Mennesker adskiller sig fra dyr og maskiner, fordi….. Jah, hvorfor eller hvordan er det nu, mennesker adskiller sig fra disse to kategorier for det ikke-menneskelige; det andet? I forhold til dyr og maskiner kan man sige, at mennesker har bevidsthed og intentioner - altså noget, der ligger ud over instinkt, og noget, der har en rettethed i verden; en fri vilje. Mennesker tænker og gør noget, der har effekt i verden på godt og ondt.

Men hvor sikre er det nu lige, vi er på, at dette er tilfældet. Har dyr ikke en slags bevidsthed - og måske også planter? Det er der nogle, der vil mene. Planter kan føle smerte, hvilket man kan se af, at de reagerer på ydre stimuli. Og de fleste kender nok det, at man taler til sin computer eller andre maskiner, fordi de ikke lige gør, som man havde håbet; altså som om, de har en (mod)vilje.

Forfatteren og forskeren Anders Søgaard har skrevet en personlig bog om kunstig intelligens, hvor han også stiller nogle fundamentale spørgsmål til, hvad det vil sige at være menneske. Kunstig intelligens bagfra blander i en essayistisk stil, private erindringer og egen professionelle livshistorie med den kunstige intelligens historie, dens grundlæggende konstruktion og lidt om dens potentielle virkninger på samfundet.

Søgaard beskriver, hvordan den kunstige intelligens er blevet udviklet, og hvordan den virker. Forfatteren er blandt andet uddannet i sprog og filosofi, så det er ikke underligt, at han koncentrerer sig meget om, hvordan den kunstige intelligens har udviklet sig i lyset af eksperimenter med at forstå det menneskelige sprog. Men han kommer også ind på hjerneforskning og på, hvordan mennesker lærer set i forhold til, hvordan maskiner kan lære gennem såkaldt maskinlæring, hvor en computer af sig selv finder mønstre i store mængder sprog.

Der er to typer af argumenter for, at mennesker og maskiner grundlæggende er forskellige. Den ene type lægger vægt på “egenskaber ved computere, som mennesker ikke har”, mens den anden type fokuserer på “egenskaber ved mennesker, som computere ikke har” (s.22). Computere fungerer til forskel (?) fra mennesker ved algoritmer, mens mennesker adskiller sig fra computere ved at være selvbevidst og selvstændig beslutningsevne. Men Søgaard stiller spørgsmål til begge forklaringstyper, og kommer frem til den noget provokerende ide (i det mindste som en mulighed), at der tilsyneladende “ingen grund [er] til at tro, at vi ikke er maskiner. Eller at maskiner kan efterligne os” (s.27).

I bogen fortæller forfatteren om de tidlige tanker om kunstig intelligens fra ordets fremkomst i 1950'erne og frem. Han gennemgår, hvordan forskellige stadier i den kunstige intelligens har forløbet og ført til stadig forbedringer af den måde, computeren responderer på input fra mennesker. En computer forstår ikke sprog, men kan omsætte sproglige input til tal, der så kan manipuleres på forskellige måder. I sidste instans nedbryder computerprogrammer sproglig input til vektorer - og når en sprogmodel tilsyneladende giver både forståelig og tilsyneladende fornuftig respons på noget, et menneske spørger den om, så skyldes det, at programmet er designet, så inputtet trigger bestemte vektoriserede data, der så bliver omdannet til ord. Eller måske meget klarere udtrykt: “Sprogmodeller er algoritmer og måske de allervigtigste byggesten i moderne kunstig intelligens. De oversætter ord, sætninger og dokumenter til vektorer - eller punkter i et rum med mange dimensioner” (s. 41)

Den måde, computere arbejder med utallige dimensioner, er noget af det, der for en almindelig menneskeforstand gør det allersværest at forstå, hvordan sprogmodeller fungerer. Vi kan til nød forstå op til fire dimensioner, hvis vi til rummets tre dimensioner lægger en tidsdimension. Men at forstå, hvordan vektorer af såkaldte tokens (dele af ord) kan være mangedimensionelle og på den måde danne forbindelser til hinanden i noget der kommer ud som syntaktisk velordnede sætninger, kan være vanskeligt at forstå - det er i det i hvert fald for denne anmelder.

Udviklere af kunstig intelligens eller generative sprogmodeller lader sig i høj grad inspirere af den måde, mennesker lærer på. Ved at kigge på - scanne - hjernens processer kan man prøve at overføre disse logikker til computeren, hvilket i høj grad også sker, men det Søgaard forstår ved menneskelig læring er primært neurologisk. Og det er vel et spørgsmål, om den menneskelige læringsproces alene kan forstås som kemiske processer i hjernen. I hvert fald savner jeg en mere grundig diskussion i bogen af, hvordan mennesker lærer. Søgaard forholder sig overhovedet ikke til teorier om læring, men antager blot, at læring er en fysiologisk proces med synapser, axoner og dendritter. Han kommer ganske vist ind på nogle forskelle som eksempelvis, at mennesker bruger sine sanser, men en mere grundlæggende diskussion af menneskelig læring får man ikke i bogen.

Læseren bliver ført gennem spændende og udfordrende diskussioner om forholdet mellem menneske og maskine, som når Søgaard skriver: “Kunstig intelligens er et spejl, vi kan holde op foran os selv. og når vi spejler os i det, kan vi spørge os selv: Hvordan - hvis vi er anderledes - adskiller vi os fra dette spejlbillede” (s. 74)? Eller måske endnu mere, når han stiller spørgsmål til, om mennesker overhovedet er bevidste og har en fri vilje. Er den frie vilje ikke blot en (falsk) forestilling, som mennesker gør sig, fordi en række forhold tager sig tilfældigt ud? Og hvordan kan man vide, at man er bevidst - og hvad betyder det overhovedet at være bevidst?

“Jeg forsøger ikke at sige, at kunstig intelligens en dag bliver bevidst, får fri vilje eller personlighed. Jeg forsøger i stedet at sige, at kunstig intelligens til tider får mig til at tvivle på, i hvilken forstand vi er udstyret med disse evner” (78f).

Søgaard forholder sig kritisk til måden, hvorpå den kunstige intelligens bliver eller kan blive brugt. Det er problematisk, at mennesker ikke forstår, hvordan sprogmodellerne kommer frem til præcis de output, de gør. Dette kan være problematisk, når modellerne bliver brugt som en del af en beslutningsproces, hvor beslutningerne har betydning for os mennesker. Men hans “største bekymring ved kunstig intelligens er, at den trods mange gode intentioner skaber ulighed… Jeg er bekymret over, at kunstig intelligens - som mange andre teknologier - øger skellet mellem rig og fattig, veluddannet og uuddannet, privilegeret og mindre privilegeret” (s. 90 og 92).

Det er jo heldigvis noget, vi mennesker bestemmer, hvis vi ellers har en bevidsthed og en vilje, der kan være med til at bestemme, hvordan fremtiden skal formes. For det er vel også bogens underliggende præmis, at det, mennesker gør, betyder noget. Det er jo også sådan Søgaard fortæller sin egen historie, hvor han også fremhæver egne bedrifter i forhold til at afdække, hvordan sprog fungerer - og hvordan dette har bidraget til udvikling af kunstig intelligens i maskinoversættelser fra et sprog til et andet. Så på den måde bliver bogens tankeprovokerende problematisering af, om der er grundlæggende forskel mellem menneske og maskine underlig selvmodsigende - men det kan der jo også både være en egen skønhed og pointe ved.