Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Jøderne i Husaby / Otto Gelsted / 304 sider
Lindhardt & Ringhof. ISBN 9788711353486
Anmeldt 13/11 2013, 21:15 af Sverre Kaels

Jøderne i Husaby


Jøderne i Husaby

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Udover nyere vægtige filmskabere til Drengene fra Sankt Petri, Flammen og Citronen og Hvidstengruppen har også ældre danske forfattere behandlet besættelsen og præsteret væsentlige værker, den i dag mest kendte måske lyrikeren Morten Nielsen, der ikke bare betalte med sin digtning, men også med sit liv. Nu kommer Otto Gelsteds (1888-1968) roman Jøderne i Husaby. Gelsted var blandt efterkrigstidens største lyrikere, en travl kritiker og anmelder, kommunist og antinazist, og han måtte flygte til Sverige i 1943, hvor de danske jøder hurtigt måtte væk til for ikke at blive deporteret af tyskerne, mens vi i Danmark droppede samarbejdspolitikken. Dette er nu 70 år siden. Dette markeres med genudgivelsen af Gelsteds autentiske roman, der handler om en forfatter, Tingsted, der i nattens mulm og mørke må bådflygte fra Danmark til Sverige. Det er en smuk, hård og blid roman, stedvist dramatisk men præget af en iagttagende forsigtighed, der ikke anlægger et forskuret syn på entydig og forsimplet heltemod, men fremstiller de modsætninger, nuancer og banaliteter, der også i så alvorlig en situation måske præger mennesker.

Det forsagte mod og mismod
Gelsted er og var en stor dansk forfatter, og bogen, der kom på svensk i 1944, er hans eneste roman. Som humanist virker det naturligt, at hans mærkeligt usynlige og næsten holdningsløse hovedperson, som repræsenterede han den danske passivitet, fra sin forsagte – og moralske? – svækkelse alligevel giver lyd til en række tragiske og hårrejsende historier om mennesker, der i flugten er blevet skilt fra deres kære. Om forældre der er blevet skilt fra deres børn. Om jøder og modstandsfolk, der har gennemgået rædsler og tortur. Det er trist at læse om, men det er også interessant og vigtig læsning.

Fra hovedpersonens afsondrede følelsesmæssige fravær, og i læserens tydende tanker om det, fortæller Gelsted en vigtig historie for vores kultur og historieskrivning. Er man dansker, bør den læses. Det er nemlig i værket påfaldende, at hjælpen til de mennesker, der overfor den frygtelige nazisme virkelig behøvede den, er præget af afklaret koldblodighed og detaljeret organisation, om end de hverdagsbanale trængsler i bogen næsten fylder mere, og stadig siger noget om danskernes generelle evne til at foretrække kaffe. Er vi ikke almindelige mennesker – også i en undtagelsessituation?

Samfundskritikken – og helten?
Gelsted fører en både melankolsk og meget skarp og kritisk pen, når fx jødernes race-, religiøse- og samfundsforhold debatteres. Sine steder ligner bogen en debatbog, og der gives plads til mærkeligt aktuelle synspunkter, nazismen ikke gav plads til, mens hovedpersonen, i hvile eller fravær, antager den lyttendes stilling og indstilling. Bogen er fortalt i nutid, og den er der stadig for meget af:

“Jeg vil ikke paastaa, at det skulle være umuligt engang at bestemme Racer og specielle Egenskaber, men det bliver først Aahundreder efter, at Samfundsforholdene er gjort lige for Mennesker og Racer, Nøjagtig det samme gælder forresten Kønnene! Vi kan ikke vide noget sikkert om Kønskarakteren, før Mand og Kvinde gennem generationer har haft samme Livsmuligheder.”

Stilles vi i dag lige i samfundet, og har mennesker af anden etnisk oprindelse de samme muligheder som os? – Det er måske kommunisten Gelsted, der her taler, det er i hvert fald humanisten, men når hovedpersonen næsten ikke taler, er det måske fordi, der dengang ikke var meget humanisme at tale om – og desto mere at gøre for den. Dette er handlingens bog, ikke de store drømmes, men professoren med citatet tror på, at det igen bliver mennesker og mangfoldighed, ikke forbrydere, der får magten:

“Ved De hvad (…) jeg anser for en stor Ulykke? Den grænseløse Letsindighed, hvormed man fastslaar et Menneskes Begrænsning! Jeg kunne ønske lidt mere Respekt for den uendelige Rigdom af Muligheder, der ligger i hvert eneste normalt Menneskebarn, der fødes på denne Jord.”

