Mest læste
[Lyrikanmeldelse]

1 - Lyrikanmeldelse
Poesi og andre former for trods
2 - Lyrikanmeldelse
Digte 2014
3 - Lyrikanmeldelse
White Girl
4 - Lyrikanmeldelse
det nemme og det ensomme
5 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 3 / 2012
6 - Lyrikanmeldelse
Poesibog
7 - Lyrikanmeldelse
ABC
8 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 2 / 2012
9 - Lyrikanmeldelse
Koordinater
10 - Lyrikanmeldelse
Husundersøgelser




Koordinater / Amalie Laulund Trudsø / 92 sider
Rosinante. ISBN 9788763826310
Anmeldt 13/2 2013, 05:44 af Morten Reimar


Koordinater

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hvis man kunne give bøger hashtags, ligesom man kan med sine billeder på Instagram, ville Amanda Laulund Trudsøs debutbog Koordinater have hashtagsne #cphlove #poetisk #vin.

Københavnerteksterne, som forfatter og forlag kalder dem, virker som en slags Instagram eller Facebook for Trudsø, der får rig mulighed for at lufte sit københavnske kunstnerliv over 92 sider essays. Lidt for tit går det ud på at sippe rødvin med sine cool venner, og alt for ofte virker den højtsvævende filosofering som statusopdateringer om dog, at bogen en gang imellem overrasker positivt, når man mindst venter det.

De 60 korte tekster har alle navn efter en gade eller et sted i København og fortæller hver deres historie om, hvordan unge Trudsø (årgang 1988) som tilflytter fra Nordsjælland lærer byen at kende, gade for gade. Her Værnedamsvej:

Og disse tre personer, hvoraf en er ternet, en er mig og den tredje er guitarist, sætter sig ned og drikker vin. Lyset fra et alt for tidligt stearinlys oplyser den røde væske på en højst mærkværdig måde, afslører sådan en grynethed i det, alle troede klart. Samtalen falder på gamle lædermøbler og pinup-piger…

Som nævnt kan der godt gå kunster-klichéer i den, og tit virker udtryk som københavnervinduet og københavnerhimlen svært forudsigelige. Historierne om kærester, der skiftes ud med jævne mellemrum, og jeg’ets søgen efter en fast og endelig lejlighed i et kvarter, man kan være dus med og ditto fast kærlighed, er ikke lige interessante og velbeskrevne alle gange. Man føler ikke med den kvindelige hovedperson (højest sandsynligt Trudsø selv) når hun græder i en taxa efter at have brudt op med endnu en kæreste. Er det min fejl som læser, fordi jeg ikke lever mig nok ind i bogen, eller er det Trudsøs fejl som forfatter, fordi hun ikke inviterer mig ind i bogen?

Dog kan man også finde små guldkorn undervejs. F.eks. her på Griffenfeldsgade:

Vi næsten sutter jordbær i os, som regnorme, eller som igler suger blod, suger vi jordbær og jern. Den bitre vinter er forbi nu, det smager vi tydeligt, og uden farve og uden ilt kaster vi os på knæ for solens arme: Tag mig op. Skulle jeg besætte, ville jeg besætte i april; skulle jeg fødes, ville jeg fødes i april af april; skulle jeg befrugtes ville jeg befrugtes i april.

Her er det den umiddelbare sommerstemning vi får i stedet for kliché på kliché: At sidde i vindueskarmen i en lejlighed i København og være kunstner kan ikke fylde en hel bog. Det er først når Trudsø faktisk viser, hvad det er hun laver foran computeren, at det virker i stedet for bare at lægge billeder op af sig selv i hipsterlys med de førnævnte hashtags - altså indvie os andre i, hvorfor hun er kunstner, hvorfor hendes livssyn er poetisk i stedet for bare at konstatere, at det er det.

Noget andet, der virker. er når Trudsø en gang imellem kommenterer eller inddrager gadenavnene, der ellers bare står som titel, og ikke refereres til eller inddrages, f.eks. Australiensvej:

På det ydre Østerbro, så fjernt fra centrum som et andet Australien, er det der, du befinder dig?

eller H.C. Andersens Boulevard:

… og det er egentligt skammeligt, at sådan en gammel digter lægger navn til dette inferno, ham, der skrev om ege og piletræer og der var så dejligt ude på landet…

Ellers kan København godt stå som kulisse for københavnerteksterne, der reddes ved at skrive lidt ”forelsket i København” ind i det uden at forklare hvorfor.

Amalie Trudsø læser dansk og retorik på Københavns Universitet, men bogen virker allerbedst, når hun glemmer alt hvad hun har lært i skolen, og bare giver los.


54
Forrige anmeldelse
« Blomster under huden når du fr... «
Næste anmeldelse
» det nemme og det ensomme »


Flere lyrikanmeldelser...