Joris Luyenduk er hollandsk forfatter og journalist. Han har studeret samfundsvidenskab i Kansas, Amsterdam og Cairo med speciale i religiøs antropologi med særligt henblik på arabiske forhold. Luyenduk har været hyret som mellemøstkorrespondent for hollandsk tv, radio og forskellige aviser. Folk som os er skrevet efter hans hjemkomst til Holland og blev omgående en bestseller – ikke bare i Holland, men også i de andre lande, hvor den hidtil er udkommet. Bogen omhandler mediernes håndtering af nyheder i Mellemøsten, samt de personlige oplevelser Luyenduk havde i Mellemøsten.

Luyenduk er kendt fra sine reportager fra orkanens øje. I årevis blev han sendt rundt i Mellemøsten for at afdække de uroligheder, der opstod i regionen. Dog har han måttet sande, at det billede, som medierne fremstiller, ikke altid er sandfærdigt, da den ofte er manipulerende i en retning, der fastholder publikum.

Der er et ordsprog indenfor journalistikken og medierne, der lyder ”If it bleeds it leads”, og det var dette, som Luyenduk indså efter hans egne oplevelser med medierne. Der indledtes helst med attentater, kidnapninger, massakrer og store ulykker, for blod fastholdt publikum. Desuden skulle man altid relativere antallet af dræbte, dræbte hvide mennesker skaber større nyheder end dræbte sorte mennesker eller dræbte asiatere, dræbte kristne er større nyheder end dræbte ikke-kristne. Det vil altså med andre ord sige, at negative historier om terrorangreb, bombardementer og kvindeundertrykkelse var topnyheder, hvorimod positive historier om arabere ikke er nyheder. Ofte består de ”voldsomme demonstrationer” der vises i nyhederne i virkeligheden af en lille gruppe mennesker, der scenevant begynder at brænde flag og skrige skældsord, når kameraerne ruller og derefter tager hjem og spiser.

Medierne frembragte og bringer også tit nyheder om mellemøstlige anti-vestlige holdninger, dog uden at forklare baggrunden for disse holdninger - såsom amerikanernes støtte til den korrupte shah i Iran, at CIA var de, der oplærte Osama Bin Laden og at amerikanerne leverede giftgas til Saddam Hussein, som han bl.a. brugte til at gasse kurderne i Halabja med i 1988 – der ville give en forståelse for, hvad disse anti-vestlige holdninger bunder i, og ikke bare fremstille araberne som et fjendsk og hadefuldt folkefærd.

Folk som os fremstiller ærligt om den arabiske verden; hvad der sker, når kameraerne er slukkede. Det er en humoristisk og øjenåbende skildring af et folk, der ellers præger de negative topnyheder. Det er endvidere en skildring af de samfund, araberne er bosat i; samfund, der er præget af diktatur. Som Luyenduk siger, kan man læse så og så meget om diktatur, men han forstod først, hvor udmattende det er at leve under diktatur, da han følte det på sin egen krop og forstod, hvor grundlæggende et sådant system afviger fra et demokrati med borgerrettigheder.

Bogen er et hit og kan nå et bredt publikum, både folk indenfor nyhedsbranchen, som eventuel vil tænke over de udsendelser de sender, og det budskab, det formidler til seerne. Men det er også til alle os andre, der ser nyhederne og forfærdes over situationen i den mellemøstlige region. Denne bog kan være øjenåbende og give en indsigt; den vil fortælle dig, at medierne ikke altid fremstiller virkeligheden; at denne virkelighed kun er virkelig i de minutter nyhedsudsendelsen tager at filme – samt, at det ikke altid er korrespondenterne og nyhedsformidlernes egen skyld. Diktaturet efterlader journalister tilbage med få muligheder for korrekt afdækning af fænomener, da det ofte er begrænset, hvilke midler diktaturerne stiller til rådighed for pressen, endvidere er det tidskrævende at give et fyldestgørende billede af et fænomen, hvilket ofte fører til at kun det essentielle bliver formidlet igennem medierne.

Det er en spændende og velskrevet bog, der fortæller om medieformidling, men tillige rækker længere end som så. Det bliver en skildring af folket bag de negative topnyheder; om den arabiske mentalitet og diktaturets indflydelse på folkets hverdag. Bogen vil give læseren en bedre forståelse for de mekanismer, der præger nyhedsformidlingens hvad, hvornår og hvordan og kan klart anbefales.