeren er med til at give os et billede af – eller en forestilling om – samfundets substantielle indhold. En anden type i substanssøjlen er matadoren. Det er fx Mads Skjern i Matador – eller fra det klassebillede, der er bogens omslag, Lars Larsen. Det er typer, som med forretningssans og entrepreneurship har arbejdet sig op fra bunden og selv skabt den succes, de nu omgiver sig med.

CVA bestemmer således en række typer, der tilsammen udgør et klassebillede. Der er fx nikkedukker, flottenheimere, fedtspillere, ogginokker, fisendaskere, glatnakker, røvhuller, slyngler og kommandanter. Det hele er samlet i et folde-ud skema bagest i bogen, så man kan få overblik. Ser man igen på bogens omslag, så finder man fx Lars Løkke Rasmussen. Han er – som karaktertype – et røvhul. Typen går ikke på personen Lars Løkke, men på den position han indtager i samfundsstrukturen (i dette tilfælde den symbolske klasses administrative søjle). Det er magtens position, der hvor loven sættes. På omslaget finder man også Stein Bagger. Han er taskenspiller og befinder sig i den reelle klasses forbrydersøjle. Han er en storsvindler, men er også omgivet med en vis aura eller karisma netop pga. omfanget af svindlen.

Det greb, CVA lægger på samfunds- eller klasseanalysen, er tydeligt inspireret af Žižek. Man tager en abstrakt og vanskeligt tilgængelig teori og gør den begribelig gennem genkendelige eksempler. Ved at lade det 'lave' (skældsordene) støde sammen med det 'høje' (teorien, filosofien) opnår man – når det lykkes (og det gør som oftest for CVA) – en meningsfuld montage af uartikuleret hverdagsviden og (over)artikuleret teoretisk indsigt. CVAs metode kan også ses som polemisk vendt mod sociologer som Henrik Dahl, der har kritiseret sociologien for at være for abstrakt og teoretisk og beskæftige sig for lidt med den verden, hvor mennesker faktisk lever. Men hvor Henrik Dahls alternativ bliver spørgsmål som "hvis din nabo var en bil" og Minerva-modeller, så tager CVA netop udgangspunkt i den verden, vi lever i og den hverdagssociologi, vi bedriver, når vi kalder nogen et røvhul eller en tørvetriller. Der er tale om en form for intuitiv forståelse af, at samfundet er organiseret i klasser, og at mobiliteten mellem klasserne i høj grad at reguleret.

Det er denne intuitive forståelse, der her bliver italesat ved hjælp af Marx, Žižek, Badiou o.a. Hvor Henrik Dahl ender i en – overvejende gold – variant af positivismen, så har CVAs tilgang faktisk forklaringskraft, netop fordi man ikke skyer den abstrakte teori. Det demonstreres fx i kapitler som "Kampen om knoldesparkeren". Det ser nemlig ud som om, knoldesparkeren har en privilegeret position. Det er knoldesparkeren, der repræsenterer det ærlige og virkelige. Det kender enhver, der befinder sig på universitetet, og derfor altid bliver mindet om, at tingene ser anderledes ud i "den virkelige verden" – dvs. der hvor knoldesparkeren befinder sig.

Nogle husker sikkert også den valgkamp, hvor alle pludselig ville gøre livet bedre for kassedamerne – de er nemlig sande knoldesparkere. Det forklarer også dagens politiske situation, hvor partierne forsøger at repræsentere midten. Det er nemlig her, knoldesparkeren befinder sig. Ikke længere som en arbejderklasse, der bedst lod sig repræsentere af venstrefløjen, men heller ikke som et nyt borgerskab eller besiddende klasse, der af natur er konservativ. Midten er blevet den politiske slagmark, og knoldesparkeren repræsenterer forestillingen om midtens substantielle natur – det ærlige og det virkelige.

Center for Vild Analyse leverer med Knoldesparkeren, flottenheimeren og glatnakken et velkomment og tankevækkende indspark i dagens samfundsanalyse. Der er stadig samfundsstrukturer og klasser, der determinerer, hvor forskellige mennesker befinder sig, og hvilke muligheder de har. Klasse er ikke nødvendigvis skæbne i samme forstand som på Marx' tid, men vi er på den anden side ikke endt med det klasseløse samfund af den grund. Billedet er et andet i dag, og politikken må derfor også blive en anden, hvis man stadig vil føre klassekamp. Det er det, CVA formår at ridse op med en tilgang, der er både overraskende og perspektivrig, morsom og seriøs – og ikke mindst tankevækkende. Som akademiker – eller tørvetriller og ogginok – kunne man måske ønske sig flere referencer til den teori, der danner grundlag. På den anden side er det godt, at Knoldesparkeren... ikke er endt som en ren tørvetrillerbog.