Mest læste
[Lyrikanmeldelse]

1 - Lyrikanmeldelse
Poesi og andre former for trods
2 - Lyrikanmeldelse
Digte 2014
3 - Lyrikanmeldelse
det nemme og det ensomme
4 - Lyrikanmeldelse
White Girl
5 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 3 / 2012
6 - Lyrikanmeldelse
ABC
7 - Lyrikanmeldelse
Poesibog
8 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 2 / 2012
9 - Lyrikanmeldelse
Husundersøgelser
10 - Lyrikanmeldelse
Tvillingerne




Reaktionsmønster / Annemette Kure Andersen / 56 sider
Turbine. ISBN 9-788740-615265
Anmeldt 19/5 2017, 18:00 af Mathias Anker Kure


Her går det ikke godt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er ikke meget at juble over i Annemette Kure Andersens seneste digtsamling Reaktionsmønster. Bogstavelig talt. Værket udgøres af 49 korte digte – alle disponeret grafisk som luftige kompositioner med store mellemrum – der uden undtagelse præsenterer en tung, indestængt stemning. Træet på bogens omslag er afpillet og sort, og selvom den talende godt véd, at foråret – og dermed også håbet – rent faktisk findes, giver det ikke anledning til optimisme. For, som det hedder, ”tiden er ikke/ til blade der foldes ud” (15).

I det hele taget ligner det en strategi for Kure Andersen at punktere klicheen om naturen som en idyllisk digterisk matrice: Birketræerne er ”stormnedlagte”, vinduet, der skulle give lys og luft fra en verden udenfor, ”er tæret fast” af ”vindbåret salt” og det ”hun”, som digtenes registreringer konsekvent knytter an til, ”er lagt i pres som hvide margueritter/ rammet ind i/ glas på sort baggrund” (50). Et endegyldigt farvel til foråret får vi med et tilsyneladende tilforladeligt – og trivielt – billede af skærmplanter der ”vajer i vinden”. Igen afmonteres naturstoffet dog straks som idyllisk: ”hun kan kun kaste ordet/ som et sørgeflor// til afsked med foråret” (40).

Til trods for den dystre stemning er Reaktionsmønster en exceptionelt fattet poesi-bog. Kure Andersen er en garvet lyriker, hvis digteriske stemmeleje bringer toner af både ro og ulykke.

En markant sproglig strategi, som også bidrager til det fattede indtryk, er den konsekvente brug af tredjeperson. På intet tidspunkt gestalter digtenes stemme sig i et formelt og synligt ’jeg’, i stedet bliver sansninger og konstateringer konsekvent tillagt et ”hun”, og ind i mellem også et ”han”. Sidstnævnte er dog en forholdsvis sjælden gæst, og de to optræder også kun få gange i de samme digte – lektien er givetvis, at tilværelsen er ensom. Ellers er den største effekt ved brugen af tredjeperson selvfølgelig, at det giver Kure Andersen mulighed for at kombinere et distanceret blik med en klassisk indfølende, centrallyrisk stemme. Formelt set er stemmen, der taler, altså på afstand. Men kun formelt:

”Slagkraftigt klaprer det smalle tov/ mod flagstangen// hvis vinden blæser med samme/ styrke vil lyden ikke ændres// med tiden mindskes/ striberne på hendes/ hud” (20)

Den nærmest demonstrativt bratte afrunding giver digtet karakter af gåde: Hvem er hun? Hvad er det for nogle striber, hun har på huden – og hvorfor forsvinder de med tiden? Samtidig afstedkommer den afsluttende bemærkning en diskret sammenstyrtning mellem de to omgange af registreringer: Digtet kan både iagttage nylonsnor, der rammer glasfiber, og forbinde kraften i dette scenariemed digtets ”hun”.

Endelig må det med, at Kure Andersen-samlingen igennem arbejder bevidst med digtenes grafiske udtryk. Et arbejde der enkelte steder tenderer til egentlig konkretisme. Bedste eksempel er nok et 15 ord langt digt, der sættes op på papiret, så det ligner et kors og dermed flugter konkret med det første ord:

”Fastnaglet/ til dagene som/ sommerfugle/ sat i/ botanikerens/ æske/ under/ glas/ måtte/ hun/ give/ sig” (31)

Jeg er ikke sikker på, hvad det egentlig tilfører digtet, at det forestiller et kors (eller en sommerfugl?), og hvis jeg skal præsentere en anke mod Reaktionsmønter, må det være, at den er en for fattet digtsamling. Konkretismen er afbalanceret, det usagte kaos som digtene igen og igen tager op, giver aldrig anledning til desperation, og når samlingen til slut, i en slags kulmination, tager tilværelsens ultimative forfald, døden, til behandling, sker det ligeledes afbalanceret og roligt. Dermed ender den fattede tone som et fremmedgørende element.


Forrige anmeldelse
« Ravnekost og slagere «
Næste anmeldelse
Ikke flere anmeldelser


Flere lyrikanmeldelser...