Mest læste
[Koncertanmeldelse]

1 - Koncertanmeldelse
Sinne Eeg og Touché
2 - Koncertanmeldelse
Abild
3 - Koncertanmeldelse
MC Hansen Band
4 - Koncertanmeldelse
JazzKamikaze
5 - Koncertanmeldelse
Sinatra - En mand og hans musik
6 - Koncertanmeldelse
Helene Blum & Harald Haugaard med: Anna Lindblad, Petri Hakala, Antti Järvela og Sune Rahbek.
7 - Koncertanmeldelse
Eivør
8 - Koncertanmeldelse
Bebiane Bøje
9 - Koncertanmeldelse
Folkeklubben
10 - Koncertanmeldelse
Kuti Mangoes




JazzKamikaze
Flensborghus 13.02.2013
Anmeldt 17/2 2013, 21:09 af Hans Christian Davidsen

Jazzens hastighedsbegrænsninger overtrådt


Jazzens hastighedsbegrænsninger overtrådt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det var ren kamikaze.

At sætte sig lige ved forstærkerne. Godt nok hed det jazz, men det var jazz med strøm på - meget strøm.

Det, der kom ud af forstærkerne var et fandenivoldsk bombardement af elguitar, klaver og vild sax, heftigt trommespil og en gulvbas, der i perioder blev håndteret på en måde, så ordet gulvbas fik en ny betydning. Kristor Brødsgaard lagde bassen næsten vandret ned på gulvet og trykkede akkorder af, som om vi var til rockfestival og ikke til jazzkoncert.

JazzKamikaze hedder det dansk-svensk-norske orkester, der spillede til »Jazz i Flensborghus« onsdag aften. Et orkester, der sikkert kan dele vandene, for man kan både fascineres og glædes ved den anarkistiske indgang til jazz, som de fem musikere har - men velsagtens også blive lidt frastødt.

Første sæt bød på nyere numre fra cd'erne Supersonic Revolutions og The Return of JazzKamikaze - en herlig hæsblæsende tour de force med pågående spil af især saxofonisten Marius Neset, der påtog sig samme rolle som en lead-guitarist i et rockband. Stykker som ”Futureblaster” og ”Misuhirato” ligger ikke uden grund øverst på JazzKamikazes playlist på bandets hjemmeside.  Her er fart og tempo, spontane indgange og frem for alt en gennemført symbiose af de forskellige genrer - det der gør, at man med god ret kan kalde musikken for fusionsjazz.

Musik er heroin
Hen imod pausen begyndte noget af det lidt ældre materiale at dukke op, og her er indtrykket, at de fem spiller mere ved siden af hinanden og går hver deres veje mere end, at de mødes i en symbiose. I andet sæt kom dog to af de stærke numre fra ”Supersonic Revolutions: Music Is My Heroin” og ”M.E.C.”.

Man kan ikke andet end sige, at JazzKamikaze giver publikum en fantastisk live-feeling med perfektion og gennemarbejdede kompositioner. Mine ører var dog ved at være møre af forstærkerne, der tæskede løs i front, og jeg tog derfor konsekvensen og satte mig ned på allerbageste række.

Kvintetten markedsfører sig i en biledverden lig japanske tegneserier. Kamikaze forbinder de fleste af os vist med japanske selvmordspiloter under Anden Verdenskrig. Ordet betyder dog noget i retning af »stærk storm« og går tilbage til 1200-tallet, da japanerne forhindrede en mongolsk militærleder i at angribe Japan. Og en stærk storm fik det talrige publikum i Flensborghus - med avancerede hard bop-kompositioner godt hjulpet på vej af Anders Egers hastige og forcerede trommespil. Læg dertil Kristor Brødsgaards bas, der - hvis den var kommet i en af vore dages behandlere i øjesyn - vel havde fået stillet diagnosen ADHD.

Da JazzKamikaze entreerede scenen, lagde guitaristen Daniel Heløy Davidsen ud med guitarspil, der teknisk set slet ikke kunne kaldes jazz, men det viste sig bare at være en her-kommer-vi-hilsen. Der blev gearet ned for guitarspillet, der pænt fulgte de øvrige instrumenter trop.

Ved klaveret sad Morten Schantz, der tidligere har sunget på nogle af JazzKamikazes udgivelser, men som nu nøjes med tangenterne i et vidt grænseland mellem bepop og cool jazz og indimellem også rock og vel at mærke den hårde af slagsen. Berlin-muren faldt i 1989. Lydmuren i 2013.

Forrige anmeldelse
« Lillian Boutté og Burich-l'Eti... «
Næste anmeldelse
» Duo Modus »