Bag den noget kryptiske titel på denne anmeldelse gemmer sig naturligvis Kurt Thyboe. Thyboe optrådte den 19. november i DR2s Den 11. Time. Ved den lejlighed, flyttede Bertelsen, med sin vanlige stil for iscenesættelse, interviewet fra bogmessen i Forum og over på en nærliggende knejpe. Sympatien var straks vakt. Fordommene måtte, i en halv times tid, lægges på hylden. Når nu både Morten Sabroe, Jørgen Leth og Michael Berthelsen var så kammeratlige overfor Kurt, så var han, i min bevidsthed, ikke længere udelukkende den brovtne, klichéfyldte, adjektiv-akrobatiske, citat-floskel-leverende tosse, som jeg havde en mængde forestillinger om. I den halve time var Kurt ophøjet til kulturpersonlighed, hvis nyeste værk måske ligefrem var nærmere bekendtskab værd.

Det er meget nemt at angribe Thyboe for hans (manglende) stil, for idet man trasker langsomt frem i hans biografi, KURT. Storyteller, så leder han ofte angrebet selv. Han raser over intelligentsiaen, der gentagne gange har lammet ham med kritik, især hvad angår den patetiske GIRO-413 sang ”Ingen Regning”, som Thyboe skrev til Peter Belli, og hans bog om FCK. I kapitlerne om disse to produkter citerer Thyboe længere uddrag fra hans hårdeste kritikere. På trods af enkelte rosende ord også får plads, så fylder kritikken mest. Men Kurt er ikke flagellant. Efter ordene fra modstanderne trækker Kurt de verbale boksehandsker af og bruger masser af energi og plads på, at slå hul i kritikernes sætninger. Nær slutningen af bogen, ser han selv tilbage på hans rolle i som sportskommentator:

”Men dybt inde ved jeg, at jeg med min meget bevidste, meget personlige, meget frække stil i de 17 år har bygget et monument, der bliver stående i sportskommentator-showet.
Og det er fandeme få forundt.
I alle disse år turde jeg ta’ chancer, enorme chancer, med mit sprog, mine visioner, min myteskabende stil. Some liked it, some hated it… men jeg var sateme aldrig anonym eller ligegyldig. Og det er jeg fandeme stolt af.” (ss.453-454)

På denne måde har Thyboe ikke kun, let og elegant, jaget en giftig pen gennem den jantelov, som sikkert ikke orker, at løbe hele vejen til Spanien, hvor Thyboe for tiden bor, men han har også igennem de små 500 sider skabt et vakuum for anmeldere i sit billede af et sind, der i den grad er splittet.

Thyboe fremstiller i bogen sig selv som ”fighter” og martyr. Modgang synes, med Nietzsches ord, at gøre ham stærkere, men alt for meget kritik og de utallige svigt som han har oplevet i forbindelse med sit arbejde, har bragt ham på kanten af fuldstændigt mentalt og fysisk sammenbrud mere end én gang. Derfor burde man egentlig fare med lempe, idet Kurt måske læser med, men det har jeg ikke tænkt mig. Hvis bogen er helt ærlig, så har den gamle ”Champ” nok fået flere og hårdere slag, end denne anmelder kan gøre sig håb om at uddele. Kurt skriver:

”Jeg har altid dyrket de korte, krappe, enkle, direkte sætninger.
… de intellektuelle kalder den stil lapidarisk. Jeg kalder denne form for lingvistisk ekvilibrisme for ”lingo bingo”.
Ingen sætning længere end seks otte ord.
Og hvert ord stramt, med punch.
Med det jeg kan li’ at kalde twang… sprog-twist ramasjang.” (s. 283)

Jeg kalder denne stil for Thyboisme. Jeg kan, som så mange andre, ikke døje hans evindelige punktumer. Hvis kunstpauserne blev fjernet helt fra bogen, var der omtrent ti eller femten sider mindre. Hans stemme fornemmes klart gennem hans skrivestil, men det gør den ikke nødvendigvis fuld af hverken dybde, indsigt eller litterær kvalitet. Det kan mærkes at Thyboe har trådt sine journalistiske sko på formiddagsaviser og som redaktør for rapport, og kernelæsere vil sikkert finde erindringsbogen mægtigt interessant. Den vil sikkert også blive læst med glæde af de boksefans, der savner Fight Night på TV3. Men er man, som jeg, grundigt irriteret over konstant at blive tæppebombet med sætninger på ”danglish”, post-campede floskler og ikke mindst utallige opslag fra Den Store Citatordbog, bør man holde snitterne væk.

