Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Skyggemanden / Jorun Thørring / 365 sider
Aschehoug. ISBN 978-87-11-31238-4
Anmeldt 10/12 2007, 11:04 af Peter Kirkegaard

Ny norsk krimidronning?


Ny norsk krimidronning?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Skandinavisk krimi-litteratur blomstrer frodigt disse år. Mange mænd og snart endnu flere kvinder kæmper om æren og de mange penge markedet næsten automatisk garanterer. Liza Marklund eller Anne Holt, hvem er lige nu Nordens krimidronning? Det kan man diskutere, for hvad så med Åsa Larsson, eller Gretelise Holm? Og er der overhovedet nogen videre mening i sådanne titler?

Helt sjovt bliver det når en forfatter, Jorun Thørring, på basis af kun én roman nu kan se sig udråbt til Norges nye krimidronning. Skyggemanden hedder den, og den er faktisk ikke ret god. Jeg bør nok afholde mig fra billige betragtninger omkring det forhold, at man ikke tilsvarende hysterisk ustandselig udråber ’krimikonger’, og fra det faktum at de fleste moderne femi-krimier reelt er rigtig dårlige. Så det gør jeg.

Skyggemanden er ’eksotisk’ i den forstand, at den foregår i Paris, hvor den norske retsmediciner Oda Os efter sin mands død i en bilulykke lever sammenbidt videre som specialefterforsker ved politiet. Oda er dygtig og dedikeret i arbejdet, der akut omhandler en række mystiske mord på østeuropæere af dubiøs oprindelse og beskæftigelse. Og dertil kommer, at den smukke Oda selv stræbes efter livet, af nogen der meget længe kun anes i skyggerne omkring – og i – hendes bolig.

Det kunne der nok være kommet noget spændende ud af. Men det havde fx krævet at de kulturelle forskelle mellem det gallisk franske og det mere ligefremt nordiske var blevet betonet; at Madame Os var mindre indkroget i sin permanent nedkølede sorg, og dermed mindre naiv i sin omgang med pludselig forelskelse; at den mystiske skyggemand havde fået profil før næstsidste kapitel; og ikke mindst at Jorun Thørring skrev langt bedre, mindre klichéfyldt. Hertil får hun ikke megen støtte af en rigtig dårlig oversætter og en mildt sagt sloppy korrekturlæser. Resultatet er, at man diagonallæser henover alt for meget energiforladt livsstils-prosa, og uden virkelige ledetråde i suspense-labyrinten. Bortset fra at man tidligt, alt for tidligt, aner hvem den onde er, men ikke har en chance for kvalificeret at gætte med på viderværdighederne.

Forlaget lover os en Pariser-trilogi af Thørring. Ikke meget lovende. Ikke meget krimidronning.


12
Forrige anmeldelse
« Luftkastellet der blev sprængt... «
Næste anmeldelse
» Adam Hart »


Flere prosaanmeldelser