Sjette og sidste bind af Karl Ove Knausgårds Min kamp er kolossalt. Næsten 1300 sider i den fine danske udgave, oversat af Sara Koch. Man forstår forfatterens begejstring for den oprindelige idé om at udgive bogen som føljetonroman – et bind om måneden i et helt år. Det turde forlaget dog alligevel ikke binde an med, så det endte altså med mastodont-formatet. Resultatet er en noget uhandy mursten af en bog, svær at slæbe rundt med, så man må finde sig en god læsestilling - og så ellers gå i gang. For mig skulle der en hel juleferie til at komme igennem. Måske var det gået lettere med e-bogudgaven?

Men det lønner sig. Bogen er en på alle måder tilfredsstillende og fornem afrunding af et enestående litterært projekt. I åbningen af bind 6 bider bogen sig selv i halen. Karl Ove skriver nu (2009-2011) på sekseren, mens han venter på at første (og de næste fire) bind skal udkomme.

Vi følger hans meget blandede oplevelser med at kontakte de navngivne personer, der skal tage stilling til om de vil optræde ved navns nævnelse eller anonymiseres. Bomben springer, da farbroderen ”Gunnar” totalt undsiger projektet og truer med retssag og det, der er værre for at stoppe udgivelsen. Retssagen bliver ikke en realitet, men i Karl Oves sind udspiller den sig intenst og over lang tid, fordi Gunnars kritik rammer ham på det ømmeste sted. Kan forfatteren forsvare sin roman, hvis han er upålidelig – uefterrettelig (som det hedder med et meget gammeldags ord)? Hvis han har løjet om kendsgerninger, og deres rette sammenhæng kan dokumenteres? I et mesterligt formuleret afsnit (s. 199-204) – udløst af et besøg i den mørke vaskekælder med børnenes snavsetøj – sætter Karl Ove sig selv på anklagebænken. Han må forsvare sig mod de mest pinagtige argumenter mod det selvbiografiske romanprojekt, men trods forfatterens pludselige store veltalenhed lykkes det kun delvist, og det fortæller en hel del om problemets omfang.

En anden vinkel på projektets problemer findes på s. 1084f, hvor Knausgård giver sit eget bud på ”kontakten” med læseren.

”Sådan er det. Det var det eneste mål jeg havde, at skrive det som det er. Nogle mener at jeg ikke havde ret til det, fordi det ikke kun var mig selv jeg brugte. Og det stemmer. Mit spørgsmål er hvorfor vi hemmeligholder det vil holder hemmeligt? … Hvad er det som er så farligt at vi ikke kan sige det højt?” (s. 202)

Mens bind 3-5 var en stort set sammenhængende skildring af Karl Oves udvikling fra 6 årig dreng til 25årig universitetsstuderende forfatterspire (anmeldt fortløbende af undertegnede her i Kulturkapellet), minder bind 6 mere om 1 og 2 i sin sammensatte form. Overordnet falder sidste bind i tre store dele. Første del (til s. 441) er et fletværk af hverdagsrealistiske beskrivelser af livet med Linda og de tre børn i Malmö (mens bind seks skrives), essayistiske afsnit om emner som børneopdragelse, arbejdsmoral (nogle indflettet i dialoger med vennen – og spejlet – Geir), litteraturens væsen og nødvendighed - og så naturligvis historien om slutredigeringen af det første bind, som volder så mange kvaler.

Anden del Navnet og tallet er et 500 sider langt litterært essay, som med udgangspunkt i anonymiseringen af faderen analyserer og diskuterer de store forfatteres måde at navngive eller anonymisere deres personer på. Det er også her, vi finder en omfattende gennemgang af Hitlers Mein Kampf med mange overraskende ekskurser.

Tredje og sidste del (igen ca. 400 sider) genoptager den selvbiografiske tråd og skildrer modtagelsen af de første fire bind, med interviews og optrædender, anmeldelser, endeløse rækker af avisartikler, følelsesmæssige reaktioner og intellektuelle refleksioner, plus historiens om Lindas dybe depression og mani i slutfasen af romanarbejdet. - Det er på en gang en stram og en meget løs komposition; faktisk får vi at vide at forfatteren – i tidnød – satte sig selv på den på en gang bundne og frie opgave at skrive 10 sider om dagen, uden at vide eller planlægge hvor de ville føre hen (s. 1109).