Dermed ikke sagt at bogen er kedelig, for underholdningsværdien er til stede på udsatte steder, men de mange anekdoter minder i betænkelig grad om dem, man hører fra gamle bumser en sen nat på morgenværtshus. Der er skabt plads til masser af røverhistorier, masser af mundlort og ikke mindst masser af varm luft. Rigtigt godt bliver det aldrig helt.

I retfærdighed skal det dog siges, at bogens har nogle gode kapitler. Et par eksempler kunne være Thyboes gensyn med en Parkinson-ramt Muhammed Ali, sønnen Toms dødskamp og Sugar Ray Leonards sidste titelkamp. Her, og få andre steder i bogen, ser man ud over de lingvistiske irritationsmomenter og derfor går første runde klart til ”storytelleren”. Men jo mere man bevæger sig rundt i bogen, des mere bliver man frustreret over gentagne informationer, dårlig redigering og de evige beskrivelser af arbejde. Thyboe må godt være stolt af sit arbejde, men når bogen er fordøjet, så har læseren også været meget mere på arbejde, end hjemme hos Kurt.

Selvfølgelig fylder arbejdsbeskrivelserne meget, tænker udenforstående, men havde der været langt mere fokus på sportsbegivenhederne og ikke på alle de gange, Hr. Thyboe har følt sig uretfærdigt behandlet, eller dolket i ryggen, af hans forskellige chefer, så ville bogen måske også have løftet sig. Der tegner sig i hvert fald et billede af en mand, der desværre alt for sent har indset, at den branche han har valgt – lige som alle andre – kan være hård. Måske burde han, i retrospekt, ikke have røget lige så mange cigarer og drukket helt så mange whiskysjusser og i stedet for været fokuseret på at gøre det, han var ansat til kan man fristes til at tænke.

Mærkeligt er det også i forhold til enkelte af de fotos, der pryder bogen. Man ser Kurt sammen med bokselegender, eller kendisser som Otto Brandenburg og Dan Turéll. Under billedet af Turéll står der ”…og Information skrev: Turréll og Thyboe, et ’codylt’ makkerpar” – men ingensteds i bogen hører man om dette møde, ej heller det med Brandenburg. Disse valg forekommer mærkværdige.

Vender vi blikket mod Nordjylland, så byder bogen også på et par interessante ting, idet både etablisimentet Gøglerbåden (selvom Kurt kalder den for ”Gøglergaarden”), og en af vores egen flok nævnes – dog ikke i samme kapitel. Thyboe skriver:

”Det gjorde fandeme heller ikke noget, at en vis herre ved navn Ole Prehn, der dengang i 80’erne var videnskabsmand og studerede massekommunikation på Aalborg universitetscenter, rent ud skar dette helt enorme budskab: ”rapport er ærligt! Det er et magasin, der beskriver intense emner på en ærlig måde! Det er karakteristisk for rapport, at det, der står, er ærligt! rapport handler om at leve sig ud af sin hverdag … hæve sig op over den gemene grå hob.” (s. 209)

Kurt har altså givet os akademikere noget at diskutere, rase over og hemmeligt nyde. Han har leveret den mest bizarre kommentatorstemme i dansk tv historie (så smukt parodieret af Mandrilaftalen, der i bogen ikke nævnes med et eneste ord), han gav en hel generation af raske drenge rapport og endelig har han skabt en selvbiografi, der med al tydelighed viser, at Kurt er en mand, der er god til at råbe og skrige, men efter 60 år på denne planet mangler han stadigvæk at finde ind til de fine nuancer mellem sort og hvid, der gør tilværelsen, og ikke mindst teksten, så uendelig smuk.

Link til den 11. time