Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Snuff Movie (92 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 14/10 2011, 07:27 af Torben Rølmer Bille

Mislykket formeksperiment


Mislykket formeksperiment

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Selv om instruktøren af den engelske gyserfilm Snuff Movie er den samme som i 1992 filmatiserede Clive Barkers novelle Candyman og fik folk til at se sig mistænksomt ind i spejlet for eftertiden, bør man ikke tro at Snuff Movie på samme måde er i stand til at fremprovokere stærke følelser, for selv om udgangspunktet for filmen egentligt er interessant, så driver den dels rovdrift på en faktuel tragedie og ender med en fortænkt pseudoreligiøs slutning, som både virker underligt påklistret og unødvendig.

Filmen har ellers et ganske velfungerende anslag. Heri præsenteres en historie om filmmageren Boris Arkadin, hvis gravide hustru blev myrdet af en gruppe hippier, mens Boris selv var blevet kaldt til klipperummet for at lægge sidste hånd på en af hans seneste gyserfilm. Hippierne var tydeligvis inspireret af Arkadins egne film til at begå deres udåd og derfor valgte Arkadin helt at holde op med at lave film til trods for sin enorme popularitet. Denne indledende sekvens er en bevidst leg med filmformater, for både gæsterne til festen og de indtrængende filmede deres gerninger, hvilket faktisk indleder filmen på en ganske interessant, visuel, metatekstuel manér.

Parallellerne mellem filmens indledende mord og det som Charles Mansons ”familie” begik på Roman Polanskis højgravide kone Sharon Tate i 1969 er ikke til at tage fejl af. I Snuff Movie versionen skrives der også ”PIG” i ofrenes blod på herregårdens vægge, men selv om det måske er i ganske dårlig smag at fiktionalisere dette, så er det ikke det der gør Snuff Movie til en dårlig film. Det handler mere om hvad der sker efter filmens start.

Den presse- og menneskesky Boris Arkadin har efter mange års fravær endelig besluttet for at lave en ny film, så han holder castings for en masse håbefulde. Heriblandt den unge Wendy, der bare venter på et gennembrud. Under castingen bliver hun bedt om at tage alt tøjet af, så Boris kan se om hun er den rigtige til jobbet. Det viser sig at det er hun, så hun får kæresten til at køre hende til Arkadins enorme hus, hvor han vil optage sin nye film. Det går dog op for Wendys kæreste, da han kommer hjem, at Arkadin måske vil mere end bare at lave film. Han vil tilsyneladende genopføre mordet fra filmen live på nettet og finansiere sit forehavende ved at lade folk bag skærmen betale for at se på de brutale løjer. I huset har Arkadin nemlig sat videokameraer op overalt og allieret sig med en gruppe ganske forstyrrede pigebørn til at overfalde hans skuespillere.

Heller ikke her forlader filmen sit oprindelige præmis, for fra at have været et ganske sjovt stileksperiment, bliver den en kommentar på vores aktuelle distancerede, amoralske, internetbårne medieverden, samtidig med at den også gerne vil være traditionel slasherfilm. Spændingshistorien opbygges idet seeren følger Wendys kærestes desperate kamp om at nå frem til huset i tide og få alarmeret myndighederne om Arkadins grusomheder. Filmens slutning nedbryder dog helt det vakkelvorne skelet som resten af filmen ellers har forsøgt at bygget op.

I anslaget antydes det at filmen som man skal se er 100% sandfærdig, men selv om man ikke forholder sig kritisk til dette, så vil man opdage at det ritual som udføres til offentligt skue i filmens slutningen, gør at filmen kammer over i sit forsøg på at vælte værdiladede holdninger over på sin tilskuer. Kombineret med Jeromé Krabbes fuldstændig overspillede tilgang til sin rolle som Arkadin, har seeren længe vist at dette bare var en film så når films pludselig også skal soves ind i okkulte, satanistiske elementer gør det at både handling, struktur og dramatisk fremdrift forlades helt til fordel for et tyndbenet budskab, som fortaber sig i sig selv. Det virker ikke overlagt, det er ikke interessant og det synes allermest bare at ville provokere eller forvirre uden et formål.

Som om dette ikke er nok, er filmens titel ganske misvisende, især hvis man tror man skal se en film der dykker ned i mytologien om snuff film. Fænomenet er måske er mere aktuelt nu end det var i startfirserne, takket være fænomener som ”happy-slapping” og diverse mere grusomme film, der efter sigende florerer på nettet. Til de der har lyst til at se film der handler om netop snuff, graver vi dybt i kapellets gulv og haler film som 8mm, den japanske Ginî Pigu-serie eller den langt bedre spanske film Tesis, (der kom til at hedde Snuff på dansk) op som værdige alternativer. Selv om Snuff Movie da har ganske hæderlige effekter og en interessant start, vil man ikke kunne undgå at blive slemt skuffet hvis man når frem til de sidste tyve minutter - disse er ren tortur af den stakkels seer.


Forrige anmeldelse
« Aftenlandet «
Næste anmeldelse
» Jernets Herre »


Filmanmeldelser