De fleste navne har en sproghistorisk oprindelse, hvor det er muligt at spore en vis betydning indbygget i navnet. Det er dog ofte ret svært at finde den helt præcise oprindelse til navnet, og flere navne har forskellige betydninger i forskellige kulturer, der bruger samme navn. Det er få navne, der har så præcist et oprindelsestidspunkt som Cirkeline. Navnet blev opfundet i 1957 af forfatteren Hanne Hastrup til en – for de fleste – velkendt tegnefilmsfigur.

Det er de færreste, der ikke kender den lille pige med det vilde hår, rød kjole og sorte prikker. Men i modsætning til andre navne, så er Cirkeline kun en tom lyd, hvis association i udgangspunktet kun er denne lille tændstikæskestore tøs. Men med tiden er der så sandelig også blevet fyldt betydning i dette lille væsen. DR’s mange film om Cirkeline, samt de senere produktioner, fylder navnet med en fornemmelse for glæde og barnlig tøjlesløshed.

Efter intet mindre end 27 års fravær fra ’køkkenbordsproduktionen’ vendte Cirkeline i 1998 tilbage. Det blev på det tidspunkt til to film, der bærer henholdsvis titlerne Storbyens mus (1998) og Ost og kærlighed (2000). Fire år senere blev de til Verdens mindste superhelt (2004). De to førstnævnte er nu omsider udkommet på dansk dvd, så småfolk og dets forældre kan få glæde af den lille, kærlige pige.

Der blev i sluttresserne produceret seks Cirkeline-film, der blev vist på tv – pudsigt nok – synkront med det tiltagende ungdomsoprør. Det er givetvis et tilfælde, men det er interessant, at filmene på den måde kan ses som symptomatiske på et forandret politisk landskab i og uden for Danmark. Den socialistiske bevidsthed hos skaberne Hanne og Jannik Hastrup skinnede for flere igennem i filmene. Erhardt Jacobsens udtryk ’de røde lejesvende’ (der i dag bruges, når Danmarks Radio kritiseres for ikke at være enig med Søren Espersen) stammer fra Jacobsens kritik af Cirkeline.

Denne bevidsthed, der findes i de mange film, er dog det, som de gør så godt. Ikke nødvendigvis fordi det er socialistisk, men fordi filmene på én gang fænger hos de mindste og stiller interessante politiske spørgsmål til de største. Efter de første seks film blev tolv produceret i starten af 70’erne, men da Flugten til Amerika var færdig, blev den politiske kritik for voldsom: Kritikken af Nixon-styret og forholdene for den sorte mus var for udtalt. Denne film er faktisk til dato aldrig blevet vist.

Den politiske bevidsthed er heller ikke udeladt i Storbyens mus eller Ost og kærlighed. Cirkeline og de to mus Ingolf og Frederik må flytte til byen, fordi dem, de bor hos, flytter. Alene denne bevægelse fra det rurale miljø til det urbaniserede centrum er spændende, men det er mødet med det multikulturelle storbyliv, der indføjer den subtile kritik. Dette gælder mest Storbyens mus, mens Ost og kærlighed i højere grad kommenterer pædagogik og opdragelse.

Cirkeline er generelt en relativt passiv figur, der danner et humanistisk bagtæppe bag de mere føjtende mus. Cirkeline følger med, men det er oftest musene, der er de drivende karakterer. Sangene er velkendte for de fleste, mens filmenes cool jazz, der ligger en fin undertone, hele tiden virker genkendeligt. Stregen er – trods en vis udvikling fra de tidlige film – i alle filmene denne lettere naivistiske stil, der udspringer af den dukketeateragtige produktionsteknik, som er døbt ’køkkenbordsanimation’: små pindefigurer, som bevæges ovenpå den i forvejen tegnede baggrund.

Storbyens mus og Ost og kærlighed er skønne og tiltrængte udgivelser af materiale, som enhver børnefamilie kan få stor glæde af. Hidtil har Verdens mindste superhelt kun været tilgængelig på dvd, men med disse to udgivelser er der taget hul på en forpligtende portefølje af noget af det bedste (og momentvist mest pædagogiske) danske tegnefilm, der til dato er produceret. De sort/hvide film fra tresserne findes i DR’s online materiale, men de øvrige sendes kun ved lejlighed. I en tid, hvor tv er blevet til noget, der ses, når børn og voksne selv vil, må resten da også ud på et transportabelt medium.

Det kan tilmed være, at Flugten til Amerika kan få lov at komme ud blandt folket. Der er jo trods alt ikke censur af danske medier. Eller hvad?