Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
9 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
10 - Tegneserieanmeldelse
Flere Post-It monstre




Arminius - slaget i Teutoburg / Forlaget Fabel / 166 sider
Tekst: Niels Gjerre Johansen , ill: Jacob Thybo
Anmeldt 12/2 2018, 13:00 af Torben Rølmer Bille

Ordrig men interessant


Ordrig men interessant

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det Romerske Rige har alle dage været fascinerende og har inspireret mange af de kunstnere, der har forfattet (historiske) romaner, skabt film, tv-serier, for da slet ikke at tale om de mange romerske soldater, der har været i clinch med Asterix. Kort sagt så har det antikke Rom i umindelige tider været en fast del af vores fælles kulturelle bevidsthed.

Det er dog ikke kun Goscinny og Uderzo, som har skabt tegneserier om Rom. En ny dansk tegneserie har sat sig for at gøre det samme med den væsentlige forskel, at den forsøger at være langt mere seriøs og historisk præcis end det, man ser hos Asterix. Udgivelsen hedder Arminius - slaget i Teutoburg og er baseret på historien om en germansk høvding, der som ung blev givet til Rom. Her blev han trænet i kamp og strategi og opnåede ligefrem en karriere i den Romerske hær. Af samme grund blev han udvalgt til at nedkæmpe de lokale germanske stammer, når han nu var stedkendt. I al hemmelighed var han dog loyal overfor germanerne og blev deres leder i kampen mod tre romerske legioner i et slag ved skoven i Teutoburg.

Arminius var derfor selvsagt en af de figurer, som blev set som en forbilledlig helt i Tyskland, hvor der i 1875 blev indviet en enorm statue, for at symbolisere det tyske folks overlegenhed mod en overmagt. Denne nationalromantiske forestilling om helten Arminus (eller Hermann, som han kom til at hedde på tysk), der mod alle odds ledte sit folk til sejr, var selvfølgelig også noget, som både folket i Første men også Anden Verdenskrig tog til sig. Selv om der i tegneserien om Arminus af indlysende årsager ikke optræder nazister, så dukker de alligevel indirekte op i en spådom, som en af de Germanske vølver (spåkoner - red.) fremsiger, umiddelbart før det store slag skal stå. (s. 106).

Af forlagets hjemmeside fremgår det, at tegenserien "kan læses fra 12 år og opefter. Bogen anbefales til skoler og undervisning", men dette udsagn bliver Kapellet nødt til at så lidt tvivl om. Ikke fordi fortællingen om Arminius ikke kan være spændende for den historieinteresserede pige eller dreng omkring de 12, men fordi det det er en vældig teksttung sag. Dette kan man ved selvsyn opleve bare ved at bladre lidt frem og tilbage i tegneserien, for i grelle tilfælde (som f.eks. på side 48, 51 eller 80) fylder tale- eller tankebobler 2/3 af siden, hvilket får det til at fremstå mere som en håndskrevet, illustreret bog end en egentlig tegneserie.

Dertil kommer at man indimellem kan undre sig over, hvad det egentlig er, figurerne siger til hinanden, og hvordan de reagerer. Eksempelvis er der i fortællingens start (s. 19-22) en germansk høvding, der ønsker at tale med Arminius' overordnede for at fortælle, at Arminius er en forræder. Dette er der selvsagt ingen, der tror på. Der er også Arminius' forhold til sin romerske kone, for idet man ser hovedpersonen drikke sig fuld i starten af fortællingen, laver han ikke andet end at brokke sig over hustruen, men når han ser hende, bliver han blød som smør og fortæller hende, hvor meget han holder af hende. Det kan godt være at Arminius eksemplevis lyver overfor sine romerske overordnede, men hvilken grund har han til at være så vægelsindet overfor hustruen? Det forklares aldrig i løbet at fortællingen.

