Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
8 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




F / Daniel Kehlmann / 272 sider
Lindhardt & Ringhof. ISBN 9788711345450
Anmeldt 16/9 2014, 21:37 af Lars Ole Bonde

Høj tysk humor


Høj tysk humor

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Mange af os (danskere) har en fordom om, at tyskerne mangler humor. F kan anbefales som en effektiv modgift mod denne fordom. Daniel Kehlmanns roman er ganske vist ikke sådan én, man klukker løbende over eller griner højt af pga. sjove vitser eller munter satire. Humoren er på et andet plan: Fx træder det groteske i tilværelsen frem på sprogligt og dramaturgisk overraskende måder. Det er desværre ikke muligt at komme med et kort citat til illustration, for humoren folder sig ud over længere stræk med den subtile overraskelse som det vigtigste greb.

F kan stå for mange ting, men må først og fremmest stå for FATUM = Skæbne. Romanen er en dybsindig, spændende og altså også morsom udforskning af fænomenerne skæbne og identitet – forstået som: de kræfter der former og definerer et menneske og dets livsløb. Psykologisk set et kerneemne, og vel noget enhver læser tænker over indimellem?

Kompositionen er raffineret, men virker ikke kompleks under læsningen. Romanens tidsspæn er vel ca. 40 år. Vi følger faderen Arthur, en mislykket forfatter, og hans tre sønner (halvsøskende): storebroren Martin og to lidt yngre tvillingebrødre Eric og Iwan, fra de er små drenge til de som voksne ”møder deres skæbne”. Nogle af romanens kapitler eller afsnit tager os tilbage til brødrenes barndomsår, andre skildrer dem som voksne mænd i parallelle kapitler. Til sidst samles trådene i et kapitel om den ene tvillingebrors forsvinden, hvor det vi allerede har læst om ham og den i brødrenes og hans eget kapitel ligger som en smuk klangbund hos læseren. Den snu fortæller sørger for, at vi, læserne, kender den forsvundne tvillings skæbne, mens brødrene ikke gør det. Det skaber en særlig, bittersød læseoplevelse.

Fortællerstemmen skifter fra kapitel til kapitel: Første kapitel om hovedpersonernes møde med hypnotisøren ”Den store Lindemann” er fortalt i tredje person og set udefra af en mere eller mindre alvidende fortæller. Det følgende kapitel berettes i første person af storebroren Martin, der er præst (en stærkt tvivlende sådan). Så følger et på én gang stramt og besynderligt kapitel, ”Familie”, angiveligt fra fader Arthurs kontroversielle roman, som han har skrevet efter at have forladt familien for altid. Derefter kommer tvillingebrødrene på banen, finansmanden Eric i en hektisk og stresset beretning, kuratoren og maleren Iwan i en filosofisk og melankolsk stil. Endelig sluttes der af i et tredelt kapitel, fortalt i tredje person med indresyn af Erics datter Marie, en pige på en halv snes år. ”Den store Lindemann” dukker op igen i næstsidste kapiteldel, nu som blind og afdanket spåmand der lægger tarotkort for Marie. Hun er på tur med sin nyopdukkede bedstefar Arthur, der har et par spydigheder at sige hypnotisøren.

Bogens røde tråd og afgørende begivenhed er brødrenes og faderens oplevelse af ”Den store Lindemann” ved en forestilling, hvor bevidstheden og dens mekanismer blotlægges på gådefuld vis. Arthur tror ikke på hypnose, men påvirkes tilsyneladende afgørende af oplevelsen, og sønnerne går heller ikke upåvirkede fra mødet med hypnotisørens virtuose omgang med menneskets ubevidste. Læseren sidder tilbage med en masse undren og ubesvarede spørgsmål, ikke mindst efter at have læst om de fire hovedpersoners skæbne. Blev de alle fire manipuleret af hypnotisøren, eller satte han deres egentlige væsen fri? Hvis det sidste er tilfældet, er vi så frie eller determinerede væsener?

Men bogen har også overskud til at behandle mange andre store temaer: uendelighedens væsen, som den opleves af store børn; det sande og det falske i kunsten, oplevet på ekspertniveau; troen og forstillelsen, oplevet i præsteperspektiv; forældres og bedsteforældres nærvær og fravær, oplevet i børnehøjde. Og meget andet. Det er virkelig en rig bog, som rumsterer i bevidstheden længe efter at man har læst sidste side.

Afslutningsvis vil jeg kritisere bogens bagsidetekst = forlagets præsentation af romanen. Jeg kan ikke citere den her, for jeg vil gerne undgå at læsere af denne anmeldelse skulle snydes af en kort synopsis, der røber alt for meget. Om brødrene skal læseren ikke vide andet end at de er (halv)brødre og evt. at deres skæbner flettes sammen på uforudsigelige og overraskende måder. Forlaget har prisgivet bogens plot (og erkendelsesmæssige hovedtema) i en enkelt sætning på bagsidecoveret – og dermed snydes den læser, som har læst samme sætning, for gradvist at erkende den omhyggeligt tilrettelagte, gradvise afdækning af dybe og bærende sammenhænge i bogens plot og idé. Det er rigtigt at ”F er en roman om løgn og sandhed, om skæbne og tilfældigheder, familie, falskhed og fiktionens kraft.” Men læseren skal have lov til selv at finde ud af hvordan dette hænger sammen og foldes ud – for kun på den baggrund får han/hun den fulde glæde af en ganske suveræn fortælling.


Forrige anmeldelse
« Stallo «
Næste anmeldelse
» De utilpassede – et blodigt e... »


Flere prosaanmeldelser