Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Sommeren uden mænd / Siri Hustvedt / 221 sider
Per Kofod. ISBN 978-87-924-9431-3
Anmeldt 10/6 2011, 20:40 af Marianne Niemann

”The never ending story”


”The never ending story”

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hvad sker der, når det liv, man troede var ens eget, pludselig bliver sat på standby, uden man selv har trykket på knappen? Når den klippe, man har hvilet sit livs fundament på, pludselig vælger at falde sammen under én? Når ens højtelskede, intellektuelle, ophøjede, maskuline svans af et mandfolk pludselig beslutter sig for at trykke på pauseknappen for lige at dyrke sin yngre, smukkere og mere sensuelle forskerkollega? Ja, så sker der det, at man vågner op en dag med et sind, der ikke kan længere kan bære vægten af éns emotionelle eskapader – med andre ord, man ender med et sammenbrud og en direkte styring mod sindssygehospitalet. Det er netop dét, der sker for vores yderst elskelige hovedperson i Siri Hustvedts nye udspil – et blændende mesterstykke ud i nutidig amerikansk romankunst.

Vi møder den midaldrende New Yorker-digter Mia kort tid efter, hendes ægtemand gennem adskillige år, Boris, har besluttet sig for at stille ægteskabet på standby. Gennem romanens 221 sider følger vi, hvordan hun langsomt vender tilbage til livet og får samlet brikkerne i det ugudeligt svære puslespil, der er hendes hjerne.

Efter sin indlæggelse vender Mia hjem til fødebyen Bonden, hvor hun kommer til at befinde sig midt imellem to antiteser, der består af henholdsvis en flok purunge teenagepiger, som hun skal undervise i poesi og en flok ældgamle kvinder fra morens læseklub. Denne konstellation af karakterer er uhyggelig interessant, da det både giver et indblik i selve kvindens væsen på tværs af alder og kultur, samtidig med at det får vores hovedpersons nuancerede væsen til at fremstå desto klarere.

Som du kære læser sikkert har regnet ud, er denne rejse næppe blot en rejse væk fra noget, det er i sandhed også en rejse frem mod noget. At destruktion og dannelse går hånd i hånd kan ikke komme som nogen stor overraskelse for nogen, der er bare en smule velbevandret ud i den genre, der populært kaldes dannelses- eller udviklingsromanen. Ja, det er sågar en sandhed, der trækker tydelige tråde tilbage til både Homér samt vores egen stolte sagatradition. I takt med at helten går så grueligt meget igennem, vokser hans spændvidde som menneske. Intet nyt under solen der. Det samme gælder ”the never ending story” om det utaknemmelige hankønsvæsen, der søger nye og mere liflige græsgange. En fortælling, der er set i hobetal i alskens litteratur, fra Cartland til Kundera.

Men, hvad der kan forekomme som en banal og måske en kende patetisk tematik transformeres under Hustvedts skarptskårne pen til en unik, rørende og skræmmende fortælling om livets nådesløse op- og nedture. Få bærer som hende en evne til at ramme en sproglig nerve, der balancerer så elegant på en line mellem gennemsigtig, umiddelbar klarhed og blomstrende poesi. Betragt blot følgende stykke, hvor Mia ser tilbage på barndommens uskyldige mystik:

”Jeg mindedes, huskede den parallelverden, der hedder Næsten, hvor ønsker næsten går i opfyldelse. Var det rigtigt at mine dukker rørte sig om natten? Havde skeen flyttet sig en centimeter? Havde mit håb forhekset den? Det virkelige og uvirkelige som enæggede tvillinger, så tæt knyttet til hinanden, at begge trak vejret rigtigt. Men også en vis frygt. Man blev nødt til at strejfe den skræmmende fornemmelse, at drømmene havde undveget søvnens fængsel og var trængt ud i lyset.”

Lige så vel som man kan tale om en ”Auster’sk” mandetype, kan man også i dén grad tale om en særlig Hustvedt’sk kvindetype, og her passer den kære Mia perfekt ind i skabelonen. Hun er New Yorker, hun er kunstner-intellektuel og hun er fyldt til bristepunktet med filosofiske og eksistentielle spekulationer. Kort sagt, hun er Hustvedt selv. Dette kan måske forekomme en smule komisk. Men, på den anden side ville vi trofaste læsere nok også rynke en kende på næsen, hvis hun pludselig begyndte at skrive stiliserede pasticher om psykotiske yuppiemassemordere a la Brett Easton Ellis eller måske kastede sig ud i en god omgang jordnær socialrealisme. Min pointe er denne, at vi her har at gøre med en moden forfatter, der har fundet sit metier og sit udtryk og bruger sin kreative energi på at sublimere sig inden for disse rammer i stedet for at skyde med litterære spredehagl. Hustvedt har skabt en tryg ramme for sine fiktive karakterer, og inden for denne ramme kan de virkelig få lov til at leve og ånde, performe, ja måske ligefrem transcendere ud af skabelonen. Hustvedts karakterer er nemlig på trods af den gængse ”uniform” meget langt fra at være karikerede. De er rigtige mennesker med indre dæmoner, beskidte tanker og bizarre oplevelser.

At denne roman primært henvender sig til mennesker, der er udstyret med to X-kromosomer, kan næppe forblive nogen hemmelighed. Ja, man kan vel med lidt god vilje kalde det for en slags chick-litt for modne, intellektuelle kvinder. En ting, der karakteriserer Hustvedt, er, at hun er og bliver en temmelig intellektuel forfatter. Bogen er spækket med filosofiske og psykologiske digressioner, der nok vil hægte en del læsere af, men det, der adskiller hende fra mange andre forfattere i samme dur er, at spekulationerne altid er så sublimt velintegreret i romanens handlingsforløb, hvilket efter min mening gør hele forskellen fra prætentiøst blær til vedkommende litteratur.

Frem for alt er dette en eksistentiel fortælling, der bearbejder et emne, som de fleste har berøring med, nemlig sindets mørke sider. Den er spækfyldt med indre dæmoner og social dynamik af både opbyggelig og destruerende karakter, og det er en sand berigelse at blive lukket ind i de mange divergerende kvinders univers centreret omkring den yderst elskelige Mia.


Forrige anmeldelse
« Rock Hudson skal ikke dø i Ukr... «
Næste anmeldelse
» Fidalis vej »


Flere prosaanmeldelser