Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Stenens tid / Johan Ottesen / 509 sider
Forlaget Tellerup. ISBN 978-87-588-1099-7
Anmeldt 12/1 2013, 19:50 af Kim Toft Hansen

Stenaldermystik


Stenaldermystik

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den har været en dårlig samvittighed længe. Johan Ottosens debutroman Stenens tid. I princippet en rigtig spændende idé. I realiteten desværre temmelig skidt formuleret. Derfor har jeg ikke rigtig vidst, hvad jeg skulle gøre ved den. Anmelde den eller lade den være. Den signalerer dog i nogen grad en nytænkning af romangenren, der her gøres internaktiv. Dog uden nogen egentlig effekt. Men grundtanken er interessant. Temaet sensationelt.

Journalisten Kurt modtager et videobånd fra sin stedfar. To år efter dennes død. Et bånd, der sætter ham på sporet af nogle sensationelle arkæologiske fund i Århus. Parallelt med denne jagt på sandheden om Kurts stedfar og relationen til de mystiske fund udspiller der sig en heftig jagt på en morder, der slår til på den mest udspekulerede måde. Noget er under opsejling i Danmark. Men hvad? Sagen er stor. Trådene mange.

Dan Brown har ikke skrevet forgæves. I hvert fald at dømme ud fra alle de romaner, der tager udgangspunkt i samme fortælleinteresse: noget religionshistorisk sensationelt skal forandre de grundfortællinger, vi troede, vi troede på. Forandringerne er så store, at hemmelige selskaber og store finansielle kræfter vil gå langt for at holde informationen tilbage. Dræbe eller det, der er værre. Med Stenens tid har Danmark fået sin egen Da Vinci-kode. Igen.

Den danske kirkehistoriker Axel Bolvig tog udgangspunkt samme sted i sin trilogi om kirkemalerieksperten Baltzer. Norske Tom Egeland – allerede før Dan Brown – benyttede sig af historiske kilder, der mener, at Jesu slægt lever i dag. Flere kunne nævnes. Johan Ottosen tager ligesom Brown direkte og eksplicit udgangspunkt i Baigent, Leigh og Lincolns historisk spekulative Holy Blood, Holy Grail (1986). Og forbinder det til dansk historisk aktualitet.

Stenens tid er derfor i princippet spændende i sit oplæg. Udgangspunktet. Romanen er desværre blot komponeret så stakatisk, at jeg undervejs har været ved at tabe pusten. Intet mindre end 115 kapitler på 500 sider. Det betyder, at de mange meget små kapitler hverken levner plads til udfoldede narrative tråde endsige grundige karakterfordybelser. Der er tilmed så mange karakterer i romanen, at de alle kommer til at fremstå som tomme skaller. Fremdrift for fortællingen. Og ikke andet.

Når romanen så samtidig er sat med en størrelse 14-15 stykker, temmelig børnebogsagtigt, bliver de enkelte kapitler til små fragmenter, der kun dårlig spindes ordentligt sammen. Sprogligt og i tekstur er romanen på den ene side så let og simpelt formuleret, at det netop kunne være en ungdomsbog, mens vold og erotiske sekvenser er så udpenslede, at det ikke kunne være tilsigtet dét publikum. De erotiske scener virker også sært indføjede. En mandsdomineret fantasiverden om villige kvinder. Små irriterende opbremsninger af et plot, der kun trægt sammenhæftes. Stedvist Fifty Shades for mænd.

Stenens tid er første bind af en trilogi under udgivelse og udarbejdelse. Næste bind hedder Apokalypsens engle. En attraktiv og appellerende titel. Ottosen tager dog – faktisk ganske befriende – betegnelsen trilogi for pålydende. Plottet flyder videre ind i næste bind, og romanen her efterlader læseren med kun gisninger. Ikke andet. En fornemmelse af sammenhænge. Og så alligevel ikke helt. Det er faktisk rart, at en forfatter endelig skriver en trilogi, der lever op til betegnelsen.

Ottosen udgav romanen som e-bog op til den seneste krimimesse, og opmærksomheden var – efter forlagets udsagn – stor. På få måneder blev bogen ifølge pressematerialet hentet hele 1.500 gange. Jeg er dog nu lidt usikker på, om det reelt er ”mange” gange, når publikationen er gratis og på nettet. E-bogen benyttede sig konstruktivt af sit elektroniske format og indlagde mulighed for at kunne følge interaktivt med i, hvor personerne befandt sig på et kort.

Denne interaktivitet overfører Ottosen i bogens fysiske format til såkaldte QR-koder. Koder, der kan scannes med en smartphone, hvorefter telefonen viser karakterens position på et kort. Dette er i sig selv en spændende udvikling af romangenren ift. nye medier. Jeg ved dog bare ikke, hvad dette tilfører, som romanen – der grundigt hele vejen igennem skriver, hvor personerne er – ikke i forvejen fortæller. Jeg tabte i hvert fald hurtigt interessen for disse.

Stenens tid er en roman, der måske godt kunne vinde på sit sensationelle plot. Men fortællingens struktur, de tomme personer og et sprog og layout, der ikke passer til voksenlitteraturen, gør romanens muligheder væsentligt mindre. Det er forlaget Tellerups første satsning udi voksenlitteraturen. Men noget tyder på, at de ikke helt har sluppet ungdomslitteraturen, da denne bog skulle på gaden.


Forrige anmeldelse
« Rosens stemme «
Næste anmeldelse
» Min kamp 6 »


Flere prosaanmeldelser