Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Pans hemmelighed / Michael Katz Krefeldt / 330 sider
Lindhardt og Ringhof. ISBN 978-87-11-43670-7
Anmeldt 9/10 2009, 07:36 af Kim Toft Hansen

Vi ka’ flyve, vi ka’ flyve…


Vi ka’ flyve, vi ka’ flyve…

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Michael Katz Krefeldt romandebuterede med den kritikerroste spændingsroman Før stormen i 2007, hvilket gav ham Det Danske Krimiakademis debutantpris året efter. Nu er Krefeldt klar med sin opfølger til debuten, hvor vi igen stifter bekendtskab med lægen Maja Holm, som denne gang udsættes for endnu større farer. Romanen hedder Pans hemmelighed og vikler J.M. Barries klassiker Peter Pan grundigt ind i plottet. Morderen kalder sig nemlig Pan.

Det er hedebølge i Danmark, og Maja er højgravid. Hun er flyttet i hus med sin kæreste Stig for at få plads til familieforøgelsen, men de har efter alt at dømme valgt det helt forkerte nabolag. Samtidig finder politiet nemlig tæt derved liget af den tredje lille dreng, der er blevet seksuelt udnyttet og dræbt – efterladt med et glansbillede fra Peter Pan i hånden. Politiet er på fuldstændig bar bund, og da Maja selv blandes grundigt ind i løjerne, bliver det ikke nemmere for den vordende familie. Stig gør, hvad han kan for at trække Maja med væk, men det viser sig, at Maja kan bibringe med en indsigt i sagen, som hjælper politiet på rette vej.

Det virker grundlæggende som en rigtig god idé at vinkle en kriminalroman over eventyret om Peter Pan. Barries fængslende historie er en fortælling med en struktur, som virker plausibel at koble et spændingsplot op på. Det understreger tilmed også krimiens klare afhængighed af en narrativ udvikling, der ligger eventyret nært. Det mest oplagte eksempel på denne kobling af måske Simon R. Greens kriminalromaner om detektivparret Hawk & Fisher, der netop foregår i en fantasy-verden. Så koblingen, som Krefeldt her gør, er for det første original i dansk krimisammenhæng, men for det andet forvaltes det desværre som en særdeles trættende og træg krimi.

Plottet er for så vidt vinklet udmærket, idet der er både et radikalt tvist og en overraskende slutning, selvom den virker en anelse for fortænkt. Problemet er i stedet, at sproget er fladt, mens især karaktererne er alt for flade og ensformige. Maja er ganske simpelt kedelig at være i selskab med. Hun er (for) tæt på at være en perfekt kvinde med hjertet på det helt rette sted, mens politibetjenten Katrine – der skulle være et kvindeligt vove- og modstykke – samtidig i sine handlinger virker ganske utroværdig. Jeg blev undervejs faktisk ret ligeglad med, om der skete Maja eller Katrine noget. Samtidig navngiver romanen morderen allerede på første side, hvilket suger al vanlig whodunit-spænding ud af de første to tredjedele. Desuden påstås det i romanen, at det er Danmarks første seriemorder, der er på spil, men så'n en har vi vist haft før.

Sproget varieres tilmed tilpas lidt til, at vi formår at komme tæt nok på personerne til at holde af dem. Denne sætning skal eksempelvis korrespondere med at være i en otteårig knægts synsvinkel: ”Her var kvælende varmt. Hans hals og svælg var hævet af tørst, og hovedet smertede af dehydrering. Klaustrofobien rullede ind over ham igen. Han kunne ikke trække vejret. Hjertet hamrede, og han blev svimmel” (s. 187). Ikke nok med at det virker mekanisk, det er også skudt langt over målet om at kunne stille i knægtens sted. Det er en yderst svag synsvinkling.

Krefeldt er ikke ny inden for forfatterhvervet, selvom det kun er to år siden, han debuterede som romanforfatter. Han har hidtil skrevet manuskripter til danske tv-serier, såsom Nikolaj og Julie og Hotellet. Sprogets udfoldelse minder også mest om den deskriptive skrivemåde i manuskripter til film, hvor det kun sigter til omsætning til billeder. Krefeldt er godt nok derfor både grafisk og eksplicit, men når hverken sprog eller karakterer formår at etablere en jævn fremdrift, bliver romanen for træg og uspændende at komme igennem. Og det er jo ikke helt meningen med en spændingsroman.


Forrige anmeldelse
« Azincourt «
Næste anmeldelse
» Min fars gevær »


Flere prosaanmeldelser