Mest læste
[Lyrikanmeldelse]

1 - Lyrikanmeldelse
Poesi og andre former for trods
2 - Lyrikanmeldelse
Digte 2014
3 - Lyrikanmeldelse
White Girl
4 - Lyrikanmeldelse
det nemme og det ensomme
5 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 3 / 2012
6 - Lyrikanmeldelse
Poesibog
7 - Lyrikanmeldelse
ABC
8 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 2 / 2012
9 - Lyrikanmeldelse
Koordinater
10 - Lyrikanmeldelse
Husundersøgelser




Som var mit sind lidt græs der blev fortalt / Inger Christensen / 79 sider
Gyldendal. ISBN 978-87-02-25258-3
Anmeldt 18/1 2018, 14:00 af Michael Agerbo Mørch


Kosmisk og eksistentiel sensibilitet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Gyldendal afsluttede 2017 med et forlæg for en af de mest imødesete bogprojekter i det nuværende år, nemlig en større udgivelse af nogle af Inger Christensens efterladte papirer. Johannes Riis, litterær direktør på forlaget, beretter i forordet om, hvordan projektet er kommet i stand: den svenske digter og Inger Christensen-oversætter, Marie Silkeberg, havde fået adgang til arkiverne på det Kongelige Bibliotek og havde fundet spændende sager i kapslerne. Sammen med Inger Christensens søn, Peter Borum, skulle hun nu stå for arbejdet, som altså er en ”forløber”. Riis lægger ikke skjul på sin benovelse over at kunne skænke det litterære Danmark denne gave, så det er med store forventninger, at man kaster sig over siderne.

Bogen består af 38 små tekster og tegninger, som viser forskellige sider af Christensens talent. Der er korte, knappe digte, der alligevel sætter en hel verden i sving, fx digtet 04.44.48 (s. 41); der er digte, der forlener to yndede motiver i forfatterens litterære univers: naturbilledsproget og systemdigtningen, som det ses i digtet Frostkrystal, (s. 18) der med sin kiasme skaber et klimaks på meget kort plads; der er længere digte, hvor naturbilleder smelter sammen med eksistentialistisk realisme, fx i Eniwetok findes (s. 29) og – som sidste eksempel her – der er den litterære analyse, hvor Christensen personligt, men også knivskarpt, får analyseret det vedkommende ved en klassisk udgivelse som Leonora Christines Jammers minde i et efterskrift til bogens (gen)udgivelse i 1986.

I Efterskrift med en efterskrift, en kort tekst fra Politiken om at skrive det netop omtalte efterskrift, skriver IC: ”Min bedste grund til at sige ja til at skrive efterskrift til Leonora Christines Jammers Minde er den, at der er steder i bogen, som jeg hver gang glæder mig særligt til at nå frem til.” (s. 73) Præcis sådan er det også at læse Inger Christensen, selvom man her selvsagt ikke har denne ”hver gang”-fornemmelse endnu, men mere glæder sig til nye, endnu ikke betrådte stier, fordi man ved, hvilke frydefulde oplevelser, man næsten er garanteret, når man begynder på en ny tekst.

Den sikre fornemmelse for en god sætning er allestedsnærværende, og den rytmiske sans gør læsningen til en lille hjernedans. Hør blot den fragile afslutning på digtet aftenfalken fejer himlen ren: ”jeg tror den samme lyd som viben / kaster rundt når ungerne bliver væk, / langt om længe trækker solen striben / med sig ned bag horisontens hæk / ned i verdensrummets sorte sæk” (s. 49-50). Her forenes den særlige kombination af kosmisk og eksistentiel sensibilitet, som kendetegner så megen af Inger Christensens poesi med en rytmisk syntaks og rim. Det er ellers udfordrende både at sige noget vigtigt og fint om hele det evige kosmos og tage det enkelte menneskes skrøbelighed med i favn, men det kunne hun som ingen anden. Som det siges i titeldigtet: ”Så har jeg set en jordiskhed i alt / som var mit sind lidt græs der blev fortalt”.

Bogen er i sig selv en flot og indtagende udgivelse, som jeg læste med interesse. Og den virkede som den effektfulde appetitvækker, den var tiltænkt at være. Nu ventes storesøsteren kun med endnu større forventning.


Forrige anmeldelse
« Reaktionsmønster «
Næste anmeldelse
» Spor efter fugle »


Flere lyrikanmeldelser...