Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Azincourt / Bernard Cornwell / 432 sider
Lindhardt og Ringhof. ISBN 978-87-11-43443-7
Anmeldt 5/10 2009, 08:10 af Claus Poulsen

Saints and sinners


Saints and sinners

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

At blive belært i et historisk nedslagspunkt kan være spændende. Når det historiske nedslagspunkt er et af de mange berømte slag i Hundredårskrigen (1337-1453) mellem England og Frankrig, bør det være spændende. Og når det historiske nedslagspunkt tilmed bliver belært af Bernard Cornwell, bliver det faktisk rigtig spændende.

Cornwell har en lang række romaner bag sig, hvoraf kun Saksernes fortællinger (4 bind) og Krigsherre-trilogien indtil nu er oversat til dansk. Langt de fleste af hans romaner er af historisk karakter og bygger (vist nok) tilmed ofte på en række, mere eller mindre, bekræftede facts, om de aktuelle historiske begivenheder. Dette er i hvert fald gældende for hans nyeste, Azincourt.

Historien tager sit afsæt i det sydlige England, en kold vinterdag i år 1413. Her møder vi vor helt, den 19-årige Nicholas Hook, som lige har besluttet sig for at begå mord. Det mislykkedes – Hook mener selv, at det skyldes en forbandelse, der må hvile over ham og hans familie. Forbandelse eller ej, men yderligere uheld forfølger Hook, og sender ham til sidst til Soissons i Frankrig, hvor han i forsøget på at forsvare byen overfor franskmændene, overværer en ren massakre.

Dernæst tager begivenhedernes gang ham tilbage til England, hvor krig er under forberedelse. Gud har bestemt, at Henrik V er den retmæssige konge af Frankrig, så sådan må det blive. Problemet er, at franskmændene ikke helt accepterer det, så Hook og den engelske hær må igen til Frankrig for at overbevise dem om det, gerne med sværdslag og morgenstjernedask. Dette bliver imidlertid lidt sværere end beregnet, så selvom den engelske hær er veludrustet, talrig og mere end klar til kamp, begynder tingene efterhånden at se lidt dystre ud. Dette skyldes dels en langvarig og udmattende belejring af den genstridige by Harfleur, kombineret med lorte-befængt sygdom blandt soldaterne.

Dette til trods, overvindes der med lidet betydningsfuld sejr, så Kongen (og Gud) bestemmer sig for at drage videre med den efterhånden amputerede hær. En mindre march til byen Calais skulle sikre at hele turen til Frankrig, trods alt, vil have været en succes og samtidig provokere franskmændene lidt.

Den franske hær er dog stadig ikke helt overbevist om at Henrik V bør være konge i Frankrig, så der er til sidst lagt op til et dramatisk slag. Det er her Azincourt (Agincourt kaldes det på alle andre sprog end Fransk) kendes fra. Slaget er gået over i historien som et af de mest berømte, fordi det er her to meget ulige hære mødtes og kæmpede et dramatisk slag med en højst overraskende vinder. Nu, da slaget er ganske kendt, bl.a. gennem Shakespeare og flere filmatiseringer, så det er nok ingen hemmelighed at sejren gik til den sygdomsbefængte, mindretallige engelske hær.

Hele fortællingen er baseret på en meget veldokumenteret periode. Både de ovennævnte begivenheder omkring byerne samt de fleste af karaktererne – dog ikke Hook - i bogen er baseret på nedskrevne, samtidige beretninger. Bagerst i bogen findes en historisk note, der, ganske interessant, redegør for en del af de kilder, som Cornwell har brugt til at skabe og underbygge sin fortælling med. Her ser man også, at der er større uenighed om, hvor stor ulighed der har været, i mandtal, mellem de to hære. Derimod er der ikke så meget tvivl om en af grundene til slagets udfald. Hele bogen er en beskrivelse og fascination af de engelske langbue-skytter – Hook er naturligvis en sådan – og deres betydning for den engelske hærs succes.

Sproget i bogen er i øvrigt overklistret med blod, knuste kranier, indvolde, grusomme drab, mudder og et ganske overvældende arsenal af stinkende eder og forbandelser. Det er ikke for de sarte! Men det fungerer nu glimrende, og det giver et godt indtryk af, hvordan det rent faktisk kunne have været; råt, brutalt og ganske forfærdeligt.

Men samtidig er det en fortælling om (krigs)ære, kærlighed og om den rolle troen på Gud, og visse helgener, spillede for både Konge og soldater. Det er bemærkelsesværdigt, at ingen rigtig sætter spørgsmålstegn ved de brutaliteter og grusomheder, der finder sted undervejs, men blot accepterer tingene, fordi Kongen (og Gud) siger, det skal være sådan. Intet er helligt, så at sige, så selv præsterne udstiller karakterbrister, både i form af voldtægter samt optræk til modløs mangel på troen på Gud.

Selvom slagets udfald er kendt, er det nu stadig en ganske spændende og medrivende fortælling. Det skyldes nok dels, at historien i så overvejende grad bygger på virkelige hændelser – man får måske lidt nemmere fornemmelsen af at stå i kampens stinkende, mudrede kulde - men også det simple faktum at Cornwell har formået at skrive en ganske god roman.

Azincourt er ifølge forlaget bind 1 – men der foreligger p.t. ingen oplysninger om hvornår en eventuel 2’er lander. Og umiddelbart lægges der heller ikke op til en efterfølger. Vi får se.


Forrige anmeldelse
« Russisk roulette i Beirut «
Næste anmeldelse
» Pans hemmelighed »


Flere prosaanmeldelser