Det sorte fylder en hel del mere end det hvide i Søen, ikke kun i overført betydning men helt bogstaveligt.

Søen skildrer nemlig en ganske grum alternativ virkelighed. Læseren bliver introduceret til en version af vor danske hovedstad, der på én gang virker velkendt (nok primært for de, der har et ganske godt kendskab til byen, altså har boet i den, frem for blot at have besøgt den en masse gange) og fremmed. For selv om nogle af bygningerne består, så er livet i hovedstaden væsentlig forskelligt fra det, der eksisterer nu.

Selv om anmelder har en aversion mod udtrykket ”grafisk roman” og konsekvent hellere vil benytte ”tegneserie” så passer det første udtryk nok bedst på Søen. Eller rettere sagt, det ville være mest passende at beskrive det som en ”grafisk novelle”, idet den ikke er længere end 88 sider, og det er ikke tekst, som fylder mest. Søen er læst på under et kvarter, hvis man altså ikke forfalder til at nærstudere illustrationerne.

Mange sider, eksempelvis de første 9, består ene og alene af en sekvens af billeder, der fylder hele siden. Først ser man en krage hakke i et lig, så letter den sammen med en helikopter og flyver gennem byen. Herefter ændres dette meget bogstavelige fugleperspektiv til at dykke ned under Dronning Louises bro, hvor hovedpersonerne gemmer sig sammen med de rotter, der også pryder forsiden. Blandt disse billeder er også et enkelt hvor man kan skimte et ansigt i den højre margin. Hvordan dette skal forstås er op til læseren selv, men er også med til at give fortællingen både en filmisk association (Parallel-klipning?) og mystificere. Hvem er personen på billedet? Er det den navnløse fortællerstemme, dennes ven, eller en helt tredje person?

Bladrer man gennem udgivelsen uden at læse teksten, fremstår den som en masse enkeltbilleder der ofte har meget ekspressiv, kunstnerisk kvalitet. Der er en meget stærk grafisk bevidsthed i tegningerne, og Michael Tingsgård er virkelig dygtig til at få skabt nogle stemningsfyldte og til tider kryptiske illustrationer, der passer utroligt fint til den tekst som ledsager enkelte af billederne.

Teksten der forankrer billederne og som er det, læseren bruger til at orientere sig i dette alternative København med, er visuelt gengivet som lidt moderne skivemaskine-skrift (á la en lidt mere venlig udgave af fonten ”courier”). Dette er sikkert valgt med fuldt overlæg, da teksten på den måde så kommer til at fremstå som en slags dokumentarisk markør – som om den bog man har i hånden er et dokument fra fremtiden eller en form for alternativ virkelighed.

Det er en grum og dyster historie, der udfolder sig. De, der i skrivende stund går rundt og brokker sig over rigets tilstand, ville nok gå til grunde af frustration i dette totalitære styre. Der er helt bogstaveligt talt lig i gaderne. Demokratiet har fejlet og er blevet erstattet af et styre, som læseren aldrig ser, men som er repræsenteret ved den konstante summen af helikoptere og støvletramp. Alle der ikke passer ind i systemet, de der er beskidte, fattige eller udstødte jages konstant. Kun de velbjergede og tilhængere af styret, kan frit bevæge sig rundt i byen.

Hovedpersonen og hans ven Osman må hutle sig gennem tilværelsen. De kender alle hemmelige tunneller, smutveje, kloaker og gemmesteder, hvilket også er nødvendigt, hvis man skal gøre sig håb om overlevelse i København. Det nævnes ikke, hvad der konkret sker med alle de uønskede, men ligene i gaderne taler vel deres eget tydelige sprog?

Selv om det blot er et sort eventyr, så er socialkritikken også nem at spore, for den nihilistiske stemning og ideen om at enhver er sig selv nærmest er desværre også til at spore i vores aktuelle virkelighed. Så på den vis kommer Søen til dels at være en laber art-book som man kan lade ligge fremme, hvis der kommer gæster forbi, som kunne tvivle på ens kulturelle kapital og samtidig er det en ond lille fortælling, der som al god sci-fi opfordrer til at vi ikke bare lader stå til, mens vore folkevalgte afvikler velfærdsstaten og vores ”demokrati” for næsen af os.