Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
9 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
10 - Tegneserieanmeldelse
Flere Post-It monstre




EGO / Comic factory / 60 sider
Tekst: Nicolai Hvidberg Jørgensen, ill: Nicolai Hvidberg Jørgensen
Anmeldt 1/3 2018, 12:30 af Torben Rølmer Bille

Ekspressivt navlepilleri


Ekspressivt navlepilleri

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Mig! Mig! Mig! Der er vist ingen, der kan betvivle at vi lever i en (vestlig) verden, hvor alt drejer sig om individet. Vi skaber selvfortællinger på Facebook, Instagram og andre sociale medier, der samlet set gerne skule tegne et (ganske urealistisk positivt?) billede af os som mennesker. Et billede vi ønsker vor omverdenen - eller for den sags skyld alle, der er nysgerrige - skal se. Til gengæld er der ikke mange, der tager sig tid til at poste selfies når de rammes af angst, lave statusopdateringer, når de er vildt syge eller streame live video, når dagens nøje doserede mængde af psykofarmaka indtages.

Hvad har det så med en ny tegneserieudgivelse at gøre, kan man næsten høre den ærede læser tænke? Jo, sagen er den at den nye tegneserie Ego er en form for tegnet stream-of-consciousness, hvor tegner Nicolai Hvidberg Jørgensen, krænger sig selv - eller i det mindst et karikeret alter ego - ud på godt og ondt. Det kan til tider være en anelse svært at følge med i, men samtidig er det bestemt interessant. Både fordi det er ganske lækkert tegnet, og så er det et unikt og meget personligt, udleverende indblik i en andet menneskes psyke.

De, der holder af at læse selvbiografier, vil sikkert vil give Kapellets skribent ret i, at man i mange af disse værker godt kan komme ganske tæt på den person, det drejer sig om. Samtidig er mange (selv)biografier også nogle, der ofte tegner et lettere forskønnet billede af virkelighedens person, lidt som ovenstående sociale medier har en evne til.

I Ego lægges der bestemt ikke fingre imellem, for idet tegneren på de allerførste sider nærmest sluges af en vagina, gennemlever vi sammen med ham mange af de ting og traumatiske begivenheder, der har gjort ham til den, han er. Læseren rives rundt i, som bagsideteksten dikterer, "mit vandvid, min forfængelighed, mine fantasier, minder og drømme", og det er bestemt ikke en særlig behagelig oplevelse, men det lader heller ikke til at være forfatterens intention.

Idet Nicolai Hvidberg Jørgensen benytter sig at tegneserieformatet, bliver det også mere ekspressivt og på sin vis også mere poetisk og konkret, end hvis han havde valgt blot at skrive en mere traditionel selvbiografi. For tegninger med tilhørende tekst er, som man kan opleve ved selvsyn, på sin vis bedre til at formidle visse komplekse, abstrakte følelser langt mere præcist, end hvis man kun havde ord i sin værktøjskasse.

Lige som tanker og erindringen er af en subjektiv karakter er det også indimellem svært at finde en rød tråd i det, som Hr. Jørgensen præsenterer for sin læser. Det er garanteret ganske bevidst, for plages man af mørke, destruktive tanker, kan det i sagens natur være ganske vanskeligt at finde et overordnet fokus. Det bliver til gengæld aldrig kedeligt, for selv om der ikke er meget tekst at støtte sig til i afkodningen af de enkelte situationer, så er der til gengæld nogle meget fine tegninger, der formår at give et intimt indblik i hovedpersonens indre liv.

Overordnet set har Nicolai Hvidberg Jørgensen en fin streg, der når den er bedst minder om Peter Snebjergs. Der er også enkelte steder, eksempelvis s. 7 (der også pryder bogens bagside), hvor der synes at være et eller andet galt med den storgrinende, muskuløse figur (og nærstuderer man ansigtet og især solbrillerne på den talende figur, synes der også at være noget skævt ved dette). Dette er dog ikke noget der forstyrrer det overordnede indtryk, for med Ego beviser forfatteren, at han har en fin, dramatisk streg og formår at udnytte de hårde sort-/hvide kontraster effektivt.

Interessant er det også at udgivelsen til sidst indeholder både "slettede scener", altså sider, der blev bortredigeret fra hovedhistorien. Desuden er der skitser af bl.a. forskellige figurer, der optræder i historien. Her kunne man måske godt have ønsket sig lidt flere informationer fra Nikolai Hvidberg Jørgensen, der potentielt kunne åbne lidt mere op for bl.a. bevæggrunden for at disse "scener" blev slettet. Eksempelvis kunne det være rart at vide, hvor disse scener skulle have været placeret, hvis de ikke var blevet forvist til bogens appendix. Det kunne også have været rart at vide lidt om den overordnede arbejdsproces med udgivelsen, men omvendt set ville det sikkert også tage noget af mystikken ud af hovedfortællingen.

Ego er nok ikke en tegneserie, der vil falde i alles smag, men det er en både ganske ambitiøs og meget personlig debut, der behændigt undgår den største faldgrube, som plager mange autobiografiske fortællinger: den bliver aldrig selvsmagende eller forsøger at pynte unødigt på det fortalte. Det er meget klædeligt. Ego vil sikkert være alt for for voldsom og selvudleverende for enkelte læsere, men denne anmelder var umiddelbart fascineret over at modtage en tegneserie, der som udgangspunkt var så anderledes end mange af de andre udgivelser, der normalt driver forbi Kapellet.

Forrige anmeldelse
« Arminius - slaget i Teutoburg «
Næste anmeldelse
» Søen »