Mest læste
[Koncertanmeldelse]

1 - Koncertanmeldelse
Sinne Eeg og Touché
2 - Koncertanmeldelse
Abild
3 - Koncertanmeldelse
MC Hansen Band
4 - Koncertanmeldelse
JazzKamikaze
5 - Koncertanmeldelse
Helene Blum & Harald Haugaard med: Anna Lindblad, Petri Hakala, Antti Järvela og Sune Rahbek.
6 - Koncertanmeldelse
Sinatra - En mand og hans musik
7 - Koncertanmeldelse
Eivør
8 - Koncertanmeldelse
Pligten Kalder
9 - Koncertanmeldelse
Bebiane Bøje
10 - Koncertanmeldelse
Veto




Sinne Eeg og Touché
Flensborghus 13.11.2014
Anmeldt 18/11 2014, 19:07 af Hans Christian Davidsen

Vokaler virker som instrumenter


Vokaler virker som instrumenter

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Rytmer, toner og skalaer er ikke nok for en jazzsangerinde. Den erfaring har jazzsangerinden Sinne Eeg gjort sig. En pianist kan sagtens møde op i et par sutsko, men en jazzsangerinde må også kunne performe - ellers fiser musikken ikke ind hos publikum.

Derfor er påklædning, udstråling og attitude blevet en større del af det, hun gør på en scene. Hun tager uden tøven en pæn kjole på, sætter håret og sminker sig, når der skal være koncert .

I foråret 2014 modtog Sinne Eeg den pris, som enhver jazzmusiker eller jazzsanger vægter som noget af det højeste: Ben Webster-prisen opkaldt efter den berømte amerikanske tenorsaxofonist, der nærmest var gift med Danmark og det københavnske jazzmiljø.

Sinne Eeg kom gentagne gange til at fortale sig under koncerten, når hun sagde, at hun sammen med gruppen Touché ville »spille et nummer«. Touché er et fremragende a cappella jazzband, og der var ingen andre instrumenter på scenen end menneskelige stemmer. Sinne Eeg rettede derfor sig selv »Synge«. Men helt forkert på den var hun nu ikke.

For dusinet af sangere i Touché - samt dirigent og arrangør Jesper Holm - kunne synge, så det lød som om, de var instrumentalmusikere. Ikke blot leverede vokalerne human beat box, hvor de slog rytmen an med læber og tunge, bassen Ulrich Lauridsen var også en gulvbas af kød og blod, og når der skulle leveres trompetagtig akkompagnement som i et mini-bigband, bevægede sangerne fingrene på mikrofonen, som om de havde gang i messinginstrumenternes stempelventiler. Det var kræs for både ører og øje.

Præcision
Touché leverede både soli, duetter og harmonisk enhed i backing-kor - nogle gange i selskab med Sinne Eeg, andre gange uden. Koret demonstrerede en sikker præcision og variation i stil og tempo.

Sinne Eeg afleverede i første sæt en håndfuld klassikere med følsomme og forrygende fraseringer, blandt andet »Almost Like Being In Love«, Cole Portes »Let’s Do It« og en lille perlerække af danske evergreens fra »Forelsket i København« til Gitte Hænnings »Jeg snakker med mig selv«.

Sine egne kompositioner var hun naturligvis ikke nærig med. Vi nævner blot hendes »I Draw A Circle«, som hun har skrevet sammen med Søren Sko - en sang, der blev fremført med en bossa nova-poppet lethed.

Smerte og smil
Sinne Eeg har en unik blanding af smerte og smil i stemmen. Hendes rytmiske sikkerhed og smidighed i stemmen gennemsyrede koncerten, men selv om hun ikke blot var den pæne sangfugl, så kunne hun nogle gange godt slippe lidt mere løvinde fri. Sinne Eegs livekunst er ikke desto mindre brillant. I andet sæt afleverede hun blandt en halv snes andre godter en rørende bossa nova om at have hjemvé.

Touché gav ind imellem flotte eksempler på spændvidden med Miles Davis’ »So What?«, hvor temaet i bassen var bibeholdt på smukkeste vis. Niels-Henning Ørsted-Pedersen blev mindet med »Those Who Were«, og alle facetter var med i fortolkningen af Count Basies »Whirlybird«.

Både solist og kor improviserede melodier som ved instrumentalsoli - det kaldes scat, når teksterne består af vrøvlesatser, så vokalen bliver en form for instrument i arrangementerne. Man ved næsten ikke, om man kan bruge ordet i denne sammenhæng, hvor der ikke var nogen instrumenter.

Sang og sang er ikke del mest almindelige sammensætning og heller ikke den nemmeste, for det kan let blive ost med ost. Men Sinne Eeg og de 12 stemmer i Touché gav hinanden så meget med- og modspil, at kontrasterne var med til at gøre koncerten herligt uforudsigelig.

Forrige anmeldelse
« Bebiane Bøje «
Næste anmeldelse
» Phronesis »