Hvad er det så for en læseoplevelse? Jeg kan sådan set godt forstå læsere, der lægger bogen fra sig, enten fordi det bliver for ”småt” med de mange ture til børnehaven, supermarkedet og frugtboden, eller fordi det bliver for ”stort” med de omfattende litterære og historiske analyser og de eksistentielle, dybdeborende overvejelser. Men på en forunderlig måde hænger det hele alligevel sammen og kan ikke tænkes uafhængigt af hinanden. Livet er i ”det små”, ja, men uden det bliver ”de store” spørgsmål enten meget abstrakte eller bare liv-løse.

Det mest usædvanlige er vel den meget lange, ikke-selvbiografiske midterdel, som begynder med en dybtgående analyse af et næsten hermetisk lukket Paul Celan-digt og fortsætter med en gennemgang af Hitlers bog, hvis titel Knausgaard jo bevidst imiterer. I første omgang kan det være svært overhovedet at se relevansen af dette stof, men langsomt bliver forbindelseslinjerne tydelige. Celan-analysen handler om sprogets grænser, som erkendelsesredskab, som kunstnerisk udtryksmiddel, skrevet som det er i tiden efter anden verdenskrig, hvor nazisterne gennem 10 år havde slidt sproget helt ned (beskrevet af den jødiske filolog Victor Klemperer i LTI. Det tredje riges sprog, også refereret af Knausgård). Hitler-analysen er en slags skygge-biografi (parallelliteterne ekspliciteres s. 921): Efter at have skildret sit eget liv som en dannelsesrejse går Knausgård i kødet på Hitlers rejse fra dreng og ung mand over spirende politiker til moden fører. Hvordan gik det til – hvorfor blev Hitler den han blev?

Det er dybt interessant læsning, som involverer parallelføringer til andre samtidige ”unge mænd” med en baggrund mere eller mindre lig Hitlers: Kafka, Hamsun, Kubin, Jünger, Rilke, Heidegger - og Knausgård inddrager et væld af kilder, historiske, biografiske og litterære, gør bl.a. op med biografen Kershaws alt for negativt ladede Hitler-portræt. Hitler-afsnittet afbrydes flere gange af lange ekskurser, bl.a. en rasende interessant læsning af Det gamle testamente, og såmænd også med små indslag fra hverdagslivet – altså næsten den omvendte form af de øvrige bind. Det gennemgående tema er forholdet mellem jeg’et, du’et, det’et, vi’et og de’et, mellem det individuelle, det religiøse og det sociale. Hitler har bevidst aldrig knyttet sig tæt til andre mennesker, han har ingen venner, er bange for kvinder, og ”Kun en der står uden for det sociale, ved hvad det sociale er, for dem der er i det, er det som vandet for fisken. Hitler afviser du’et, og han står uden for vi’et, men han længes efter det, og det er den længsel de mærker når han taler, for længslen efter vi’et er grundlaget for det menneskelige, den vokser i krisetider, den vokser i kaos, som var tilfældet i Tyskland i 1920’erne, og i Hitler gløder den med uhørt kraft.” (s. 799)

”Længslen efter vi’et” kender Knausgård fra sit eget liv. Vi ved jo fra bind 1-5, at han altid har følt sig udenfor. Ikke på den fede måde, som den geniale outsider, men på den ufede, som den der aldrig har været god nok. Det er i chokket efter massakren på Utøya, at han for første gang – og kun forbigående – oplever at føle sig som en del af et vi – af det norske folk, som undres og sørger (s. 896-97). Breivik kunne gøre det, han gjorde, fordi han – analogt med Hitler – havde etableret en afstand til alt og alle, til du’et og det sociale, og dermed kunne gøre andre mennesker til et ’de’, han – som indbildt repræsentant for et ’vi’ – kunne dræbe med koldt blod. Parallellen er tydelig:

”I Det tredje rige sagde samvittigheden ikke: Det er forkert at dræbe, den sagde: Det er forkert ikke at dræbe, som Hannah Arendt så præcist skriver. Det blev gjort muligt gennem en forskydning i sproget, som i sin reneste form viser sig i Mein Kampf, hvor der ikke er noget ”du”, kun et ”vi”, som er det der gør det muligt at forvandle ”de” til ”det”. I ”du” lå anstændigheden. I ”det” lå ondskaben. Men det er ”vi” som eksekverede den.” (s. 915)

