Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
9 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
10 - Tegneserieanmeldelse
Flere Post-It monstre




Thomas Alsop – 3000 Sjæle / Forlaget Fahrenheit / 112 sider
Tekst: Chris Miskiewicz, ill: Palle Schmidt
Anmeldt 8/11 2017, 09:48 af Torben Rølmer Bille

Magi på Manhattan


Magi på Manhattan

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Da kapellet i 2015 forlod magikeren Thomas Alsop, i første del af tegneserien med samme navn, var situationen desperat. Alsop, der er det foreløbigt sidste led i en lang række mænd, som har fået til opgave at beskytte New York mod paranormale kræfter, havde fundet ud af at han på tiårsdagen for angrebet på World Trade Center havde en, men kun én, chance for at frelse de nærved 3000 sjæle, der stadig var fanget mellem vores verden og efterlivet.

Udråbt til charlatan af byens borgmester (lige som sine lige så fiktive brødre i Ghostbusters) skulle det vise sig at være mere besværligt at gøre end først antaget, især når mørke kræfter samtidig også søger at modarbejde Thomas’ forehavende. Anden del Thomas Alsop – 3000 sjæle starter, hvor sidste del slap og samler i den danske udgivelse de sidste fire hæfter i en samlet, lækker udgivelse. Måske er det et tegn på, at man er tegneseriefetichist, når man nærmest føler sig lykkelig ved duften af tryksværten, der rammer næsen, mens man bladrer udgivelsen igennem? Den kraftige duft, der minder om fedtfarver, er i al fald i denne anmelders optik sært behagelig.

Som i første del, springer den afsluttende fortælling mellem Alsops nutid og fortællinger fra dengang Manhattan blot var klippegrund og en samling nybyggere. Læseren får både mere indsigt i Alsops familiehistorie men også i de hændelser, der har skabt fundamentet for nogle af de okkulte hændelser, som er en vigtig del af hovedfortællingen.

Alsop fascinerer stadig som figur. Han er dejligt anarkistisk i sin tilgang til den opgave, han står overfor. Han har selvironi og tager ofte tingene overraskende let, selvom han også er bevidst om, at det er voldsomme kræfter, han håndterer. Han har humor, men det skal vise sig, at der også er en side til figuren, som man muligvis ikke havde set komme.

En af de mange fede detaljer ved serien er også de talrige magiske artefakter som Alsop har på lager. Effekter der er blevet indsamlet af Alsopfamilien i generationer. Som oftest er disse objekter ledsaget af et katalognummer og en kort, faktuel beskrivelse af deres egenskaber – der ikke kun er med til at gøre disse ting ”troværdige” set i forhold til fortællingens rammer, men samtidig peger de mange numre på at der er en stor del af disse artefakter som vi læsere ikke får kendskab til i løbet af fortællingen. Det er ganske smart, da det i den grad pirrer læserens evne til at bygge videre på den imaginære verden som Schmidt & Miskiewicz har skabt sammen.

Palle Schmidts udtryksfulde, ekspressive streg og den ofte meget mørke farvetoning, fungerer fortsat virkeligt godt i forhold til den historie, der udfolder sig. Blandingen mellem akvarel, farvekridt og tusch gør (sammen med førnævnte olfaktoriske indtryk) læsningen til en virkelig lækker oplevelse, hvor tekst, tegninger og fortælling går op i en højere enhed.

Der er sikkert nogle (amerikanere), der vil påstå, at det kan være lidt smagløst at basere en overnaturlig tegneseriefortælling på en så traumatisk begivenhed som 9/11 – men ikke desto mindre er det lykkedes for makkerparret Miskiewicz og Schmidt at benytte disse dramatiske omstændigheder uden at det føles plat. Overvejelserne om at skabe en fortælling omkring sådan et følsomt emne, blev også allerede beskrevet i Miskiewicz’ introduktion til den første bog. Ideen om at dette blot er at slå plat på en national tragedie bliver da også gjort til skamme når man når til slutningen af fortællingen, der – uden at kapellet skal levere nogle former for spoilers – gør, at man lige bliver nødt til at genlæse de to bøger igen for at få det fulde udbytte af den.

Kort sagt så er sidste del af miniserien lige så stemningsfyldt og velfortalt som den første – faktisk bør de to dele slet ikke adskilles, idet de udgør én samlet fortælling. Så fulgte du Kapellets anvisning og anskaffede den første del, har denne afslutning bestemt været de to års ventetid værd! Som nævnt i anmeldelsen af den første, kan det godt være, at der lånes elementer fra andre kanoniserede tegneserieserier, men det gør ikke noget, for det lykkes skaberne af Alsop at få både skabt et godt univers omkring figuren og samtidig at få fortalt en historie, der stikker lidt dybere end en magikers kamp mod ondskabsfulde, dæmoniske væsener.

Forrige anmeldelse
« Spirillen – Viva Palombia! «
Næste anmeldelse
» Ekstraordinære rejser i tid og... »