På de videregående uddannelser skal studerende lære at bestride et fag eller et videnskabeligt område, så de kan fungere selvstændigt, kompetent, kritisk og udviklende inden for et professionelt område. I dette spiller akademisk integritet en vigtig rolle, hvilket er emnet for bogen Artificial Intelligence and Academic Integrity, der er skrevet af April Dawson, der er vicedekan og juraprofessor på North Carolina Central University School of Law.

Principperne om akademisk integritet indeholder to fokusområder eller begrundelser. Det ene handler om, at man skal besidde personlig integritet og leve op til egne værdier og de værdier, der gælder samfundsmæssigt. Man skal være et ordentligt menneske både personligt og professionelt og behandle andre med respekt og ligeværdighed. Den etiske fordring, der gælder den enkelte, tager man med ind i uddannelsen i omgangen med andre.

Det andet område handler om, at man skal drage omsorg for at udvikle sig fagligt. Her drejer den akademiske integritet om at være interesseret i sit studie for at lære noget. Eller sagt på godt gammeldags dansk, så handler det om ikke at springe over, hvor gærdet er lavest, eller at snyde hjørner.

Læring er resultatet af den proces, man involverer sig i for at opnå en beherskelse af en faglighed og udvikle en fagidentitet. Læring handler ikke om at opnå gode bedømmelser, selvom det at arbejde med opgaver, kan indgå i den studerendes faglige udvikling, hvis den studerende har arbejdet med det faglige stof i fremstillingen.

Det er et grundlæggende problem i uddannelsessystemet, hvis de måder, hvorpå studerende angiveligt demonstrerer deres viden og færdigheder, ikke hænger sammen med deres læringsproces. Ved at være et tekstgenereringsværktøj, der i høj grad kan imiterer den måde, mennesker skriver, kommer generativ kunstig intelligens til at udstille det misforhold, der eksisterer mellem nogle af de eksisterende eksamensformer og studerendes læring. Og det handler i høj grad om akademisk integritet.

“Academic integrity is the ethical commitment to being truthful in your scholarly and educational work, and it is one of the cornerstones of all institutions of higher education” (s.21f). Sådan var det også før introduktionen af generativ kunstig intelligens. Men med den lette adgang til generativ kunstig intelligens er der opstået en fornyet opmærksomhed om, hvad akademisk integritet betyder - både etisk og i forhold til de studerendes faglige udvikling.

Dawson har bygget sin bog op om de seks elementer, som The International Center for Academic Integrity henviser til, nemlig ærlighed og oprigtighed, tillid, retfærdighed, respekt, ansvarlighed og mod. Ikke mindst det sidste element “mod” er interessant og tages ofte ikke med i, hvordan man definerer akademisk integritet.

Men faktisk er mod et kernepunkt i akademisk integritet, ligesom det er et kernepunkt i den enkeltes etiske standarder, da det drejer sig om den enkeltes evne til at stå imod et reelt eller forestillet pres udefra. Det handler om ikke at være bange for de andres fordømmelse eller udelukkelse, når det gælder etiske spørgsmål. Man skal stå ved sig selv og sine værdier, også når det vil være lettere at “følge med strømmen”. “Courage involves upholding these values under challenging circumstances where it might be tempting to adopt easier routes” (s.22).

“Academic integrity and authentic learning are deeply intertwined concepts” (s. 25), skriver Dawson, hvilket er en moralsk pegefinger om, at man som studerende bør tænke på, hvad man lærer, når man gør noget. Det kan være vanskeligt, fordi man som studerende ikke altid prioriterer sin tid i forhold til de krav, der stilles fra studiets side. Der kan foregå mange andre vigtige ting i studerendes liv. Desuden kan der være en uddannelseskultur, hvor det giver mere prestige at præstere frem for at lære noget. Men “[you] can only get a true picture of your intellectual growth when your academic conduct aligns with your principles of academic integrity” (s. 24).

