Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Thomas Alsop – Manhattans beskytter / Forlaget Fahrenheit / 112 sider
Tekst: Chris Miskiewich, ill: Palle Schmidt
Anmeldt 15/12 2015, 19:41 af Torben Rølmer Bille

Magi, metal og reality-tv


Magi, metal og reality-tv

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Thomas Alsop – Manhattans beskytter er første del i en tegneserie-serie, som bl.a. tager udgangspunkt i de traumatiserende begivenheder d. 11 september 2001. Forfatteren forklarer i udgivelsens forord selv, hvordan han kæmpede med at få sin fortælling til at hænge sammen, uden at inddrage den triste begivenhed, men når ens hovedperson nu er en form for okkult detektiv, med evnen til at se genfærd, så var det også svært ikke at inddrage ofrene for terrorangrebet i en historie, der netop foregår på Manhattan.

Hovedpersonen Thomas Alsop er foreløbigt det sidste led i en familie, der har boet på Manhattan siden de allerførste immigranter landede i Den nye verden. Hans forfædre var alle med til at holde de mange uregerlige ånder i skak, men har modsat Thomas hold deres evner og deres virke som en hemmelighed.

Nye tider kræver nye metoder, så i stedet for at holde lav profil har den unge Alsop valgt at få et ganske offentligt image. Ikke kun som rockstjerne med bopæl på Chelsea Hotel, men også som blogger, reality-tv stjerne med et fast show, hvor han jager spøgelser og uddriver poltergeister og meget mere. Som han selv siger, er han en sand mediesensation. Dette huer naturligvis ikke hans forgængere og de der hjælper ham i kampen mod mørkets magter, men Thomas er ligeglad.

Fortællingen skifter mellem et nutidsplan og så flashbacks til et handlingsforløb, hvor det er Richard Alsop, Thomas’ forfader, som læseren følger. Det skal nemlig vise sig, at begivenheder som forfaderen var involveret i pludselig ganske håndgribeligt synes at gribe ind i den nutid og den (okkulte) verden som Thomas forsøger at kontrollere.

Det er en medrivende og fantasifuld fortælling, der udfolder sig i dette første bind af Thomas Alsop serien. Tegningerne og den fine akvarelfarvelægning får undertegnede til at tænke på Bill Sienkiewicz’ steg, selv om Palle Schmidt ikke er helt så ekspressiv. Det er i det hele taget meget stemningsfuldt udført og det er tegninger som man tager sig selv i at nærstudere.

Dette sker måske især under anden gennemlæsning af bogen, for Chris Mieskiewicz’ fortælling er så veloplagt fortalt (og glimrende oversat af Thomas Berger) at den tager læseren ved hånden og river en gennem fortællingen. Det vil sige, hvis man som læser accepterer præmissen om at der i hér eksisterer spøgelser, onde ånder og deslige – for hvis ikke bør man se sig om efter en helt anden læseoplevelse.

Det er svært ikke at sammenligne Alsop med andre cool paranormale opdagere, som f.eks. mest oplagt Constantine eller Hellboy og resten af B.P.R.D, men det gør ikke så meget, for de af os der holder af den slags overnaturlig action, har svært ved at føle sig mætte.

Derudover synes har Alsop en befriende let tone, der muligvis tager brodden lidt ud af det mørke, som i løbet af århundrederne har sænket sig over Manhattan og bidt sig fast, men samtidig gør Alsops konsekvente ironiseren og smarte fortællerstemme, at figuren i sidste ende fremstår som en yderst charmerende, selvglad rock-n-roller, man godt vil bruge mere tid sammen med.

Enkelte læsere kunne måske godt anfægte, at serien synes at blande en masse delelementer som er set andre steder før, både i tegneserier og på film, men det synes ikke at være så forstyrrende. For selv om tegneserien arbejder med en lang række stereotyper, så er den så tilpas veloplagt i både tekst og billede, at det er svært ikke at blive revet med.

Det er under alle omstændigheder en ganske stærk første del, der både slår seriens grundstemning fint an og som samtidig sørger for at give serielæseren en masse at se frem til. For Manhattans beskytter er naturligvis blot anslaget til en større fortælling og det bliver spændende at se hvordan Miskiewicz og Schmidt fremadrettet har tænkt sig at få afsluttet fortællingen i næste, og sidste, bind.

Forrige anmeldelse
« Pimo & Rex – Den magiske muse... «
Næste anmeldelse
» Kuben »