Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Ubevidst rødgang / Lars Frost / 312 sider
Gyldendal. ISBN 9788702071740
Anmeldt 5/11 2008, 11:14 af Ove Christensen

Ingen i Ør, ro man!


Ingen i Ør, ro man!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Døden er modernitetens sidste tærskel. Alt andet er teori – og sådan har det længe været. Siden Babylon var blevet symbol på sprogets uformåen og formlen tog over, har videnskaben og beregningen været verdens hersker.

Ganske vist har verden alligevel artet sig uartigt. Krige er blusset op, skatten blevet sænket eller hævet, og kærester er gået fra hinanden i et væk. Men alle disse dysfunktionelle og kontingente tildragelser har alligevel på sine egne sære og alligevel gentagelige bekræftet verdens beherskelse gennem mordernitetens røntgenblik.

Indrømmet; det er en crappy indledning til en omtale af Lars Frosts seneste roman Ubevidst rødgang. Men alligevel blev jeg stemt i dødens messedragt, fordi bogen er skrevet i dødens tegn – og som modsætning til eller måske snarere i sand oplysningsdialektisk tankegang som samstemmende med fremskridtets og den videnskabelige beregnings landvindinger. Allerede myten er oplysning, og oplysning slår tilbage i mytologi – forestillingen om, at beregningen behersker verden, viser sig som en fortælling om beherskelsens uovervindelighed – en gudesaft.

Lars Frost har gjort det igen. Han har skrevet en provokerende roman. Ikke provokerende på den måde, at den provokerer i almindelig moralsk forstand. Men provokerende på den måde, at den ikke er til at få hold på. Frosts sprogbeherskelse er Eminem og en nydelse i sig selv, men hans brug af genrer er en forbrydelse. Lige fra sin debut Og så af sted til Wien har han som en anden teenager nægtet at følge genrernes klare opdeling, som ellers gør, at det er til at følge en bog med de forventninger, der altid meddigtende stifter meningen og betydningen med den. Sådan fungerer det ikke hos Frost. Her brydes mønstret tilsyneladende ukonsekvent, så end ikke genrebruddet bliver til at regne med. Således også i Ubevidst rødgang.

Det er ellers ligetil. Vi befinder os i Danmark først i 1970erne. Vi er i et parcelhuskvarter, hvor vi møder Erik og Grete. Erik har haft sit eget firma, som er gået konkurs. Som ingeniør har han dog ikke svært ved at finde et andet arbejde. Det går jo så godt. Småborgerligt er det – og alt er godt. Det moderne fungerer med sine bekvemmeligheder og fortrædeligheder, som det sig hør og bør.

Men døden – det skarn – trænger sig på. Eriks lillebror dør. Senere dør andre familiemedlemmer – men broer, som Danmark også siden er blevet kendt på, dem kan man da regne med – indtil man alligevel heller ikke kan regne med dem.

Og ungdommen! Hvad med den. De unge ter sig, så man tror det er løgn. En ting er, at de unge mænd lader håret vokse, men de insisterer også på at ville lave tingene om. De kaster grams på forældrenes værdier og kræver, at livet skal leves på en anden måde. Heldigvis – og det er jo historiens logik – viser det sig, at de unges forkastelse af forældrenes værdier blot er en negativ bekræftelse, hvilket flere af romanens bipersoner belærer os om. På bedste frankfurterskolefacon får vi at vide, at de unges – eller de vildes, eller de sydeuropæiskes – manglende accept af den moderne civiliserede levevis alligevel blot gentager de gamles levemåder. De har blot skiftet et forbrug ud med et andet. Kapitalismens assimilationskraft er større en nok det største oprør mod den.

