Du vidste sikkert ikke, at selveste Klaus Rifbjerg har skrevet en bog med titlen Nat over Vandholt. Det vidste han heller ikke selv, før han blev kontaktet af en journalist fra Politiken, der havde fundet et manuskript med Rifbjergs signatur på i en krypt under Christianskirken i København.

Selv om Rifbjergs navn optræder i bogen, så er manuskriptet retteligt forfattet af Dunk Wonkgnal, måske bedre kendt som Alice Mandragora eller ved sit ´rigtige´ navn: Knud Langkow. Et navn der for mange måske ikke ringer en klokke, men har du set dokumentarfilmen Satankulten på Anholt, eller læst Politikens fine artikelserie om satanmønterne (hvor førnævnte Rifbjerg også deltager,) så ved du allerede at Langkow er bagmanden bag et omfangsrigt fupnummer, som i flere år lod den danske befolkning tro at der holdt en satanisk kult til på øen Anholt.

Manuskriptet til Nat over Vandholdt blev som nævnt fundet af Politikens journalister i 2013, men det formodes at kuverten blev placeret i krypten allerede tilbage i 1991, da der angiveligt var et julemærke fra det år på kuverten. I årene op til fundet, havde Langkow siden starten af 70´erne konsekvent sendt en række anonyme breve til forskellige danske politikere, biskopper og andre høje herrer, breve angiveligt med sataniske budskaber og invitationer til at komme til sort messe på Anholt.

Det var også Langkow der fik en af sine venner til at præge de særlige ´satanmønter´ som er dukket op i ret stort tal siden 1970´erne og frem. Sagt på en anden måde, han har lykkedes med at få skabt en form for fiktiv virkelighed og har takket være især pressens medvirken fået startet et rygte om, at der muligvis lurer noget virkeligt ondt på den lille ø i Kattegat.

Nu har dette mærkværdige manuskript så fundet vej til forlaget Baggaardsbaroner, som har givet det en meget kærlig behandling. Ikke kun er den lille bog trykt med et kulsort omslag, der netop viser en dæmonisk figur, forfatterens navn og bogens titel er blot præget i det sorte pap, for at øge mystikken. Bogens sider er ildrøde i kanten, så den djævelske lille sag, tager sig altså umanerligt flot ud, allerede inden man har bladret op på den første side.

Efter en kort introduktion til Langkow og hans fiktive (?) Satankult, nærmer læseren sig selve hovedattraktionen, nemlig kortromanen Nat over Vandholt. Det er en enddog meget besynderlig fortælling om en noget drikfældig og sølle ungersvend, Mikkel, der arbejder som bolchekoger og i bogens start bliver fragtet i fly til den lille ø Vandholt. Dette sker idet Mikkels far er død og har efterladt sønnen både penge og ejendom på øen. Måske ikke en så usædvanlig eller synderlig original start på en roman, men allerede da han ankommer til øen og Mikkel straks kaster op i en hat som han rækker til piloten, mistænker man at dette måske vil være en kortroman, der måske alligevel ikke er helt traditionel.

Kapellet har ikke tænkt sig at levere spoilers, eller i al fald give sine læsere chancen for at undgå dem, så har du selv mod på at læse romanen, så spring blot til de to næste afsnit over, for at læse Kapellets samlede dom over bogen. Hvis du fortsætter med denne sætning, så er du allerede i færd med at få informationer om nogle af de ting, som vores hovedperson oplever på øen. Det viser sig nemlig at det store, lyserøde hus han har arvet er et bordel, som fatter har etableret. For at det ikke skal være løgn, så er det endda muligt her i lysthuset for de kunder der har særlige drifter, at have sex med dyrene i stalden, eller blot kvæle kaniner, hvis det er det der gør en seksuelt begejstret. Mikkel er forfærdet, mens hans faster tager dette med ophøjet ro.

Inden længe er Mikkel blevet betaget af den smukke pige Maria, der passer huset, men han har ikke tid til at fokusere udelukkende på hende, for måske er hans far slet ikke begravet, men i stedet placeret under fasterens sofa i hendes stuen. Hendes hund kommer i al fald luntende og tygger på et blåt, halvråddent menneskeøre. Der drikkes snaps i stride strømme, der deles tæv ud på det lokale værtshus og så er der vist også noget med en samling mystiske personer, der skal mødes i ørkenen på Vandholt på Allehelgeners aften den 31 oktober, for at lave et slags skummelt ritual. Med andre ord en slags nøgleroman, til Langkows fiktive sekt.

Når man som anmelder siden teenageårene har læst et utal gyserromaner, set et utal af groteske splatterfilm og været fascineret af grænseoverskridende litteratur, som eksempelvis værker af William Burroughs, De Sade eller George Bataille, så er Nat over Vandholt slet ikke så provokerende, som for den læser, hvis hovedreferencer er chick-lit eller viktorianske romaner. Til gengæld er hele metafortællingen om hvordan dette manuskript var en mindre del af Langkows langstrakte happening eller kunstprojekt (måske et projekt man med et 2023-ord ville kalde ´disruption´) næsten endnu mere interessant end selve romanen. Så for fans af hele mytologien omkring satankulten på Anholt, er det selvklart en bog, der skal læses og nydes i al sin absurditet.

Kapellets anmelder kan da kun være enig med Riff i at det ikke er nogen særlig god roman, men decideret ”dårlig” er en overdrivelse. Bevares, den besidder ikke særlig mange litterære kvaliteter, men den er bizar, bevidst provokerende og mindede faktisk i al sine dagligdagsagtige tosserier en smule om den fremragende dadaistiske roman af Juan Eimar, som blev anmeldt i Kapellet her i sommers tilsat elementer, der kunne være tyvstjålet fra Peter Jacksons Brain Dead med det aber dabei, at den film først udkom et års tid efter Langkow tilsyneladende havde anbragt sin kuvert i krypten.

I al fald må man kippe på hatten over at Langkow har taget sig tiden til at skrive den, blot for efterfølgende at lægge den i en anonym brun kuvert under en kiste. Bogens layout og design er desuden så labert lavet, at man bør få fat i den blot for æstetikkens skyld – og har man først fået fat i den, så den kan tage sig flot ud i hjemmet, så tag da lige og læs den, for selvom det ikke er stor litteratur, så er den stadig virkelig skør og sært underholdende.