Den erotiske litteratur har set noget af et boom inden for de sidste par år, ikke mindst takket være succesen med Fifty Shades-trilogien om kærlighed i en verden fuld af bondage og S/M. Siden da er der blevet udgivet flere erotiske fortællinger, der involverer disse feticher, og Juliette-selskabet er én af dem. Uanset om disse bøger er velskrevet eller ej, kan det ikke benægtes, at de har ramt en kerne, især tilhængere af Fifty Shades. Undertegnede kan ikke sammenligne Juliette-selskabet med alle de andre romaner i samme genre, men jeg kan fortælle, om det er en god bog eller ej. Og til det må jeg svare: ikke rigtig.

Den erotiske litteratur har eksisteret i flere hundrede år. Hvor langt tilbage kan vi ikke vide med sikkerhed. Men med den viden vi har om menneskehedens psykologi, kan det vel ikke komme som en overraskelse, hvis vi en dag finder ud af, at jægerfolket malede erotiske billeder på deres hulevægge. Der er blevet fundet erotiske malerier på bordeller i Pompei, i villaer i Rom, og selv Kama Sutra er et billede på, at sex har været en stor del af menneskets nydelse i lang tid.

Vi kender dog alle Marquis de Sades sadomasochistiske fortællinger, Justine og 120 dage i Sodoma, og Fanny Hill af John Cleland. O’s historie, Satyrikon og Decameron (som du måske kender som filmatiseret udgaver) er også værker i samme genre, som har opnået (berygtet) berømmelse. Den kvindelige forfatter, Anaïs Nin, skrev bl.a. De små fugle og Venusdeltaet.

Sasha Grey springer nu ud som forfatter til Juliette-selskabet og ender i selskab med de førnævnte kunstnere. Som 18-årig indtog hun pornoindustrien med storm, bl.a. med øjenåbnende hardcore-scener, der var som taget ud af den bog, hun netop har skrevet. Tre år senere trak hun sig tilbage og blev nærmest et brand i sig selv. Hun er nu skuespiller, bl.a. kendt fra Entourage og Steven Soderbergs The Girlfriend Experience, men også musiker, fotograf og altså nu forfatter.

Som historiefortæller gør hun det godt. Hendes beskrivelse af erotikken og det seksuelle er yderst visuelt. Intet bliver overladt til fantasien. Hver eneste sveddråbe, hver eneste spytklat, hver eneste kropssaft bliver beskrevet fra ende til anden. Du bliver ikke på noget tidspunkt i tvivl om, hvem der laver hvad, og hvor diverse kropsdele befinder sig henne. Grey formår at vikle følelser og handlinger ind i hinanden på en så naturlig måde, at det næsten føles, som om du selv er der. Billederne vil fare gennem dit hoved og sætte sig fast, indtil orgasmen i bogen er nået. Af mangel på bedre ord er det ligesom at læse en pornofilm. Hun skriver, så både kvinder og mænd føler sig underholdt.

Men tydeligt er det, at dette er hendes første roman, og desværre kommer der alt for mange af hendes egne meninger med ind i historien. Den er skrevet i jeg-form, og derfor ville jeg have ønsket, at Grey havde distanceret sig mere fra hovedkarakteren. Det er åbenlyst, at Grey trækker på sine erfaringer fra tiden i pornobranchen, og det virker som om, at hun ser Juliette-selskabet som en mulighed for at nedgøre nogle af dem, hun kendte fra den tid, men også for at indsætte nogle af hendes egne holdninger til sex, religion og kærlighed. Og det ville have været helt fint, havde det ikke været fordi, at Greys holdninger slet ikke stemmer overens med hovedkarakterens personlighed. Mere om det senere.

I Juliette-selskabet møder vi Catherine, en ung filmstuderende som lever i et forhold med Jack. Han arbejder dag og nat på at føre en valgkampagne for en spirende politiker, og han og Catherine har derfor på det seneste ikke stor kontakt til hinanden. Deres sexliv er dødt og deres forhold kører i stampe og i stampe og i stampe. Catherine er dog stadig forelsket i Jack, men han er ofte sur og afvisende. Derfor opdigter hun seksuelle fantasier om sin filmlærer, når hun sidder til lektioner og er besat af at se, om bulen i hans bukser vokser eller ej blot ved synet af hende.

