Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Han er tilbage / Timur Vermes / 372 sider
Tiderne skifter. ISBN 978-87-797-358-59
Anmeldt 9/1 2014, 20:56 af Torben Rølmer Bille

Sieg hejsa!


Sieg hejsa!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det har i mange år været nærmest et faktum, at tyskere – uanset alder – besidder en slags kollektiv dårlig samvittighed som folk takket være begivenhederne under 2. verdenskrig. For at fortrænge denne skyld har Bundesrepublikken endog forbudt alt, hvad der har med nationalsocialisme at gøre, lige fra hagekors til de forstyrrede individer, der stadig hårnakket påstår at have det politiske udgangspunkt som nazisterne.

Selv om overskægget har kastet lange skygger over den tyske selvforståelse, er der dog en opblødning på vej. I 2011 var der en stor, interessant udstilling i Berlin om netop Adolf Hitler – en udstilling, der grundet interessen fra både tyskere og turister, blev forlænget flere gange. Én ting er dog kulturlivets forsøg på at dulme smerterne fra fortiden, en anden metode er humoren.

I 1998 udsendte den tyske tegneserieskaber Walter Moers ligefrem et lille hæfte med titlen Adolf, som er en række striber, hvor der gøres tykt grin med Hitler. Denne gang er det som tegneseriefigur. Bogen blev udsendt på dansk i 2001 og i løbet af 2014 bliver der ligefrem lavet en tegnefilm på baggrund af denne. Men dennes popularitet kan slet ikke måles med Timur Vermes’ debutroman Han er tilbage (org. Er ist wieder da), der har solgt over 700,000 eksemplarer i Tyskland alene, ifølge de seneste tal fra 2013.

I Vermes roman, der naturligvis fortælles i førsteperson, vågner Adolf Hilter på mystisk vis op på en tom byggegrund i Berlin om sommeren 2011. Han har ingen klar erindring om, hvordan han er endt der, hvorfor han ikke er blevet ældre, end han var i efteråret 1945, eller hvad der er sket i mellemtiden. Han rejser sig derfor for at bese det moderne Tyskland, filtreret gennem hans egen optik.

Hitler møder allerførst en avismand, der tager sig kærligt af ham og lader ham midlertidigt overnatte i sin kiosk, men der går ikke ret lang tid før, den fhv. Fører får meget mere opmærksomhed af folkene omkring kiosken. Han er naturligvis omgærdet af en del mystik, men langt de fleste er sikre på, at han er en satiriker, der konsekvent bare nægter at lade sin maske falde. Derfor kommer Adolf også hurtigt i mediernes søgelys. Som en start får han en lille rolle på et satireshow, men hans ambitioner er, som den kvikke læser nok godt kunne gætte, meget, meget større.

Han er tilbage er en ganske morsom bog, der godt kan læses af de fleste med hang til sort humor. Vermes har sat sig godt ind i hans figur og selv om undertegnede har læst Hanne Lunds glimrende danske oversættelse (lige med undtagelse af en enkelt fejl: Stirb Langsam bliver på s.253 oversat til ”Dø langsomt”, men det er altså den tyske titel på Die Hard, Hanne), så fornemmer man ganske tydeligt Hitler bag retorikken. Det må have været noget af en udfordring for Vermes at forsøge at ramme både Hitlers tale og ikke mindst hans tanker, men det virker, som om forfatteren har besluttet sig for at tage figuren så seriøst som muligt, selv om ideen har været at skrive en morsom bog – og det er i al fald lykkedes.

Hitler kommer med hans meget rabiate holdninger og hans konsekvente lidenskab for urtyske værdier til at være den straight-man, som de øvrige, latterlige mediefolk kan spille op af. Det er en kendt humoristisk strategi, men samtidig lader Vermes også Hitler fremstå som en næsten sympatisk figur, der naturligt nok lever i fortiden og har svært ved at forstå det moderne, højteknologiske Tyskland, som han er blevet en del af. Det er netop i de misforståelser der opstår mellem Hitler, og de, der omgås med ham, at komikken opstår, men den optræder også i scener, hvor Føreren forsøger sig med en computer, besøger en gruppe nynazister (som han i øvrigt ikke har ret meget andet en hån til overs for), tager til oktoberfest og meget mere, som ikke skal afsløres her.

Selv om bogen benytter sig et gammelt science-fiction kneb – den alternative virkelighed – til at fortælle sin historie med, så er bogen en ganske hårdhændet satire over de tyske politikere, de historieløse tyskere, som Hitler møder på sin vej, og ikke mindst leverer den en sønderlemmende kritik af mediebilledet i Tyskland. Her hjælper det virkelig at kende lidt til tysk tv og presse, men selv om man ikke kender dette indgående, er løjerne stadig til at følge med i.

Selv om hovedpersonen naturligvis forsøger at tegne et så nøgternt og ideelt billede af sig selv, så er bogen ej heller en, der forsøger at være entydigt sympatisk stillet over for sin hovedperson. Dette kommer eksempelvis til udtryk i kapitlet, hvor hans sekretær frøken Krömeier har besluttet sig at stoppe sit arbejde efter at have talt med hendes bedstemor, som oplevede hele sin jødiske familie blive gasset. Adolf holder naturligvis fast i, at det var det eneste rigtige at gøre.

Humor fungerer bedst, hvis der midt i galskaben også findes et gran af sandhed, som man griner af og med den højredrejning, vi i disse år igen ser i det politiske landskab, er de fantasier, som udspilles i Vermes’ bog, måske ikke så langt ude alligevel. Det er skræmmende, men heldigvis også virkelig morsomt. Så selv om Han er tilbage måske ikke er et literært mesterværk, så er det alligevel en sjov, satirisk bog, der både tager tykt pis på samtidens Tyskland og undervej pirker drilsk til læserens egne holdninger undervejs.


Forrige anmeldelse
« Senseis Mappe «
Næste anmeldelse
» Dig og mig ved daggry »


Flere prosaanmeldelser