Ulf Wakenius må man nærmest betegne som »svansk«. Godt nok er han fra Halmstad, men svenskerens tætte sammenspil med de danske jazzmusikere Svend Asmussen og Niels-Henning Ørsted Pedersen har gjort ham til en musiker, som danskerne har taget til sig som en af deres egne.

Nu turnerer Ulf Wakenius i stor stil med sønnen Eric.

Eric har grebet den akustiske guitar og gjort den til omdrejningspunktet for sin musikalske løbebane ligesom sin far, og når de spiller kombinationsspil, går solo og åbner flanker, lyder musikken fabulerende flot.

Det fik publikum ved denne koncert at høre, da far og søn gav en forrygende koncert med jazz-guitar på menuen. Det blev en aften med akrobatik på strengene og den slags magiske momenter, som Ulf Wakenius beretter om i nummeret Momento Magico - et nummer inspireret af en koncert med Oscar Peterson en aften i august, hvor canadieren - sådan husker Ulf Wakenius det - i hver tone fik 50 års jazzhistorie ud i atmosfæren.

Forestil dig, at Mozart kunne sætte sig på en flyver til Brasilien og møde en brasiliansk komponist, så har du Momento Magico - der fik et bragende bifald. Ulf Wakenius har flere gange spillet sammen med den amerikanske guitarist Pat Metheny og den afdøde svenske landsmand Esbjørn Svensson. Begge kolleger spillede Ulf og Eric Wakenius et par numre af. Koncerten bølgede mellem duetter og soli, og her og der dukkede Wakenius seniors fortid i blues-musikken op - med en vibrato, der var meget tæt på B.B. King. Wheater Report kunne den gamle sandelig også til fingerspidserne.

Joe Zawinuls instrumentale jazz-fusionsnummer Birdland fremføres almindeligvis af bigbands. Ulf og Eric Wakenius havde kun to guitarer til rådighed, men gav arrangementet sådan en fylde, så man tror, at de gik efter at få det til at lyde som et bigband.

I andet sæt lagde de stærkt ud med den orientalske Breakfast in Bagdad. »Wauw«, kom det lige fra leveren fra en herre blandt publikum. Og ja, wauw!

Til gengæld var det lidt vovet at præsentere en cover-version af  Cat Stevens’ Father and Son. Eric Wakenius spiller bedre guitar, end han synger. Men ideen med titelnummeret på Ulf og Eric Wakenius’ indtil videre eneste cd er naturligvis til at få øje på - selv om Cat Stevens’ tekst handler om et far og søn-forhold, der er gået i stykker. Det kan man ikke sige om forholdet mellem Ulf og Eric Wakenius. De svinger formidabelt sammen - både menneskeligt og musikalsk. Det skulle man være blind for ikke at få øje på.

Der skal lidt til for at holde dampen oppe med udelukkende akustisk guitar i en helt koncert. Trivialiteten ligger altid på lur, men den svenske familieduo fik andet sæts truende kedsomhed holdt fra døren med to fine fortolkninger af Pat Methenys Travels og Dodge The Dodo af Esbjörn Svenson Trio.

Skarpheden manglede ikke i denne koncert. Der var en klar ide med det hele, og publikum var solgt til de to svenskere. Men kunstnerne kom heller ikke sovende til aftenens velfortjente aner­kendelse.