Hun fantaserer om de film, hun og hendes medstuderende skal analysere. Der findes ikke ét kapitel, hvor hun ikke tænker på en filmklassiker som f.eks. Citizen Kane eller Eyes Wide Shut eller Vertigo, hvor hun leger med tanken om, hvad filmkarakterernes seksuelle præferencer er, og hvad der har gjort dem sådan. I filmatiseringen af Justine forestiller hun sig selv som hovedpersonen.

Faktisk er det sådan, at fantasien er det, som driver Catherine. Størstedelen af de seksuelle udskejelser i denne bog foregår inde i hendes eget hoved. Selv efter hun møder Anna, som præsenterer hende for en verden af seksuel nedværdigelse og frigørelse, bliver hun ved med at forestille sig ting og fantasere om orgier, afstraffelser og trekanter. Det vil sige, at Catherines personlighed og hendes udvikling ikke stemmer overens med de handlinger, hun gør. Og her er det, at Greys egne meninger ikke rigtig passer til Catherine.

Catherine er en person, der længe har holdt sig tilbage og ikke ville indse det, hun hele tiden har vidst om sig selv. Nemlig at hun tænder på hård og voldsom sex. Catherine er en intelligent kvinde, der klæder sig i frækt tøj, men hun opretholder en facade med kæresten Jack, fordi hun elsker ham meget højt. Allerede fra starten kaster Grey sine holdninger til sex og religionsvanvid og dobbeltmoralskhed ind i Catherines personlighed og det stemmer bare ikke overens. Det føles slet ikke som om, at Catherine udvikler sig i sin rejse fra sexhungrende killing til en umættelig tiger, netop fordi hun fra første kapitel til det sidste ikke ændrer sig særlig meget.

Grunden til at Catherines eventyr ikke føles tilfredsstillende er fordi, det meste af hendes handlinger ikke eksisterer i virkeligheden. Det er en drøm, en fantasi. Hun laver faktisk ikke særlig meget i denne historie, og resultaterne af hendes handlinger føles derfor mangelfulde og uden konsekvenser. En udfordring til dig, kære læser, efter du har læst Juliette-selskabet, er at genlæse det første og sidste kapitel og så se, om du kan fornemme en udvikling i Catherine.

Selvom Grey har et talent for at skrive, mangler hun forudsætningen for at kunne sætte sig i læserens sted og tænke på, om andre end hende får en tilfredsstillende afslutning på hendes historie. Der er desværre også to-tre sidefortællinger, som føles overflødige og kun er med, fordi Grey har noget at sige om en hvis berømthed eller om et vist erhverv, f.eks. Britney Spears eller politikere.

Jeg håber, hun skriver flere bøger, så hun kan udvikle sig som forfatter.

Til sidst har jeg et spørgsmål: hvorfor Juliette-selskabet? Titlen antyder, at det er et selskab, som vil få stor betydning for enten handlingen eller Catherine. Men desværre efterlader titlen, og selskabet som den er baseret på, flere spørgsmål end svar.

Catherine bliver for alvor kun viklet ind i dette selskab og dets edderkoppenet til absolut sidste øjeblik, og selv da virker det kun som en eftertanke. Det såkaldte Juliette-selskab (hvis formål og involvering i Catherines liv ikke skal afsløres her) fortjener ikke at stå på bogens omslag, og som læser kommer du ikke nærmere ind på livet af det, end Catherine gør. På en måde fingerer Juliette-selskabet som Chinatown i Polanskis film af samme navn. Juliette-selskabet er en følelse, en tilstand, en måde for Catherine at leve livet på. Men det der gjorde Chinatown til en berygtet og skræmmende bydel i filmen, var karakterernes kendskab og fortid sammen med Chinatown. I Juliette-selskabet har Catherine ingen forbindelse til det infamøse selskab før til sidst, og spændingen og forløsningen er derfor ikke til stede.

Masser af potentiale. Knap så fængende roman.