Man siger, at hvis man har en hammer, så ser alle problemer ud som søm. Udtrykket fanger det forhold, at vores handlinger og relationer ofte er medierede af genstande og teknologier. Sygepleje og fysioterapi er fag, der handler om mennesker og den nære relation mellem den fagprofessionelle og en patient eller klient. Men forholdet formidles ofte igennem en lang række værktøjer og digitale tjenester, som er en uløselig del af relationen.

Blodtryksmålere, skemaer, registre, AULA osv. er værktøjer, fagprofessionelle bruger i deres arbejde. Derfor må de også have en viden om, hvordan teknologierne virker. En del af denne viden er værktøjernes funktionalitet. Hvordan skal de betjenes, så de bidrager til det arbejde, den professionelle er i gang med? En anden del handler om, hvordan værktøjerne virker sammen med andre værktøjer, en tredje hvordan informationer og data transporteres rundt i og mellem systemer. Et fjerde niveau handler om, hvordan anvendelsen af værktøjerne påvirker borgerne, der betjenes. Og endelig kan man sige, at et femte niveau angår, hvilket samfund og menneskesyn, der kommer til udtryk i teknologiernes brug og hele det kredsløb, de indgår i.

Det er nogle af disse forhold, der er emner for en professionsrettet teknologiforståelse, og som bogen Professioner og deres digitale landskab handler om. Bogen er redigeret af Lillian Buus og Matilde Høybye-Mortensen og skrevet af en række forskere med tilknytning til VIA University College. Og det er en god og og meget lettilgængelig bog om et emne, der bør fylde meget mere i undervisningen på professionshøjskolerne. Det er en virkelig velegnet undervisningsbog på professionsuddannelserne.

Noget af det fine ved bogen er, at den anlægger et professionsrettet perspektiv på tværs af de forskellige professionsuddannelser. Herved bliver fokus på teknologiforståelse i professionerne. Det negligeres ikke, at der også er en mere snævert defineret teknologiforståelse, der knytter sig til de forskellige professioner. Men bogen forsøger at holde sig til det, der er fælles for professionerne. Som de siger i forordet, så tilbyder bogen “en fælles indgang for mange forskellige professioner” (s. 16).

Et af argumenterne for den fælles indgang er, at det tværfaglige samarbejde mellem professionsudøvere kommer til at spille en stadig større rolle. Derfor er der brug for at have en basis af fælles forståelse og et fælles sprog for teknologiforståelse. I et samarbejde skal alle have en forståelse for de teknologier, der indgår i samarbejdet, hvis de samarbejdende skal kunne forstå hinanden. Kvaliteten af professionsudøvelsen vil således afhænge af de fagprofessionelles kommunikation.

“Vores antagelse er […], at fremtidens fagprofessionelle vil skulle arbejde med teknologier på tværs af egne faggrænser i forskellige organisatoriske sammensætninger. Derfor vil en fælles teknologiforståelsesramme være gavnlig for de mange forskellige fagprofessionelle og de organisationer, som de arbejder i” (s. 16).

Af titlen fremgår det, at det handler om professionernes “digitale landskaber”. Fokus på det digitale er helt i tråd med den måde begrebet “teknologiforståelse” er vokset frem på. Men det er et minus, at bogen ikke også går ind i selve teknologibegrebet, for også at behandle teknologier i professionerne, der ikke er digitale.

Artiklerne skriver sig ind i en sociomateriel eller relationel forståelse af teknologi, hvor det er en pointe, at teknologier kun forstås ud fra kontekst og brug. Inden for denne tilgang udgør forholdet mellem teknologi, professionsudøver og borger den mindste enhed. De enkelte dele lader sig ikke forstå uafhængigt af hinanden. Det ville derfor også være godt, hvis forfatteren havde gjort sig overvejelser over, om der er forskel på relationerne afhængig af, om der i værktøjerne indgår digitale processer eller ikke. Hvad gør en traditionel blodtryksmåler ved relationen mellem sygeplejersken og patienten, som er anderledes end en digital blodtryksmåler?

Men bogen skal ikke bedømmes på noget, som redaktionen har fravalgt at inddrage, men snarere på det, den bidrager med. Og her er der rigtig meget at komme efter for de professionsstuderende, som bogen henvender sig til.