Det er smukt sagt, det er dejligt at høre. Nazismen var grænseløst ondskabsfuld, letsindig og dette mere end begrænsede blot menneskers muligheder. Og det er stadig en udfordring at stille mennesker lige i vores verden, at bekæmpe fordomme, ligesom Afrikanere og andre stadig må bådflygte under modbydelige forhold for at komme til vores fort Europa, hvor de betragtes som 2. klasses mennesker, ofte for at måtte påtage sig skyld over den økonomiske situation, de snarere ligger under for end har nogen andel i – og de åbenlyst frygtelige tilstande gør ikke bare hovedpersonen men mennesket tavst:

“En filosof siger, at af alle Slags Dyr er to de dummeste: de, der slet ikke kan tale, f.Eks Østersen, og de, der ikke kan tie…”

Det dobbelte Danmark og det dobbelte menneske
Gelsted kunne både tale og tie. Det var kendetegnende, at han, inden han bådflygtede, forholdt sig klogt i nogen ro men ikke derfor undlod at deltage og skrive. Forordet af Hans Hertel giver en levende beskrivelse af hans arbejde og karakter samt skriver om “Den dobbelte Gelsted:” Den elskelige humanist, den stille lyriker – og den stædige kommunistiske partisoldat.

Forfatteren var kommunist indtil han døde i 1968, og på det tidspunkt har Sovjet som bekendt allerede forrettet imperiale krigshandlinger både i Ungarn og Tjekoslovakiet. Han er blot ikke den eneste, der tager fejl, og som ofte er det nødvendigt at skelne mellem de tanker og ideologier, der findes om mennesker og deres idealer, og muligheden for at virkeligøre dem godt i praksis. Vores praksis må nuancere vores tanker, ligesom det jo også gælder vores danske historieskrivning om denne tid.

I Danmark anlagde vi officielt en betænkelig “pragmatik,” der før er set at kunne erstatte ordet “umenneskelig:” samarbejdspolitik – netop indtil 1943, hvor vi åbent og officielt gør oprør. Vi har delvist måttet revidere vores historieskrivning, der netop var præget af en trang til nostalgisk heltemod, der reelt blot ikke var overvejende praksis, men det siger også noget om den ting, at afvejninger, der foregår under bestemte forhold, er meget lette at kritisere, når disse forhold har ændret sig og den rigtige vinder har vundet: når kritik og modstand overhovedet er mulig. Fx udtaler statsminister Vilhelm Buhl i september 1942:

“Sabotage er en af de alvorligste forbrydelser…I almindelighed kendes der for sådanne forbrydelser i de krigsførende lande kun én straf, nemlig dødsstraf.”

Gavner modstand altid? Fortiden er ikke bare fortidens egen, men navnlig dens eftertids. Og hvor nationalisterne og vores fantastiske modstandsfolk dengang havde ret i deres sag, og den nationale sag også var selve menneskets, findes der nok i dag nationalister fx i vores eget land, der ikke kæmper menneskets sag, men stadig ikke ved lov bør tvinges til at læse humanister, hvis bøgers almindelige brandværdi på gader i øvrigt forholder sig udeltagende til det omfang, hvormed de ikke bliver læst.

Det er denne menneskesag, mennesker der lever i landflygtighed også i deres egne hjerter, skæbner der er hjemløse ikke bare geografisk men eksistentielt, og som forbinder konger, hyrder, digtere, profeter, nomader og genier i deres vandring gennem tusinder af år, og derfor betegner selve menneskets sag, dets accept af og kamp med, hvad det menneskelige er – under denne synsvinkel, at Gelsteds værk vokser. Jøderne i Husaby er ikke bare et bestemt tidsbillede, men udtrykker noget essentielt menneskeligt, der går igennem tiderne men hæver sig over deres tidslige vilkårlighed. Med følelsen af tavs gru forlader læseren den tyste hovedperson, der mærkeligt udeblivende og tavst har sagt noget umærkeligt blivende, og næppe råbende mere.


Forrige anmeldelse
« Lev om natten «
Næste anmeldelse
» Lignelsesbogen - en kærligheds... »


Flere prosaanmeldelser