Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Pigerne / Emma Cline / 278 sider
Lindhardt og Ringhof. ISBN 9788711465523
Anmeldt 14/9 2016, 14:11 af Mia Rendix

Pigesind


Pigesind

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Emma Clines debutroman ankommer til Danmark med begejstrede anmeldelser i indflydelsesrige medier som The New York Times og The Guardian, og Clines værk lever op til den vedvarende hype. Dels som et forfriskende anderledes perspektiv på en af det amerikanske samfunds mest sagnomspundne mordsager, slagtningen af filminstruktøren Roman Polanskis hustru, Sharon Tate, begået af den karismatiske Charles Mansons disciple, dels et prægnant og medrivende portræt af unge pigers psykologi og gruppedynamik, dels som et kulturkritisk og kønspolitisk portræt af et samfund, hvis unge kvinder har behov for at finde sammen i et nyreligiøst kollektiv og blindt lystrer den patriarkalske leders mindste bud.

Handlingen udspiller sig i det nordlige Californien en varm, fugtig sommer i 1969. Evie Boyd er fjorten år, gryende teenager med hvad dertil hører af hormonelle forandringer, kropslig fremmedgørelse og følelsen af at være alene og ensom i en jævn og spændingsløs tilværelse uden megen opmærksomhed fra hendes fraskilte mor. Hendes sommerferie er en zombielignende periode, hvor hun dvasker rundt og venter på at starte op på kostskole. Det handlingsmæssige brud på den eksistentielle inerti sker, klogt, allerede i romanens første sætning, hvor Evie bemærker ”Det var latteren der fik mig til at se op, og det var pigerne der fangede mit blik.”

Rammefortællingen for romanen er den midaldrende Evie, som siden den fatale sommer har levet et skyggeliv i ensomhed og uden nogen form for forløsning eller samhørighed med andre mennesker. Oprulningen af tiden op til de bestialske mord er en medrivende fortælling om hvordan Evie instinktivt lod sig fascinere af de tre piger, der fra første færd skilte sig ud fra alle andre i den søvnige forstad, hvor en stor del er samlet til en ærkeamerikansk grillaften i den lokale park:

”(…) jeg vidste de var anderledes end de andre mennesker i parken. Familier der trængtes i en slags kø og ventede på pølser og hamburgere fra den åbne grill. Kvinder i ternede bluser der trykkede sig sidelæns ind til deres kærester, børn, der smed majskorn efter de gribbeagtige høbs der løb ind over stien. Disse langhårede piger så ud til at svæve over alt det der skete omkring dem, tragiske og adskilte fra alle andre. Som kongelige i eksil.”

Mytologiseringen af pigernes unikke men tragisk-teatralske natur tegnes fra start hårdt op, og Emma Clines smukke prosa formår tidligt at gribe læseren, der som betaget tilskuer følger med det prædeterminerede plot, hvis stemning af stor skønhed og irreversibel undergang nok er melodramatisk men samtidig så godt skrevet, at enhver skepsis og viden om sagens gang fordufter i løbet af bogens første par sider. Evies karakter bliver på én gang sammensvoren, tilskuer og fortolker af de dynamikker og begivenheder, der ultimativt kulminerer den skæbnesvangre aften i 1969.

Charles Manson er ikoniseret i den amerikanske mytologi som den uendeligt dragende Mand med stort ’m’, der tiltrak skarer af hovedsageligt unge kvinder, som han samlede på en afsidesliggende ranch og reelt set hjernevaskede via en kombination af religiøs længsel, eksistentiel tomhed og seksuel energi og tiltrækning. I ”Pigerne” repræsenteres Manson som Russel, der er en formidabel manipulator, der med sylespids præcision formår at ramme og dernæst overtage følsomme, usikre og søgende piger, hvis appetit på et andet liv fyldt med spænding og fortabelse gør dem blinde overfor manipulationen og den sygelige overtagelse af deres frie vilje og fornuft.

Der er skrevet hyldevis af både faglitteratur og skønlitteratur, hvis epicenter naturligt nok har været Manson selv. Emma Clines nok fiktive men psykologisk overbevisende roman er et nybrud i dissekeringen og dyrkelsen af Manson-figuren eftersom Clines protagonist(er) og fokus er og bliver de pigekvinder, som Manson omgav sig med. Nok vasker Evie Russells fødder, hvorefter hun med stor højtidelighed og ydmyg taknemmelighed får overrakt håndklædet som Russell tørrede fødderne med. Men Evies transformative oplevelse og træden ind i et hidtil uberørt rum katalyseres og forløses af Suzanne, hvis rødbrune hår, duft, krop og væsen Evie forelsker sig i. Suzanne er løseligt fortolket over Susan Atkins, der tilstod at have holdt og knivstukket Sharon Tate, og hvis kærlighed og absolutte dedikation til Charles Manson forblev uantastet selv efter retssagen.”

Evies fortabelse stopper før hun for alvor overskrider grænsen i modsætning til Suzanne og de andre, der følger Manson hele vejen frem til og hinsides mordaftenen. Vi får aldrig for alvor en fortolkning eller tilbundsgående forståelse eller forklaring af, hvordan en gruppe unge kvinders alment menneskelige længsel tilsvarende afslørede så mudrede, modsætningsfyldte og uforståelige dybder af grænseoverskridende adfærd.

Den voksne Evie har aldrig sidenhen mødt eller turdet give sig hen til andre, og hvor Jeffrey Euginides i sin tyst-mesterlige The Virgin Suicides fra 1993 lod sine fem Lisbon-søstre begå kollektivt selvmord i flugten fra at ende med at leve en langsom død i som voksne mariotnetdukker i illusionen om The American Dreams ”all-time American family”-surburban life, så udstår Evie sin voksentilværelse som et spøgelse, hele tiden midt i mellem andres liv, som en art selvvalgt straf eller levende selvmord for én gang at have givet slip og søgt den forløsning, der for Suzanne endte så fatalt dén aften i 1969.


Forrige anmeldelse
« Zero K «
Næste anmeldelse
» Hr. Struganoffs mad-alfabet »


Flere prosaanmeldelser