Det handler ikke om moralisme, selvom det godt kan komme til at lyde sådan. Det handler om, at den, der gør, er den, der lærer. Der findes ingen genvej til læring. At udvikle sig som studerende kræver, at man engagerer sig i den faglighed, man studerer. Der kan være nogle, der har lettere ved det end andre, men en faglighed er ikke noget, man får foræret; det er noget man udvikler, hvilket kræver en personlig indsats.

Det er en forpligtelse for uddannelser, at de studerende kender til begrebet akademisk integritet eller god akademisk skik. Det er et grundlæggende element ved uddannelser, at de studerende ved, hvad det betyder at studere. Det er måske noget, der var højere på dagsordenen tidligere, men en god ting ved fremkomsten af generativ kunstig intelligens er, at opmærksomheden om dette felt er blevet genoplivet.

For at bruge generativ kunstig intelligens i læringsprocesser, må man også vide, hvordan store sprogmodeller, der ligger bag om tekstgenereringsværktøjerne, fungerer. Man må vide, hvordan de behandler den information, de bliver givet af brugeren. Og man må vide, at sprogmodeller ikke kan give fagligt begrundede svar, selvom genereret tekst ofte i nogen grad vil være i overensstemmelse med, hvad en vidende person på området ville sige. Sprogmodeller har ingen vidensmæssig autoritet, og de vil kun i meget begrænset omfang kunne bruges som grundlag for beslutninger.

Det kommer der et fantastisk godt eksempel på i bogen, hvor den gennemgår en høring om, at en advokat i en retssag har henvist til en tidligere sag som støtte for sit juridiske argument. Det bliver dog afsløret, at sagen ikke eksisterer. Af høringen fremgår det, at advokaten har spurgt en sprogmodel om henvisninger til sager, der støttede hans klient, hvilket sprogmodellen gav ham. Men da det kommer frem, at sagen var ren fabrikation på baggrund af sprogmodellens måde at generere tekst på, svarede advokaten: “I just never could imagine that ChatGPT would produce fabricated cases, and my assumption was that I’m using a search engine that’s searching sources that I don’t have access to” (s. 71).

Advokaten giver her udtryk for en meget udbredt og meget forkert opfattelse af sprogmodeller; nemlig den at sprogmodeller ved noget, eller at de har adgang til reel viden om noget. Det har de ikke. Sprogmodeller kan bruges som værktøjer, men de er ikke erstatninger for viden eller for at lære noget. De er ikke “a replacement for thorough study and review” (s. 63).

Dawson har skrevet sin bog inden for de amerikanske jurauddannelser, hvilket bogen i høj grad bærer præg af. Så selvom jeg finder bogens generelle diskussioner af akademisk integritet både gode og velovervejede, vil jeg ikke anbefale den til folk, der arbejder inden for andre områder end jura. Den generelle del fylder nok en del, men det er ikke mere end, hvad der burde være tilgængeligt på de videregående uddannelsers egne hjemmesider.

Jeg savner, at transparens ikke fylder noget særligt i bogen og slet ikke nævnes i Dawsons referencetekst, der til gengæld fremhæver tillid, som jeg vil mene snarere er et resultat af akademisk integritet end en akademisk dyd. I hvert fald kan man også hævde mistillid som en god akademisk evne, fordi den ansporer kritisk refleksivitet og nysgerrighed på at undersøge holdbarheden af argumenter.

Det bedste ved bogen er, at den så klart viser sammenhængen mellem akademisk integritet og de studerendes læreprocesser. Dette peger også på, at den måde, studerende bliver bedømt på, måske ikke er særlig hensigtsmæssig, da der ofte ikke er sammenhæng mellem uddannelsens mål og de måder, hvorpå man vurderer dem. Mange prøver handler om at være god til at konstruere tekster, der måske ikke er et udtryk for den studerendes faglige niveau, men et udtryk for enten den enkeltes formuleringsevne eller den hjælp, den studerende kan få gennem bekendte, familien eller evt. en generativ kunstig intelligens.

Akademisk integritet handler om, at man skal eller kan fuske sig til at få autorisation til at udøve en profession uden at have de nødvendige kompetencer til det. På den måde handler det også om, at man skal behandle de borgere, man betjener, med respekt. Det kan man kun, når man kan stå inde for sin faglighed og sig selv som menneske.