Birgitte Gøye er nok bedst kendt fra børneremsen om Birgitte Birgitte Bergøje, der fik ondt i sit ene øje. Nogle vil måske også vide, at hun var datter af Frederik den 1.s rigshofmester, Mogens Gøye, og at hun med sin mand, søhelten Herluf Trolle, grundlagde Herlufsholm Skole. Nu har dr.phil. Grethe Jacobsen så skrevet den første egentlige biografi om Birgitte Gøye, der viser at hun var langt mere end sin fars datter og sin mands hustru.

Birgitte Gøye blev født ca. 1511 (og døde i 1574). Slægten Gøye tilhørte den danske højadel og ejede en lang række godser. Mogens Gøye var som nævnt rigshofmester og dermed også tæt knyttet til kongemagten i en omtumlet periode i dansk historie, som bl.a. omfattede borgerkrigen - Grevens Fejde - 1534-36 og reformationen. Birgitte Gøye har dermed også været tæt på disse begivenheder.

Hun blev i 1525 trolovet med Jesper Daa, men nægtede at afgive løfte om at ville fuldbyrde ægteskabet, der derfor aldrig blev til noget. Arrangerede ægteskaber var almindelige - ikke mindst i adelen, hvor ægteskaber kunne tjene til at oprette netværk og sikre arvegods. Det har derfor været usædvanligt, at en cirka fjortenårig pige har modsat sig familiens planer - og ære. Allerede her tegner sig en egenrådig og viljestærk karakter, der måske ikke helt følger den forestilling historikere ellers har givet os om kvinders rolle i datidens samfund.

Trolovelsen blev først ophævet i 1540 og i 1544 - efter Mogens Gøyes død - blev Birgitte Gøye gift med Herluf Trolle. Han havde studeret i Wittenberg hos Martin Luther og Philip Melanchton og var - som Birgitte - præget af tidens reformtanker, ikke mindst Melanchtons ideer om skole og uddannelse. Ægteskabet var barnløst og derfor uden direkte arvinger. I stedet etablerede de i 1565 en fundats for at drive skole for adelige og andre unge mænd - Herlufsholm. Herluf Trolle døde en måned senere efter at være blevet såret i et søslag mod den svenske flåde. Birgitte Gøye blev dermed den første egentlige forstander for Herlufsholm Skole.

Piger og kvinder havde ikke adgang til latinskole og universitetet. Det betød dog ikke - i hvert fald hvad gælder adelen - at de var helt uden uddannelse. Der kunne være tale om privatundervisning i hjemmet eller i klostre. Efter moderens død blev Birgitte Gøye sendt til Ring kloster ved Skanderborg, hvor læsning og regning indgik i dagligdagen. For adelens kvinder, der ofte havde ansvar for husholdningen, var det vigtigt at kunne føre regnskab. Alt tyder på Birgitte Gøye havde god sans for tal og som lensmand (et hverv der også kunne bestrides af kvinder) udmærket var i stand til at tage økonomisk ansvar for sine godser. Hun læste også ivrigt blandt andet Luthers skrifter og testamenterede en større bogsamling til Herlufsholms bibliotek.

Der er kun bevaret ganske få af hendes breve, så vi har begrænset viden om, hvad hun tænkte og følte om sit liv og de omvæltninger samfundet gennemgik i hendes tid. Der findes langt flere breve til hende, så billedet af Birgitte Gøye kan først og fremmest tegnes ud fra det indtryk, hun gjorde på andre.

Der er bevaret en del breve fra Herluf Trolle, som vidner om, at der langt fra var tale om et rent fornuftsægteskab, men at der var ægte, varme følelser mellem ægtefællerne og at forholdet byggede på lighed og gensidig respekt. Herluf Trolle rådførte sig med sin hustru i stort og småt. Også brevene fra søskende og venner tyder på, at Birgitte Gøye var en vellidt og begavet kvinde, man gerne søgte råd hos. Hun var som nævnt selv barnløs, men stod alligevel for opdragelsen af mange unge piger, både søskendes døtre og andre adeliges, som havde tillid til, at Birgitte Gøye ville sørge for, at de unge piger fik en opdragelse og uddannelse, der rustede dem til at opfylde de forventninger, der var til den danske højadel.

Grethe Jacobsens biografi over Birgitte Gøye er et spændende portræt af en egenrådig kvinde i en omskiftelig tid i dansk historie. Kilderne giver os ikke direkte adgang til, hvordan Birgitte Gøye selv oplevede sin tid, men ikke desto mindre bliver det til et særdeles interessant portræt af, hvordan livet kunne udfolde sig for en kvinde i den danske adel for 500 år siden. Man får også en nuanceret skildring af en periode, hvor der blev lagt en del grundsten for det moderne Danmarks historie og hvor kvinder - i det mindste i adelen - spillede en større rolle end historieskrivningen hidtil har givet indtryk af.