Det er ganske svimlende, som Knausgård i dette lange essay formår at præcisere ligheder og forskelle mellem fjern fortid, nær fortid og nutid; hvordan han gør fortidens dilemmaer og gåder nærværende for os, der lever i en tid, som på en gang revolutionerer vores livsomstændigheder og samtidig afviser ethvert tilløb til revolutionær protest imod forholdene. Jeg kan ikke mindes at have læst en så tankevækkende og provokerende tekst om hvordan vi som moderne mennesker forholder os til arven fra fortiden og især dens ondskab, som jo også findes i os, men tabuiseret.

Knausgård er hverken den første eller den sidste forfatter, der har skrevet selvbiografisk i romanens form. Han omtaler selv flere af de andre – Peter Handke, Carina Rydberg og ikke mindst Gombrowicz - og formår også at præcisere forskellene. I den omtalte fiktive retssag giver han også en mere almengyldig begrundelse for sig projekt. Min kamp er et forsøg på at sætte ord på alle de tavse og kropslige (sanse)processer, som udgør hverdagen, men som vi aldrig læser eller sjældent hører om – ”kroppens virkelighed og kødets skrøbelighed” (s. 202). (Jeg havde influenza, mens jeg læste det, og blev slået af hvor rigtigt det er at f.eks. sådan en banal sygdoms kraftfulde processer og følelser ikke så let finder et sprog, de kan kommunikeres i. Man er bare ”sløj”).

Knausgårds tilgang til sproget er både spontant og gennemreflekteret, og netop forholdet mellem det intuitive og det intellektuelle, det levede og det forståede, er et gennemgående tema i bogen. For en læser som undertegnede er den konstante fryd ved slående formuleringer en væsentlig del af oplevelsen. Et par eksempler: ”Geir gav mig mulighed for at betragte livet og forstå det - Linda gav mig muligheden for at leve det. I det første blev jeg synlig for mig selv, i det andet forsvandt jeg for mig selv. Det er forskellen på venskab og kærlighed.” (s. 273); ”Døden er ikke moderne.” ”Døden er porten til det land som vi kommer fra, og som vi før eller siden vender tilbage til.” (758); ”Sandhed er lig med frihed er lig med hensynsløshed, og står på individets side, hensyn og hemmelighed står på det sociales side, men kun som abstraktion, som en indre størrelse i jeg’et, for i virkeligheden findes der ikke noget som det sociale, kun enkeltmennesker, den ene, vores du, altså også på individets side.”(1122).

Denne sproglige generøsitet og præcision gælder, uanset om man befinder sig i bogens levede hverdagsspor, Karl Oves liv, eller om det er i det intellektuelle essayspor – måske fordi Knausgård er ligeså god en læser som forfatter. Sådan virker det i hvert fald. Man får simpelthen lyst til at læse eller genlæse mange af de forfattere og værker, han refererer til undervejs, også med galgenhumor og selvironi:

”Mit litterære jeg var nok gombrowiczificeret, for hans dagbøger havde haft stor indflydelse på måden hvorpå jeg tænkte på identitet, socialitet og litteratur, men det var også larssonificeret, proustificeret, celinificeret, sandemosielt og udhamsuniseret…” (s. 265)

John Lennon sagde engang, at livet er det der foregår, mens man er optaget af noget andet. Knausgård har på enestående og uforglemmelig vis forsøgt at fange netop det, der foregår dér! Min kamp 1-6 er et hverdagens epos og højsang. Undervejs er det også lykkedes forfatteren – i bind 3-5 – at skrive en moderne dannelsesroman af sjælden kraft og ægthed. Uanset hvor meget af det der er sandt.

Nogle små knirk i det ellers velfungerende sproglige maskineri kan nævnes: på s. 747 kan man ikke sammenligne de to oversættelser (Cervantes vs. Menard), da de er ordret ens (747). Wagner skrev ikke symfonier (som Hitler kunne fløjte) (804), men operaer og ouverturer. (Der kunne i øvrigt sagtens have været gjort mere ud af Wagners betydning for Hitlers tankegang). Manisk depressiv hedder manio-depressiv på dansk og en harpist er en harpenist. Og hvor mange læsere ved mon hvad et blurp (at blurpe) er?