Mest læste
[Lyrikanmeldelse]

1 - Lyrikanmeldelse
Poesi og andre former for trods
2 - Lyrikanmeldelse
Digte 2014
3 - Lyrikanmeldelse
White Girl
4 - Lyrikanmeldelse
det nemme og det ensomme
5 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 3 / 2012
6 - Lyrikanmeldelse
Poesibog
7 - Lyrikanmeldelse
ABC
8 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 2 / 2012
9 - Lyrikanmeldelse
Koordinater
10 - Lyrikanmeldelse
Husundersøgelser




Spor efter fugle / Julie Sten-Knudsen / 72 sider
Gyldendal. ISBN 97-887-02-23393-3
Anmeldt 12/2 2018, 12:56 af Mathias Anker Kure


Porøst og sprødt. Digte om by og natur

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Julie Sten-Knudsen (f. 1984) hører til blandt de bedste digtere, vi har. Alene titlerne på hendes foreløbig tre bøger, Hjem er en retning, Atlanterhavet vokser og senest Spor efter fugle, der udkom sidste forår, indikerer, at hendes skrift har både vision og nerve. Sten-Knudsen kan skrive.

Elegant aktivisme
Spor efter fugle er først og fremmest et livtag med den globale økokrise. Holdningsmæssigt er værket afklaret og står, ikke overraskende, på naturens side. I titeldigtet, der udgøres af en række registreringer af et kystlandskab, "trøster" jeg'et sig fx ved tanken om "at der findes så mange strande/ med tang. med lange øde strækninger af sand/ med eller uden fodspor/ spor efter fugle, heste, hunde/ cigaretskodder og plasticflasker".

Sten-Knudsen lader som afslutning på digtet sit lyriske jeg hilse på naturen: "hej gås, siger jeg og venter på svar". Alligevel er en egentlig symbiose med naturen snarere et potentielt yderpunkt for digtene end en egentlig strategi (sådan som det fx ses hos en anden økodigter, Eske K. Mathiesen). Registrering og observation står i Spor efter fugle over metafor og besjæling. Enkelte steder kommer vi dog tæt på: Fiskehejren, der observeres i et kultiveret naturområde, "er en mester i urørlighed/ sidder helt stille og stirrer ud fra et piletræ/ vil ikke forstyrres". Det sidste udsagn kan strengt taget godt læses som en gengivelse af fuglens bevidsthed. Et andet sted møder vi en ung bøg, der "holder en døende træstub i live", fordi (digtet udelader den normalsproglige kausalforbindelse til fordel for et linjebrud) "den har en viden som ikke må gå tabt". Den menneskeliggjorte bevidsthed - bøgens ageren og træstubbens viden - etableres dog som en jargon hentet fra, hvad der kunne ligne en naturvejlederes foredrag. Det er altså ikke jeg'ets egen stemme, der står for antropomorficeringen.

At Sten-Knudsen fastholder den konkrete afstand mellem digter og naturstof, giver hende mulighed for, distinkt, at observere ikke bare naturen på dens egne præmisser, men også spoleringen af den, som cigaretskoddet og plasticflaksen repræsenterer ikonisk. Afstanden kan også bruges til meget direkte at lægge holdninger ind i digtene. Som afrunding på en lille suite af to træ-digte, det første er allerede citeret, kan jeget dumpt konstatere, at mennesket ikke har noget at give træerne "bortset fra at omgås dem lidt mere nænsomt".

Det er altså rimeligt at kalde Sten-Knudsens digte aktivistiske. Men det må lægges til, at der er tale om en afdæmpet aktivisme. Affekterne findes, men de kølnes af digtenes lavmælte og registrerende stil. Hvilket er godt: Bogen er tydelig i sin holdning, men samtidig skrevet afvæbnende og inviterende. Hvem ved? Måske kan man alligevel redde klimaet med en digtsamling. I hvert fald er det svært ikke at lade sig bevæge af den bekymring, som Sten-Knudsens digte udtrykker.

Klima med mere
Ved siden af det bærende naturspor får vi parforholdsdigte, digte om en søskenderelation samt flere tætte - ofte elegiske - stemningsrapporter fra livet i en storby, der ofte konkretiseres stedsligt som København. Med by- og parforholdsdigtene demonstrerer Sten-Knudsen, at hun magter at skrive overbevisende også om menneskelige relationer. Med en næsten-metafor, en sammenligning, hedder det, at jeget har besluttet sig for endelig at stole på sin partner - "det føles lidt som når man endelig læner sig op ad en væg/ man har stået ved siden af et stykke tid".

Digtene kan dog også være mere henslængte og næsten lyde som den jævnaldrende Theis Ørntofts debutbog Yeahsuiten: "vi har drukket os lidt fulde sammen/ kun lidt, det er alt hvad vi har brug for". Helt porøst og sprødt bliver det, når en række sagte registreringer af (igen: en kultiveret?) natur rundes af med konstateringen af, at "en aflang stilhed har bredt sig ud i byen". Blæret.

På minussiden hører den gentagne brug af figuren ækel-og-irriterende-type-udgyder-galde. Manden på bænken - med majs i skægget - kan ikke lide flygtninge, hvilket digtet ikke kan lide, ligesom en anonym kvinde finder det ulækkert at flaskesamlere benytter de samme mønter som hende selv - "det kunne være de mønter/ jeg har i hånden nu". Skurkene får lov at overtage stemmeføringen, og digterjeg'et, der er eksplicit til stede i det første, implicit i det andet, bryder ikke ind. Her kommer den ukommenterede stil, modsat ønsket, måske til at virke lidt anmassende. Majs i skægget. We got the point. Jeg vil også indvende, at det nok bliver for meget af det gode, at bogen i det hele taget vil behandle det såkaldte flygtningespørgsmål. Det sker i en to-tre digte, og selvom der med 60 siders tæt poesi nok skulle være plads til flere forskellige emner, og selvom ingen af digtene falder decideret igennem, virker det forceret. Klimakrise, livet i København med dertilhørende tilbagetrækninger samt sårbarhed i de nære relationer er rigeligt stof til ét værk.

Det gode indtryk af Spor efter fugle står dog fast. Bogen fortjener læsere, der vil gå ind i digtene for, ja hvem ved, selv at blive opslugt og engageret af den holdningsmæssige klarhed, der er i værket - eller i hvert fald berørt af de mange rammende ord om naturen og byen og de forviklinger, menneskeslægten har det med at filtre sig ind i hér.


Forrige anmeldelse
« Som var mit sind lidt græs der... «
Næste anmeldelse
» Hier habt ihr mich »


Flere lyrikanmeldelser...