Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
8 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Dødens mange facetter / Dennis Jürgensen / 228 sider
Tellerup. ISBN 978-87-588-0863-5
Anmeldt 6/7 2009, 16:31 af Kim Toft Hansen

Begivenheder med døden


Begivenheder med døden

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er de færreste, som er vokset op siden starten af firserne, der ikke på en eller anden måde er blevet berørt af Dennis Jürgensens fortællinger. De seneste år er hans debut- og ungdomsroman Kærlighed ved første hik fra 1981 blevet belemret med et utal af halvformående udgaver, der ikke lever op til forlægget. Jürgensen har gennem sin snart 30-årige karriere formået at sprede sine fortællinger ud, så læserne fra barndomsårene, over ungdomsårene, til de år, hvor vi ikke helt vil blive voksne, alle finder interessante titler, hvilket betyder, at der er fortællinger, der kan knyttes til flere positioner i livet. Derfor er Jürgensen den dag i dag – nationalt set – en af de mest sælgende danske forfattere nogensinde.

Visse ting er Jürgensen selvfølgelig også kendt for, og mest af alt er det en flair for det slibrige, utilpassede og uhyggelige, der i Jürgensens format formår at blive lidt hyggeligt. Genrerne, han spreder sig over, er mange, men det er mest af alt populærgenrer som primært horror, fantasy, sci-fi og almindelige – om jeg så må sige – ungdomsromaner. Egenhændigt var Dennis Jürgensen således – i kraft af Jeg – en nørd fra 1990 – årsag til, at jeg fik øje på Tolkiens forfatterskab, mens han med Kadavarmarch året efter formåede at skabe furore med sin zombiebog (den eneste i Danmark!), der af en dansk bibliotekar blev dømt ude af samlingen på det pågældende bibliotek. Det er altså med alt tydelighed denne fornemmelse for det nette, der henvender sig børnevenligt til halvvoksne, og det sleazede og iltre, som har vakt interessen for Jürgensen – og stadig gør det. På egen hånd har Jürgensen nærmest – gennem såvel bøger som filmmanuskripter – opretholdt en tradition for disse populærgenrer på dansk grund, der ikke just er udgivelser, vi får flest af fra danske forfattere.

Derfor er det som med små skridt at træde tilbage i tiden – for en anmelder, der udadtil siden første møde med Jürgesen faktisk ser ud til at være blevet voksen – at sætte sig i sin bedste lænestol med Dennis Jürgensens seneste udgivelse. Det drejer sig om en novellesamling, der bærer titlen Dødens mange facetter. Jürgensen har flere gange tidligere været tiltrukket af de korte og kondenserede fortællinger, som novelleformatet tilbyder – særligt indtryk gjorde i sin tid gysersamlingen Grønne øjne fra 1985 på mig. Derfor er det i høj grad denne fornemmelse for at synke hen i det venlige gys og den tempererede fantasy, som jeg engang var så tiltrukket af, jeg her forsøger at trække op til overfladen – på trods af det selvfølgelig er svært og ubehændigt at lægge kritikerens formanende røst på hylden.

Dødens mange facetter er en række ultrakorte eller længere fortællinger, som alle – skriver Jürgensen i sit forord – drejer sig om døden på en eller anden måde. Det er dog ikke helt tilfældet, idet et par stykker undervejs faktisk ikke har døden med sig som element. ”Lureren” lægger fx godt nok op til det, men der er ikke noget dødeligt impliceret. Det er såmænd heller ikke døden, der er det interessante ved samlingen, og døden er da – vil mange måske hævde – netop et gennemgående tema i temmelig meget litteratur, ikke kun disse populærgenrer. Det spændende ved samlingen er snarere de enkelte novellers struktur, der alle – måske på nær en enkelt – nærmest fastholder vittighedens fortællestrategi. De fleste af fortællinger bærer – på den ene eller anden måde – på overraskende slutninger, der får de sidste afsnit af de fleste af noveller til at minde om vittighedens punchline. Derfor kan strukturen måske på den ene side undervejs blive en smule forudsigelig, men på den anden side understreger det netop også Jürgensens flair for et humoristiske, der her stilmæssigt er inkorporeret i de mange benyttede genrer – vi støder på krimien, gyseren, sci-fi og sågar noget nær surrealistiske elementer.

Fortælleteknikken, som Jürgensen benytter sig af, lader derfor hånt om denne anmelder, der gerne vil fremhæve, hvad de bedste handler om, men det er netop først i løbet af de sidste sider af novellerne, læseren får klarlagt, hvad der rent faktisk foregår. Derfor vil genfortællinger afsløre alt for meget, men et enkelt kort eksempel kan jeg da give (spring derfor over de næste linjer, hvis bogen er faldet i din interesse): Novellen ”Stå så op, Elmer!” handler fx om Elmer, der helst vil sove længe, men hans kone bliver ved med at råbe efter ham. Deres ægteskab har hele tiden været en stor fiasko, men de er af en generation, der ikke splitter et ægteskab op. Derfor har han holdt hende ud i mange år. Hun kalder, og truer med alverdens ting, og til sidst giver Elmer sig: Han slår sit kistelåg til side, står op af sin grav, og går over til sin kones grav for at grave sig ned til hende.

Sådan er mange af novellerne konstrueret som disse små, finurlige groteske vittigheder, der ender med små, overraskende tvists. Det er dog ikke alle, der fungerer lige godt – ”MYREN” er således, efter at have læst alle de foregående noveller, forudsigelig i sin slutning, mens ”Når de sætter sig fast” ikke rigtig formår at knytte slutningen ordentligt (og overraskende!) sammen. Den første novelle i samlingen, der i øvrig er et formelt eksperiment, idet den er fortalt udelukkende gennem dialog, fejler derfor også en smule: For at eksperimentet skal lykkes, må Jürgensen lade sin hovedperson snakke ganske meget med sig selv. Men der er i høj grad også små stilsikre og elementært velkonstruerede noveller iblandt. En personlig favorit er i høj grad metakrimien ”Hvordan Sherlock Holmes gennemskuede sandheden”, der leger behændigt med krimigenrens selvbevidsthed. ”Er det her din datter?” formår også – på ganske få sider – at drive gæk med læseren gennem flere forskellige mulige slutninger, og alligevel tager novellen – excuse my french –røven på denne læser.

Dødens mange facetter er derfor en lettere blandet fornøjelse, der i nuancer er vældigt underholdende og morsom. Den henvender sig også til et lidt blandet publikum, hvor nogle måske er tidligt ungdomsduelige fortællinger, hvilket måske gælder ”Deja-vu” og ”Det er dét vi er her for”, mens andre i høj grad henvender sig til (de lidt) ældre læsere – en sætning som ”Han ligger garanteret derhjemme bag konens røv og banker løs” er (formentlig) ikke ment som godnatlæsning for det yngre publikum. Dødens mange facetter understreger desuden også med al stadighed, hvor mange genrer Jürgensen bemestrer og spænder over – selvom novellernes enkelte kvaliteter er en variabel, læseren må tage med sig. Tag samlingen i små doser, fx under toiletbesøg – der er fortællinger til både de korte og de lange.


Forrige anmeldelse
« Til fyret «
Næste anmeldelse
» Imprimatur »


Flere prosaanmeldelser