Fint nok – og så alligevel ikke. For beskrivelsen af småborgerlige ingeniør-Erik og hans samliv med kone og utilpasset halvvoksne søn forstyrres. Dels forstyrres det af, at hændelser, der ikke passer ind i mønstret, bryder forstyrrende ind i hans liv. Der er eksempelvis John, der tilsyneladende lever et fuldstændig unormalt liv med mange penge, som man ikke kan gennemskue, hvor kommer fra – og som også har problemer med politi, og hvad har vi. Men mere katastrofalt er det, at fortællingen også forstyrres af, at fortællingen ikke kører på skinner.

Vi har fulgt Erik og senere også andre karakterer fra et halvnært forællesynspunkt. Et sådan cirka alment ’man’ beretter om Erik. Det er ikke distanceret, men heller ikke personalt. Det er sådan cirka alment halvnært for at tale i filmsprog. Vi har adgang til tanker og indre affærer, men fortælleren forstår, at man må holde en distance. Ind fra højre – eller rettere ind fra det yderste venstre – træder så pludselig en nærværende fortæller, som heldigvis forsvinder igen, og fortællerroen indtræffer behageligvist igen.

Alt er så simpelt og såre godt (stik mig en joint og ryg lidt pot), indtil fortællingen så igen stikker ud eller af. Erik og Gretes søn Arne er ung, studerende og på sin egen selvbehagelige facon revolutionær og outreret. Det kommer der en graviditet ud af – ja der kommer faktisk mere end én, men den handler det ikke om lige nu. Det betyder ansvar – eller gør det. Der er jo Thylejeren at ty til. Der er også andre flugtmuligheder, og som almindelig ung, er det ikke til at vælge mellem de mange muligheder. Så man kan lige så godt vælge det, der bliver valgt for én af omstændig- og tilfældigheder. Alligevel bliver Arnes historie mærkeligt unærværende eller for fantasifuld. Fortællingen mister grebet om historien – eller også er det den anden vej rundt. Under alle omstændigheder lidt svimlende. CUT

Ja, du hørte rigtigt ’CUT’. Vi er lige i gang med et eller andet, og det er vi så ikke alligevel. Vi er nemlig i gang med noget helt andet. John – som et vildt utroværdig har været på besøg eftersøgt af det italienske politi – men alligevel kunne romanen godt holde på formerne. Men nej, det nægter den. Vi befinder os nu i Rom og enhver form for realistisk troværdighed er forduftet som dug for den sydlandske sol. Erik er der stadig – nu iført løstsiddende hørhabit og med et afgrundsdybt kendskab til Roms kringelkrogede indre geografi og med kendskab til de mest genrebelastede skabninger og teknikker ud i andet end småborgerlighedens katastrofiske idyl.

Underholdende er det – og bliver det. Hvor romanen bevæger sig hen i krydsningen mellem Rødt chok og Døden i Venedig – der kommer vi naturligvis også, for der er rigtig meget ingeniørkunst at betragte, at befæste og at nedbryde. Og ingeniørviden om nedbrydningen af marmor, og hvad der skal til for at holdbare konstruktioner er holdbare, det får vi i rigt mål. En ingeniørstemme, der ikke kan tilskrives fortælleren, da denne kommer på banen, blander sig hele tiden, så man som læser skal være på tæerne – eller hvad man nu skal være på – for at følge med i, hvor det hele ses fra; fortælles fra.

Fantasi og forsøg på historisk illustration blander sig til et umage par i en konstruktion, der ikke er mindre fantastiske end de piloteringsprojekter, der beskrives i løbet af romanen. Vi får megen tidstypisk ’snak’, der i nutidens lys virker sært utidssvarende blandet med en nutidig forståelse, der konstruerer den distance, der gør det hele til en underholdende cocktail. Og hele tiden møder vi som læsere et sprogligt, frostsprængt overskud, der underholder hele vejen igennem.

Lars Frost har sgu gjort det igen. Han har overrasket romangenren, han har givet læseren, hvad læserens er, og hvad litteraturens er – og det er helt igennem i orden. Men døden har hverken han, litteraturen eller videnskaben overvundet.


63
Forrige anmeldelse
« Duma Key «
Næste anmeldelse
» Chicago »


Flere prosaanmeldelser