Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Helioskatastrofen / Linda Boström Knausgaard / 116 sider
Lindhardt & Ringhof. ISBN 9788711377321
Anmeldt 25/2 2014, 06:36 af Lars Ole Bonde

En roman om skizofreni og depression?


En roman om skizofreni og depression?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Jeg er på et psykiatrisk hospital, mens jeg skriver disse første ord i min anmeldelse. Jeg er behandler og forsker, ikke patient. Men jeg ved, hvordan det er at være patient. Har selv prøvet det, for mange år siden. Romanforfatteren har også prøvet at være psykisk syg. Det ved vi fra hendes berømte ægtemands bøger 1). Stemmen i bogen er imidlertid ikke selvbiografisk, men den er meget stærk, insisterende og autentisk. Det er nok derfor, romanen rammer mig så stærkt. Det er lykkedes forfatteren at finde et sprog, som kan beskrive den oplevelse et menneske med et specielt og måske ekstra følsomt sind har af sig selv og verden, i lyse såvel som mørke perioder. Følelsen af at være helt alene og skulle kæmpe for at forstå, hvordan man gør, og hvor svært det er at blive forstået - især hvis man, uden at ville det, havner på den forkerte side af normalitetsstregen.

Man kan sagtens læse fortællingen i et af romanens mange betydningslag som et indlæg i den verserende debat om medicinering versus psykoterapeutisk behandling af psykisk syge mennesker. I så fald er det et indlæg på den kritiske overlæge Peter Gøtzsches side - imod den etablerede hospitalspsykiatri: mod overmedicinering, for psykosocial behandling og terapi. Hovedpersonen Anna bliver medicineret fra starten og formodes at være psykotisk og alvorligt depressiv. Men er hun det? Er hun gal? Hvornår er et menneske galt? Her er et par eksempler på Annas oplevelse af den behandling, hun får/udsættes for. Først om overlægen, hendes psykiater. De mødes, efter at Anna har skåret sig selv i hånden med en kniv. Overlægen mistænker en af hendes plejebrødre for at have smuglet kniven ind:

Kom Urban med kniven? spurgte han så.
Jeg så ud over ham, forsøgte at forstå hvem han var. Om han kendte til slangen i brønden og gruset, om han vidste, hvordan månen skinnede. Men på trods af at han var overlæge, vidste han ingenting, og det skræmte mig så meget, at hjertet hamrede løs i brystet. (s. 95)

Så om plejepersonalet. Hun har en tilsyneladende empatisk plejer, men oplever at han vender hende ryggen, efter at hun har skadet sig selv:

Jeg forstod så meget, som at plejere aldrig måtte have forventninger til en patient, aldrig investere noget af sig selv i dem, de drager omsorg for, og måske havde Artan gjort det, uden at vide det selv. (s. 98)

Og om medicineringen:

Den nye medicin gjorde tungen stiv, og hvis jeg ikke havde kunnet tale tidligere, var det nu helt umuligt. (s. 98)

Det er hjerteskærende læsning, og jeg kan blive helt flov på behandler-standens vegne. Men Anna er ikke selv fordømmende, hun resignerer bare. Psykiatrien i dag er ellers meget optaget af recovery og resiliens, men den positive indstilling til menneskers selv-helende evner er der desværre meget lidt af i romanen.

En roman med mange lag
Vigtigt: Helioskatastrofen er så meget mere end en roman om psykisk sygdom. I første halvdel af bogen oplever læseren slet ikke Anna som syg, hun er bare meget speciel og gådefuld. I kraft af sit suveræne sprog får Boström den unge piges verden til at leve stærkt i læserens bevidsthed.

Hele historien er særpræget, og ikke mindst anslaget er meget specielt. En 12-årig pige fødes i rustning og med vinget hjelm ud af sin fars pande - som da Athene fødtes af Zeus ifølge græsk mytologi. Hvordan kan vi forstå dette? I beretningen får vi at vide, at faderen Conrad umiddelbart efter ”fødslen” bryder sammen og indlægges på psykiatrisk hospital med diagnosen skizofreni. Anna havner hos en plejefamilie i Nordsverige, mod sin vilje - men hvad kan hun gøre? Hun prøver at få et liv ud af det – blandt fremmede. Det lykkes ikke særlig godt. Bl.a. derfor er der mange oplevelsesspor og tolkningsmuligheder.

Man kan f.eks. også læse romanen som historien om en familieplejeanbringelse. Plejefamilien er en god familie med far, mor og to teenagedrenge, i et område hvor en kristen sekt har stor indflydelse – og også får det på Anna, selvom hendes familie ikke hører til sekten. Den usædvanlige plejedatter fungerer som en slags katalysator for alle de skjulte spændinger i familien og lokalsamfundet, og Annas særlige evner – hun kan tale i tunger – bliver hverken til velsignelse for hende selv eller for familien. Næsten alle har for travlt med deres eget, og dette meget menneskelige træk skildres knivskarpt og ofte tåkrummende præcist som set gennem Annas øjne. Et enkelt eksempel fra en fælles madlavning, som plejemor og –far har trumfet igennem, angiveligt for at få mere fællesskab i familien:

Alle anstrengte sig for Birgittas skyld. Jeg havde en fornemmelse af, at det var vigtigt hele tiden at holde sig i gang, at standse op og tænke ville kunne ødelægge alt. Næste bevægelse og næste, for at Birgitta ikke skulle bryde sammen. Hun havde satset så meget. (s. 58)

En roman om det at være kunstner?
Det er også en mulighed at fokusere på den lille romans urealistiske eller magisk-mytologiske træk. ”At tale i tunger” er vel en rimelig metafor for en god forfatters/kunstners evne til at forme en ny virkelighed for læseren. At være født ud af sin fars pande – som Athene, som Anna – er måske en mere gådefuld metafor, men den fortæller klart om en særlig binding mellem far og datter (en mor omtales faktisk overhovedet ikke), og datterens forsøg på at få kontakt med og forstå faderen er et gennemgående tema i historien. Hun kommer – som Ikaros - for tæt på solen, og det er en katastrofe. Men hvad består den egentlig i? At hun bliver spændt for andres (ild)vogne end sin egen, måske? Man forstår, at Anna kun ønsker at dø:

Så mærkede jeg brøndslangens glatte krop. Nu skulle vi altså mødes. Slangen snoede sig op om mig, trak mig ned mod brøndens bund, som var dækket af unge træskud og søgræs. Vi så hinanden i øjnene og det var som at se i et spejl. Jeg så mig selv i det øjeblik, jeg blev født, jeg så den, jeg var, uden alt det, der siden lagde sig på mig, jeg så mit nøgne liv, men det var ikke min fars øjne, jeg spejlede mig i, men slangens, og dette var mit sidste øjeblik, fortalte slangen mig, sådan her ser døden ud…. (s. 78)

Som det fremgår, er romanen fuld af stærke billeder og samtidig skrevet i et enkelt sprog, hvor alt overflødigt er skrællet af. Fortællingen fremkalder mange spørgsmål, og den giver meget få svar. Det er en af dens store kvaliteter, at det kun gør den endnu mere læseværdig. Som læser fanges man ind af det suveræne sprog, som åbner ind til stærke oplevelser og dybe erfaringer. Det er en stor, lille roman.

1) Karl Ove Knausgaard skriver i bind 6 af Min Kamp om sin kones depression, og i bind 5 om sine egne erfaringer som medhjælper på et psykiatrisk hospital i halvfemsernes Norge.


Forrige anmeldelse
« Luskefisefortællinger «
Næste anmeldelse
» Profetens datter »


Flere prosaanmeldelser