Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Fyrmesteren / Camilla Läckberg / 404 sider
People’s Press. ISBN 978-87-7108-100-8
Anmeldt 20/3 2011, 23:24 af Kim Toft Hansen

Mordets efterslæb


Mordets efterslæb

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Krimien og spøgelsesfortællingen har fælles rødder. Krimien udspringer af den realisme, som affødes af det moderne samfunds interesse i empirisme, mens spøgelseshistorien derefter tog sig af alt det, der blev efterladt. En slags modernitetens efterladenskaber. Men begge genrer handler på den ene side om interessen for, hvad der sker, når et menneske dør – forklaringsrammerne er bare forskellige. På den anden side har begge genrer også at gøre med den hævn, som døden medfører – mordets efterslæb er jo, at det skal opklares. I spøgelsesfortællingen er det spøgelset selv, der hjemsøger, mens krimien lader politiet om dette. Disse to spor kombinerer Camilla Läckberg i sin syvende bog i serien om Erica Falck og Patrik Hedström Fyrmesteren, som netop er udkommet i dansk oversættelse. Selvom romanen er ensidig, indledningsvist uoverskuelig og særdeles klichebefængt, er plottet godt skruet sammen – og slutningen noget overraskende.

En kvinde sejler ud til en ø i den svenske skærgård med sin søn – hun har blod på hænderne. Mens hun når frem, og får sin installeret på sit gamle hjemsted ved øens fyrtårn, begynder et mysterium at dukke op til overfladen i den lille by Fjällbacka. En økonomiansvarlig i byens kommune findes kort tid efter myrdet, men det ser ikke ud til, at han har haft fjender af nogen art. Han ser dog ud til at være flygtet til Fjällbacka fra Göteborg efter et spontant, uopklaret overfald, men ingen har fundet tegn på noget fordækt hos ham. Samtidig møder vi Emelie, der i 1870’erne flytter til samme ø, der kaldes Spøgelsesøen, som kvinden sejler ud til. Hun har sin nye mand med sig, men det viser sig hurtigt, at han – til hendes store overraskelse – ikke er specielt interesseret i hende. Mens alle disse mysterier udspiller sig, er Fjällbacka på den anden ende: Byens badehotel er blevet restaureret og skal indvies, men flere implicerede personer her synes også at dække over noget. Der er i hvert fald mange hemmeligheder i den lille stad.

Läckberg er en af Sveriges bedst sælgende forfattere. Hendes krimier vælter regnskove for at finde papir til at påtrykke den mængde af romaner, der langes over disken med hendes navn på. Hun er blevet et svensk brand, der også trækker anseelige mængder turisme til den lille by, hvor alle mordene sælsomt drysses omkring. Hendes romaner bliver ofte fremhævet som femikrimier, hvilket betyder, at fokus ikke kun holdes på opklaringen, men parforhold af forskellig art spiller også ind undervejs. Betjenten Patrik skal således også tage stilling til gylp, bleer og en hjemmegående husmor på barsel, mens sagen skal opklares. I begyndelsen af sit forfatterskab var Läckberg – som flere har ymtet – langt mere femi end krimi, men det har undervejs i forfatterskabet udviklet sig. Hun er langsomt blevet en bedre plotter, og hun formår efterhånden bedre og bedre at vikle trådene mere og mere sammen – selvom der skal skiftes et væld af bleer undervejs.

Derfor er det utvivlsomt en smagssag, om krudt, kugler og bleer i ligeværdige mængder virker fængende. Romanerne er uvægerligt stræbsomme at komme igennem, hvis ikke den helt almindelige hverdagsrealisme, der indbyder til overvejelser af temmelig banal art, lige er sagen. Undervejs er det svært at vide, hvad denne roman – et fiktionsværk – faktisk kan tilbyde, som et ugeblad ikke alene ville kunne mestre. Sproget er på samme niveau, stilen er nærmest ikke tilstedeværende, mens det efterhånden er blevet svært for Läckberg at fastholde det større og større karaktergalleri. Uden kendskab til de foregående romaner vil de første dele af Fyrmesteren være ret svær at hitte redde i: Der er mange betjente, mange børn og mange – for plottet – unyttige problemer, der kiler sig ind. Romanernes føljetonspor er ved at overtage seriesporet: Med andre ord kan Fyrmesteren næsten ikke stå alene. Indledningens mange personer er lettere uoverskuelige.

Romanen er – som Läckbergs forfatterskab generelt – tilmed temmelig borgerligt idyllisk: Det er børnefamiliens moderne etik og moral, der pensles ud over alle andre situationer og reflekteres ind i sagen, der også trækker tråde til hustrumishandling, kvinder på flugt og børn, der finder narkotika. Det handler for alt i verden om at bevare denne lillebysidyl, der trues af farer, som kommer fra fordærvede elementer. Og disse fordærvelser er så onde, at de – særligt i lyset af familiens idyl – ofte bliver ensidige. Det betyder alligevel, at romanen kan noget mere end disse hverdagslige og temmelig uinteressante perspektiver. Sporet fra 1800-tallet er interessant, mens selve romanen undervejs vinder på det skarpt sammentømrede plot. Hustruvold, narko og hverdagsrealisme er dog ikke nogen nyhed inden for krimiens univers, og Läckbergs særdeles lettilgængelige stil er for sig ganske tom. Sprogligt og tematisk har hun undervejs ikke nødvendigvis ændret på det store, men hun er blevet en meget bedre plotter – og derfor er Fyrmesteren da også helt grundlæggende spændende opbygget. Men det er vist også det.


Forrige anmeldelse
« Stalins køer «
Næste anmeldelse
» Blod (Strain-trilogien, bind 1)... »


Flere prosaanmeldelser