Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
9 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
10 - Tegneserieanmeldelse
Flere Post-It monstre




Vølvens syner (Valhalla 15) / Carlsen / 56 sider
Tekst: Peter Madsen, ill: Peter Madsen
Anmeldt 22/9 2009, 18:45 af Birgitte Amalie Fristrup Thorn

En smuk afslutning – med en ny begyndelse


En smuk afslutning – med en ny begyndelse

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Mandag d. 8. september 2009, på 30-årsdagen for udgivelsen af det allerførste Valhalla-album, udkom det femtende og sidste bind i serien, som gennem årene har gået sin sejrsgang, opnået næsten kultstatus og vundet flere priser. Undervejs har tegneserien beskæftiget sig med det righoldige mytestof fra den nordiske mytologi, og nu er tiden så kommet til at afslutte med fortællingen om Ragnarok – dagen, hvor verden som spået går under.

Som inkarneret fan af Valhalla-serien er dette albummet, man både har glædet sig til og frygtet. Tanken om at skulle tage afsked for altid med den velkendte flok af guder, jætter og mennesker er ikke rar, og det ligger selvsagt en meget på sinde, at serien får takket af med maner. Om den gør det, er muligvis en smagssag. Nu skal der ikke afsløres for meget her, men blot bemærkes, at sidste bind i serien nøjagtig som sine forgængere fortolker det oldnordiske mytestof med den vanlige blanding af respekt og uhøjtidelig legesyge. Personligt sidder jeg tilbage med fornemmelsen af, at vennerne i Asgård har fået en smuk afslutning, men at der også er taget visse digteriske friheder i forhold til det gamle kildemateriale. Sidstnævnte er naturligvis kun noget, man vil gå op i, hvis man kender til de gamle nordiske sagn, hvilket de færreste moderne danskere nok egentlig gør.

Som denne anmeldelses titel antyder, har Peter Madsen og Co. ladet skinne igennem, at en ny begyndelse venter guderne efter det mørke Ragnarok. Serien slutter således mere positivt, end det gamle nordiske mytestof, som den baserer sig på, lægger op til, hvilket vel må siges at være i orden, især fordi mange af seriens læsere er børn. Man kan så trække lidt på smilebåndet og bemærke, at løftet om en ny begyndelse ikke helt harmonerer med, at Madsen angiveligt altid skulle have sagt, at han ville afslutte sin serie med at 'udslette hele bundtet' under Ragnarok, fordi ingen andre tegneserietegnere så ville kunne kopiere og fortsætte serien!

Håndværksmæssigt er der som sædvanlig intet at komme efter: Peter Madsen har en smuk og underholdende streg, og albummet er farvelagt så flot, at det er et rent festfyrværkeri for øjnene. Det ses tydeligt, at Peter Madsen har lært meget hen over årene. Især arbejdet med tegnefilmen Valhalla fra 1986, de bibelske tegneserier Menneskesønnen (1995) og Jobs bog (1999) samt Historien om en Moder fra 2004 har givet kompetencer og erfaringer, som med held er blevet anvendt i Valhalla-serien siden. Dette gælder i særdeleshed udviklingen af stregen, den øgede eksperimentering med billedrammer samt farvelægningen, som i stigende grad er præget af akvareller.

Humor er som altid et centralt element i serien. De ærværdige guder og deres mange (menneskelige) fejl og mangler tages under kærlig behandling, ligesom der frit integreres nutidige ordspil og referencer til den herskende popkultur. Hvilken anden tegneserie ville eksempelvis vove at anvende udtrykket 'bob-bob...', der i sin tid blev gjort til folkeeje af De Nattergales populære julekalender The Julekalender? Tidligere har man også set henvisninger til de danske roligans og vores mangfoldige mælkeprodukter, ligesom album 11 var en pudsig pastiche på en klassisk detektivroman i film noir-stilen. Netop denne uhøjtidelige og veloplagte humor er seriens adelsmærke, og navnlig i dette afsluttende album, hvor temaet om verdens undergang ellers er en kende dystert, fungerer den som en form for ventil, så det aldrig bliver for traurigt.

Så selvom det her var det sidste Valhalla-album, så lever guderne tilsyneladende videre. De lever i os som læsere, i de utallige Valhalla-album, som fylder de danske folkebiblioteker, og måske også i deres eget, muntre efterliv, hvor Thor fortsat vil drage skumlende ud i bukkevognen, Odin vil liste sig af sted på forførelsestogt, og Frigg vil ryste overbærende på hovedet af det hele.

Forrige anmeldelse
« Death Note 5,6 & 7 «
Næste anmeldelse
» From Wonderland with Love »