Den amerikanske forfatter Dennis Lehane er tilbage med opfølgeren til sin historiske roman Den givne dag fra 2008. Lev om natten er en drengeroman med gangstere, skuddueller, femme fatales og masser af spænding, men det er også en roman, der bevidner Lehanes bredde som forfatter.

Lokal Boston-forfatter
Lehane vandt for nylig den prestigefyldte Edgar Award for Lev om natten og satte dermed Gillian Flynns super-bestseller Gone Girl til vægs. Dette kan skyldes, at Lehanes originale romaner har en særlig plads i mange amerikaneres hjerter, ikke mindst fordi han gør en dyd ud af at repræsentere et særligt hjørne af USA og amerikanskheden. F.eks. indeholder både Den givne dag og Lev om natten en ærkeamerikansk kærlighedserklæring til nationalsporten baseball.

Derudover udspiller de fleste af Lehanes romaner sig i lokale settings i og omkring Boston, Massachusetts og New England. Gennem Lehanes historier lærer man området, byen, mentaliteten og menneskerne i over- og underverdenen at kende og finder genkendelsens glæde i gadenavne og tilbagevendende figurer. Lehane forstår altså at skabe lokalfølelse, hvilket han også præsterede som manuskriptforfatter på flere afsnit af HBO-serien The Wire, som er særligt fokuseret på byen Baltimore.

Lehanes romaner er også populære som forlæg til film, hvilket må skyldes hans filmiske – eller ukomplicerede – prosastil med masser af handling, som lettere lader sig oversætte til billeder. Men han lader andre om at producere screenplays til de film, som er baseret på hans bøger, bl.a. Scorsese’s Shutter Island og Clint Eastwood’s Mystic River. ”I have no desire to operate on my own child,” siger han.

Men instruktørerne, der melder sig til at visualisere Lehanes historier, har samme indgående kendskab til og kærlighed til Boston og New England – så den nærhed, man elsker ved hans bøger, flytter med over i filmene: Man får lov at se de steder, man har hørt så meget om, og filmene giver også et herligt indblik i den noget udprægede Boston-dialekt med de åbne A’er [baastan], som bøgerne ikke kan gengive. Den lokale Boston-kendis Ben Affleck instruerede f.eks. Gone Baby Gone i 2007, og han ser også ud til at få instruktør- og hovedrolleansvar i filmatiseringen af Lev om natten i 2014.

To romaner i en historisk trilogi
Lev om natten er altså opfølgeren til Den givne dag og leder efter sigende op til af afsluttende tre’er, som er undervejs. Sammenhængen mellem de to romaner findes i hovedpersonen Joe Coughlin, som er søn af politimanden Danny Coughlin, der drev den ene handlingsstreng i den første roman.

Men hvor Den givne dag er en 700 sider lang saga om tiden lige efter første verdenskrig, finder Lev om natten sted i forbudstiden mellem 1920-33 og er en langt mere genreorienteret, noir-agtig gangsterroman med mere tjubang og glitter og ét fokuseret handlingsforløb.

Lev om natten bevæger sig desuden ud over Massachusetts grænser og giver et fint billede af datidens raceproblemer og økonomiske undergang både i og uden for USA. Men romanens primære formål er at fortælle historien om Joe Coughlins liv og kærlighed.

Vi møder ham som 19-årig knøs, der forsøger at arbejde sig op i Bostons hårdkogte gangstermiljø, og følger hans arbejde for først den irske gangsterboss og så den italienske boss, hele vejen til Florida, Cuba og hjem til Boston igen.

Joe er klogere og dybere end de andre gangstere, og han er ikke grådig og gemen. Han gennemgår en elegant udvikling gennem bogen og befinder sig til sidst i et limbo mellem hengiven ægtemand og hårdkogt gangster.

Men han har svært ved at vælge side og opgive underverdenen, for ”natten smager for godt,” siger han. Han opererer ud fra det præmis, at verden er et ubarmhjertigt sted, hvor tæsk er at foretrække frem for sult – men der er blødhed at spore mellem skudduellerne, så også kvinderne gider læse med.

Finanskriselitteratur
Underholdnings- og modeindustrien synes lige nu at have et særligt øje for jazztiden. Og det er vel ikke umuligt, at denne drejning skyldes koblingen og identificeringen med en anden finanskrisetid, som skabte dybe ar, men som ikke mindst står som eksempel på, at et opsving er nært forestående. Lehane kaster sig også over krisen for at minde os om, at efter regn kommer sol.

Joe, som ellers har fundet sig en ”depressionssikret” levevej, er ikke hårdkogt nok til ikke at lade sig påvirke af de skæbner, han ser omkring sig, efter at USA er styrtdykket. Og det er i beskrivelserne af depressionen, at romanen står stærkest: ”Præsident Hoover, der stod foran en genvælgelsesvalgkamp, talte hele tiden om et lys for enden af tunnelen, men de fleste opfattede nu at lyset kom fra det lokomotiv, der kom brusende for at køre dem over” (270).

Uden arbejde, uden tag over hovedet og uden håb slår folk sig på den forbudte alkohol – og det er her, Joe finder sit eksistensgrundlag. Alkoholens glemsel er måske et uholdbart og midlertidigt bedøvelsesmiddel, men det er det eneste, de har. Lehane leverer nogle gribende beskrivelser af de sølle og underbemidlede mennesker, som kun slår fra sig for at overleve. Og det er her, romanen modarbejder de klichéer, som ellers synes at præge romanens mere glittede historie og karakterer.

Lad dig underholde – og læs originalen
Den engelske originaludgave er uden tvivl at foretrække frem for den danske, først og fremmest fordi Lehane kan noget med sproget, som svært lader sig oversætte. Oversætteren har sine øjeblikke, hvor han formår at udnytte det danske sprog og skabe en slags poesi, der kan stå mål med originalen (f.eks. ”Han var landet på halebenet, så splinter af rygsøjlen føg som grus fra et bildæk op i kraniekassen”).

Men de fleste steder synes teksten at bære tungt præg af at være oversat og sidder fast i en engelsk ordstilling og ordlyd. Dertil kommer, at oversættelsen godt kunne tåle en ekstra omgang i korrekturmaskinen, da man på flere sider finder én eller flere ærgerlige slåfejl.

Lev om natten er ikke samme slags bog som Den givne dag. Den er knap så klog og knap så skarp, men den er mere underholdende og let tilgængelig, og her lader Lehane sig knap så ofte fortabe i lange beskrivelser og forklaringer. Desuden er Joe Coughlin en gennemarbejdet og kompleks karakter, som er værd at lære at kende. Det bliver interessant at se, hvordan Lehane vil føre Coughlin-slægten videre.