Idet der springes til Kejser Augustus i Rom, så er den primære oplevelse af kejseren, at han af uransagelige årsager bevidst forsøger at kede senatet. Ja, læseren oplever ligefrem kejseren diktere taler med det formål at "kede senatorerne ihjel" (s. 132). Det kan meget vel være at dette er historisk korrekt, men hvad Augustus' motivation til dette er, kan man kun gisne om. Ud over at være kejser på samme tid som Armninus, er det heller ikke klart, hvad denne del af fortællingen bidrager med ud over at skildre hverdagen i Rom - langt væk fra slagmarken i Germania.

Det virker lidt som om, forfatter Niels Gjerre Johansen ved utroligt meget om perioden og de figurer han skriver om, men samtidig så glemmer han at få fortalt læseren (både Kapellets anmelder og den 12-årige skoleelev) hvad der ligger til grund for disse ytringer. Sagt på en lidt anden måde: Når dialogen nu er så styrende for denne fortælling, så er det lidt ærgerligt, at den ikke langt bedre støtter figurernes motivationer og giver et langt mere tydeligt billede af, hvad det i grunden er, der foregår.

Den megen tale om dette og hint bliver desærre lidt forstyrrende for dramaturgien. For der ledes indledningsvist op til et slag, hvilket titlen også dikterer kommer. Læseren er bestemt med, da Arminius afslører sit bedrag og tager til de germanske høvdinger for at lægge en slagplan, men herefter er det som om, der kommer for mange sidefortællinger og samtaler i vejen for denne spændingsopbygning. Måske er det bare undertegnede, der gerne vil nå frem til selve slaget og derfor bliver utålmodig, når han skal læse side efter side om Augustus' forhold til senatorerne i Rom.

Jacob Thybo, der har været ansvarlig for det grafiske indhold, er til gengæld ret god til at skabe passende billeder til de mange ord. Det må i sagens natur også have været en udfordring at tænke grafisk, når man skal illustrere en fortælling, der i så høj grad er dialogbåret. Det nemmeste er selvfølgelig at tegne vedkommende, der taler og så ellers lade taleboblen fylde meget (så har man heller ikke nødig at dele den talende op i flere paneler, hvor vedkommende også taler).

Til gengæld betyder dette, at mange af tegningerne netop bliver talende hoveder. Der kunne der godt være eksperimenteret noget mere med at placere den talende i et rum eller i en vinkel, der i højere grad - via kropssprog og dynamiske beskæringer - kunne understøtte det, der bliver talt om. Andetsteds kunne man også have valgt at illustrere det, som der tales om med netop illustrationer, for en af de største fordele ved at benytte tegneseriemediet er netop, at man her kan illustrere det, som sker i teksten i stedet for at lade teksten gøre samme.

Tegningerne er til gengæld ganske fine og især akvarelfarvelægningen er god. Det kunne dog have været fedt, hvis tegningerne også fik lov til at fylde lidt mere, for det ville gøre helhedsindtrykket en del mere umiddelbart indbydende. Selv om Hr. Thybo bestemt kan tegne, er stregen til tider ikke så sikker. Det kan eksempelvis være lidt vanskeligt at skelne mellem de mange ansigter, hvilket er en skam, når nu de optræder så ofte. Af samme grund indledes udgivelsen med nogle sider, der forklarer, hvem hovedaktørerne er, og hvordan de ser ud.

Arminius er overordnet set derfor lidt for tung og appellerer efter Kapellets bedste overbevisning ikke umiddelbart til 12-årige der er langt mere visuelt orienteret og måske samtidig lader sig afskrække lidt af mængden af tekst, der skal læses. Det kan godt være, at den vil virke appellerende for historielærere, der leder efter alternativer til mere traditionelle tekster, der kan læses. Der er mange gode elementer i den, men den er som nævnt ganske ujævnt fortalt. Når man har valgt at lade dialog og fakta fylde så meget, kommer fortællingen desværre til at lide under dette.

197
Forrige anmeldelse
« Grus «
Næste anmeldelse
» EGO »