Bogen består udover en indledning i syv kapitler med hvert sit særlige tema. I det første kapitel definerer forfatterne, hvordan de forstår professionsfaglig teknologiforståelse: “Først og fremmest handler professionsfaglig teknologiforståelse i denne bog om at forholde sig reflekteret til digitale teknologier. Det handler bl.a. om at kunne stille spørgsmål til den forskel, teknologien gør i praksis, hvornår og hvordan man anvender teknologien, og hvilken betydning teknologien har for vores praksis. Professionsfaglig teknologiforståelse handler også om at kunne bidrage til og indgå i processer, som er orienteret mod udvikling og forbedring af de digitale teknologier og måden, hvorpå disse anvendes i praksis” (s. 23)

Det er en udmærket definition, men jeg undrer mig lidt over fraværet af et samfundsmæssigt perspektiv. Det bør vel være en del af teknologiforståelsen, at professionsudøveren har et blik for, hvad teknologier i professionerne - eller rettere professionsudøvelsen i sin helhed - gør for og ved borgeren og det samfund, professionen udøves i. Hvordan professionsudøvelsen positionerer borgeren, vil her være et nærliggende spørgsmål.

Dette perspektiv er dog centralt tilstede i tredje kapitel Mennesker og kontekst, der er skrevet af Ditte Amund Basballe. Ud fra en eksplicit postfænomenologisk “relationel teknologiforståelse” (s.52) beskæftiger hun sig med “samspillet mellem teknologi, mennesker og arbejdskontekst” (s.49). Dette samspil spiller en stor rolle inden for skandinavisk designtradition, hvor man integrerer brugerne i designprocessen. “Den politiske og demokratiske tradition, hvor de, der påvirkes af beslutninger om teknologier, bør have mulighed for at få indflydelse på dem”, siger hun blandt om traditionen (s. 54).

Teknologiforståelse og design - og designteori - kobles her sammen, hvilket netop peger på den samfundsmæssige dimension, jeg savner i definitionen på professionsrettet teknologiforståelse. Koblingen kunne føres videre i kapitel 5 med titlen Etik og valg, men det sker ikke. Der redegøres i kapitlet for fire etiske principper, der skal overholdes for etisk ansvarlig udvikling og anvendelse af teknologi: Respekt for selvbestemmelse; ikke-skade; godgørenhed og retfærdighed. Disse principper er udmærkede og kunne knyttes mere direkte til menneskerettigheder og respekt for diversitet og repræsentativitet.

Kapitlet inddrager fire klassiske etiske traditioner som dydsetik, pligtetik, nytteetik og nærhedsetik. Men i forlængelse af Basballes henvisning til den skandinaviske designtradition med inddragelse af de mennesker, der påvirkes af et design, havde det været mere oplagt at inddrage diskursetikken, der netop har dette som sit fokus for at etablere en etik på et pragmatisk, ikke-metafysisk grundlag.

Sidste kapitel handler om profession og myndiggørelse, som langt hen ad vejen netop er det, professionsrettet teknologiforståelse handler om. Forfatterne hævder her, at teknologier og mennesker er filtret sammen, og at de gensidigt konstituerer hinanden. At være myndig professionsudøver kræver en grundlæggende forståelse for professionsteknologiernes bidrag til professionsudøvelsen. Og det kræver også, at man kan gribe korrigerende ind, når teknologierne viser sig at være uhensigtsmæssige. “At handle myndigt som professionsudøver kræver, at du ved, hvordan du kan erhverve dig viden, færdigheder og kompetencer til at forstå, modstå, modvirke og forandre uhensigtsmæssige forhold i relation til digitale teknologier” (s. 103). Formuleringen kunne godt skærpes til, at det ikke primært handler om at vide, hvordan man erhverver sig viden osv., men om at have et analytisk beredskab til at vurdere teknologibrug i praksis.

I dette kapitel diskuterer forfatterne også den intention, der ligger i teknologierne som følge af, at de er produceret med indbyggede værdier, som “producenten bevidst eller ubevidst har bygget” (s.105) ind i teknologien. Dette står i modsætning til, hvad de tidligere har sagt. “Den digitale teknologi har i sig selv ikke megen retning eller intentionalitet” (s.33). Selvom det lyder som en modsigelse, kan man måske godt mene begge dele, da det jo ikke giver mening at tale om en “teknologi i sig selv”, fordi teknologier kun kan forstås relationelt. Hvilket så på sin side også stiller spørgsmål ved, om det giver mening at sige, at der er indbygget intentionalitet i en teknologi.

Professioner og deres digitale landskab er en rigtig god og velkommen bog, der forhåbentlig vil blive brugt flittigt i de studerendes arbejde med professionsrettet teknologiforståelse. Bogen er velegnet til at indgå i undervisningen, så de studerende får “blik for et større handlerum for bevidst og reflekteret at håndtere, udvikle eller afvise disse artefakter og deres anvendelse i praksis” (s. 108), som forfatterne skriver i bogen.