Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Luskefisefortællinger / Jens Blendstrup / 120 sider
Samleren. ISBN 9788763829601
Anmeldt 14/2 2014, 06:19 af Lise Majgaard Mortensen

En vægtig pixie-bog til voksne


En vægtig pixie-bog til voksne

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Jeg har aldrig før læst et værk fra Jens Blendstrups pen. Så er det sagt. Det er nok en fejl i min litterære opdragelse, det ser jeg nu. Men at jeg gik til Luskefisefortællinger uden nogen anelse om, hvad der ventede mig, gjorde blot oplevelsen – og overraskelsen – endnu større. Jeg kan ikke sige noget om, hvordan Blendstrup plejer at skrive. Jeg kan blot prøve at gengive min jomfrurejse ud i det blendstrupske univers.

Luskefisefortællinger er af Blendstrup selv benævnt som ”falske historier fra en sand barndom.” Det er en lang række vignetter skrevet i et barnevoksent sprog – skrevet af en voksen, der tydeligt husker, hvordan det var at være barn i Risskov sammen med Neger Thomas og Klunke og Mumi og Mikael og Finn.

Han trækker os med tilbage nogle måske-minder, som man, selvom man ikke selv var der, på en eller anden måde kan nikke genkendende til. Måske det hjælper, hvis man trykker på øjnene og ser godt efter?

Sprogblomster kan nydes igen og igen
Man skal ikke forvente en lang, sammenhængende roman. Nej, Luskefisefortællinger er en pixie-bog til voksne på godt 130 korte sider, som kan læses i vindueskarmen på en kvart formiddag. Bogen emmer af sprogligt overskud og opfindsomhed, og den er fuld af hylemorsomme børneobservationer og prosapoetiske tekstbilleder, som slår gnister. Det er ikke decideret poesi, men oplevelsen er lidt den samme: Man kan tilgå historierne uden sammenhæng og opleve disse øjebliksbilleder og følelsesudbrud, som de er.

Bogens kortfattede format og fokus på sproglig snilde er både en styrke og en svaghed. Man ønsker sig længere ind i Jens’ barne-/teenagehjerne, man vil forstå ham og lære ham at kende, men man får ikke lov. Man kunne derfor fristes til at afskrive bogen som en bagatel – et kort afbræk og videre til næste. Men det er ikke sådan, Luskefisefortællinger skal læses. Man skal i stedet tage det, man får og få det allerbedste ud af det.

Og det får man, opdagede jeg, ved at læse bogen flere gange. Jeg brugte første gennemlæsning på at komme mig over det chok, det var, at blive konfronteret med en flodbølge af sproglig kreativitet, der næsten væltede mig om kuld. I en tid med alt for mange uopfindsomme krimidaskere bliver man hurtigt for vant til en sproglig fladhed, og det er en fryd at tage sig tid til at fordybe sig i sproget i stedet for handlingen.

For hver gennemlæsning kommer nye sprogblomster til syne, ligesom når man kigger – sådan rigtigt kigger – på et billede på væggen i stuen, og nye former og farver kommer til syne. Således var Luskefisefortællinger også en ny men efterhånden velkendt oplevelse, da jeg læste den i toget. Og igen da jeg læste den en onsdagstræt aften på sofaen, mens manden så Premier League.

På netop denne aften skinnede følgende billede ud på mig og fik mig til at ønske, at jeg havde fulgt mine brødre til fodbold: ”Så skød jeg bolden over målet og vækkede flagermusene der hang som tunge pelsede frugter i træerne. Målmanden lo. Jeg lo også. En ond puslingelatter. En udspekuleret taberbacks lyse smilelatter.” Beskrivelsen af fodboldkampen mellem VRI og Hjortshøj-Egå er så stikkende præcis, at man føler, man var med, og man føler taberbackens ambivalens over at have vundet en kamp for VRI med ”rabies frem for snilde.”

Lille- og Voksen-Jens
Luskefisefortællingernes tematikker er mange og tunge: Pubertet, racisme (eller mangel på samme), fedme, alkoholisme, ansvar, svigt, parforhold, skilsmisse – og en snert af børnelokkeri. Og vi ser det hele gennem et slør af barndom. Men trods den barnlige tone, der ligger som en skal rundt om bogen, føler man vægten bag ordene.

Inden i alt det barnlige ligger nemlig også en latent alvor, som stikker hovedet frem indimellem. Som for eksempel historien om Bimses farfars vognmandsfirma, som gik nedenom og hjem. Her bliver Lille-Jens gammelklog, eller også er det Voksen-Jens, som tager ordet: ”Et livsværk sidder i en. Fjerner man det, en mand står for, mangler manden noget at se tilbage på. Og så orker han ikke at se fremad heller. Så ender han med at glo ind i sig selv, ind i karosseriet som vi har under os som er fuld af gamle river og værktøj.”

Det er dynamikken mellem Lille- og VoksenJens, der er mest bemærkelsesværdig, da det giver en skizofren tone til teksten. Som en mand, der er fanget mellem to identiteter. Og som kvinde fristes man til at tro, at Blendstrups falske skildring af en sand barndom nærmere er en slags repræsentation af mænd, som de er flest – helt indeni. Som om de faktisk har haft en evigbarnsmaskine, der har sørget for, at deres pubertetsæg aldrig er revnet.

Kilde til inspiration
Der er altså intet som at opdage en veletableret forfatter alt for sent i livet, for så har man endnu resten af forfatterskabet til gode. Jeg formoder, at der ligger mange Blendstrup’ske sprogblomster og venter på mig på biblioteket.

Og det bedste ved mit første møde med Blendstrup er det sproglige gåpåmod, jeg har taget med mig videre: En mere legesyg tilgang til kommunikation i hverdagen og et håb om at kunne forny nogle fastlåste kedelighedsformuleringer, som præger mit arbejde. Fra nu af vil jeg have Lille- og Store-Jens in mente, når jeg griber min pen: Bask dig ud af den sproglige boks, få teksten til at røre på sig, kom nu!


Forrige anmeldelse
« Hvad reddes kan «
Næste anmeldelse
» Helioskatastrofen »


Flere prosaanmeldelser