Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Hr. Struganoffs mad-alfabet / Kim Fupz Aakeson & Siri Melchior (ill.) / 28 x 12 sider
Carlsen. ISBN 9788711516133
Anmeldt 15/9 2016, 11:50 af Kim Toft Hansen

Madens A-Å for børn


Madens A-Å for børn

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Halfdans ABC, Morgenthalers 28 dyrefabler, Mogensens pixialfabet, Romers lyriske alfabet, et væld af plakater og meget mere. Børnealfabeter har vi en del af. Nu kommer en mere. Kim Fupz Aakeson har begået et madalfabet med sin velkendte hovedkarakter Hr. Struganoff i hovedrollen. Med glimrende småhistorier og små sproglige finurligheder fører han os igennem vores 28 små sproglige hjælpere.

Hr. Struganoff er kok og har sin egen restaurant. Denne restaurant besøges af mennesker og dyr, der bestiller de mest almindelige og de mærkeligste ting. Alt sammen til Hr. Struganoffs undren. Alligevel giver han ikke op så let, og alle kunder får det, de spørger efter – selvom det til tider udfordrer Hr. Struganoff. Alt sammen timet og tilrettelagt, så vi også får en fin introduktion til bogstaverne.

I denne slags børnealfabeter er der underneden selvfølgelig en intention om lærdom: de skal lære bogstaverne. Dette kan være mere eller mindre forceret. Jan Mogensens beslægtede pixialfabet gør, hvad det kan for at få de enkelte bogstaver nævnt så mange gange som muligt. Det giver nogle sære og absurde fortællinger, der ikke som sådan er meningsfulde – det bliver i overkanten, og lærdommen tager over med modsatte resultat.

Aakesons alfabet er beslægtet med Mogensens, fordi den praktiske stil er den samme: alle bøgerne arrangeres i plastiklommer, som kan hænges på væggen som en poster. Bøgerne isættes i alfabetisk rækkefølge – og danner derfor en fin vægdekoration samtidig.

Men Aakeson har sørget for at skabe en ramme og en række fortællinger, der er væsentligt mere meningsfulde. Dette på bekostning af alt for få ord med det pågældende bogstav. I stedet er det hovedsageligt den ret, som de enkelte gæster bestiller, der markerer bogstavet: ”p” for pizza, ”d” for dessert og ”z” for zebra (ja, Hr. Struganoff serverer zebrabøffer).

Denne model fungerer godt, fordi den skaber en vis erindring om bogstavet baseret på maden. I visse tilfælde er det også gæsten, der starter med samme bogstav – og så spinder Aakeson i langt de fleste pixibøger også et par ordspil og bogstavrim på bogstavet. Det bliver ikke for meget – og historierne er i sig selv små, finurlige og søde.

Bøgerne er illustreret af Siri Melchiors velkendte og letgenkendelige, naivistiske streg. Hun er selv bedst kendt for sine egne bøger om Rita og Krokodille, men har i flere sammenhænge arbejdet sammen med Kim Fupz Aakeson, fx på hans Lili-bøger og de øvrige bøger om Hr. Struganoff. For mange vil alfabetet været et velkendt univers, der virker – og fungerer godt som basis under den lærdom, der er gemt heri.

Serien om Hr. Struganoff fungerer på samme måde som andre lignende læreserier. Han hjælper vores mindste til indsigt i tal, bogstaver og modsætninger – alt sammen set før. Men der er noget umiddelbart vedkommende ved Hr. Struganoff, der gør hans alfabetunivers til noget lidt særligt. Det er hyggeligt, lidt skævt og velfungerende – fra A til Å.

Jeg kan bare godt være lidt gnaven over, at der åbenbart er brugt for en grammatisk ukorrekt og unødvendig bindestreg i titlen. Men nu er det jo ikke bindestreger, børnene skal lære om her.


Forrige anmeldelse
« Pigerne «
Næste anmeldelse
» DNA »


Flere prosaanmeldelser